Kulturshots anmeldere har anmeldt så mange forskellige ting, og har også smuttet i teatret uden hverken anmelderblok eller blyant. Kulturshots anmelder Johanne Hav Hermansen har 1 års jubilæum ved bloggen og fortæller her om sin anmelderår anno 2014 og hendes forventninger til teateroplevelserne i 2015.
2014 var mit første HELE år hos Kulturshot. Det betød at jeg fik en lidt anderledes oplevelse af hvordan teatersæsonerne hænger sammen. Der var uger hvor jeg anmeldte 2 eller 3 forestillinger, og der var måneder hvor jeg kun kom i teatret, hvis jeg slæbte mig af sted på egen hånd uden anmelderblok og blyant.
Der er ingen tvivl om at det har været sundt for mig og min teaterhorisont at være blevet anmelder. Jeg har netop både set forestillinger jeg har været helt vild efter at få lov at skrive om, men næsten endnu mere spændende: de stykker jeg aldrig selv ville være kommet på at se.
Et hurtigt tilbageblik på mine oplevelser i 2014 er altså en ret blandet omgang – heldigvis!
Jeg havde en fest med at opleve de lækre damer der viste Shakespeares noget morbide forhold til kærlighed. “Tigerhjerte Svøbt i Kvindehud” var en vild oplevelse: skuespillet var så godt at jeg tog mig selv i at synes, at Richard III var lidt lækker når han nu blev spillet af en ældre kvinde… Sådan lærer man noget nyt om sig selv igennem kunsten.
I “kønsrolle-trans-genren” havde jeg ligeledes fornøjelsen af “Hankøn” på Teater Får 302. Det er godt nok (heller) ikke nemt at være mand i dag, og det var især Gry Guldager god til at formidle. Gennem overskæg, overalls og en god portion humor.
…der er immervæk sket noget på den front siden jeg gik i folkeskole!
Lidt mindre begejstret var jeg for forestillingen “Trofast“. En überligt uovervejet forestilling der desværre stadig står i min erindring som et dramaturgisk makværk.
2014 var desuden året hvor jeg blev udsat for ungdomsforestillinger. Hvis jeg skal lægge kortene på bordet, er dette bestemt ikke min favoritgenre, men på Teater Grob blev jeg positivt overrasket. Først over “Deadline” og senere “Traditionen Tro“, – der er immervæk sket noget på den front siden jeg gik i folkeskole!
Og så var der selvfølgelig den kære Beckett med “Glade Dage“. Jeg ved ikke om jeg havde slæbt mig ind til en halvanden times monolog hvis ikke det var for at anmelde den. Men hold da op hvor var det en vild oplevelse! Sarah Boberg har jo den bedste hukommelse i verden!
Et nyt år er i fuld gang og allerede på søndag d. 1. februar skal jeg anmelde “NOMA”. En “mad-performance-ish-publikumsinddragende-samfundsbevidstheds-noget”, hvis jeg har forstået lidt af det. Det bliver temmelig spændende, og det er den første af ”den slags” performances jeg skal anmelde. Jeg er lidt beklemt ved at gå ind til det alene, så jeg håber at maden i det mindste er god.
BESTIL billet! GØR det! SE den!
I den morbide genre kunne jeg også være fristet til at se forestillingen “Det Mørke Net” på det Røde Rum. Dels fordi det er den knalddygtige dramatiker Anna Bro der står bag den, men også fordi den handler om noget så actionpacked som lejemordere og hvordan man finder frem til dem på google.
Det Kongelige Teater genopsætter også Det Røde Rum’s ”Dette er ikke stjernekrigen”! Jeg har set den før, og jeg grinede næsten konstant. BESTIL billet! GØR det! SE den!
Og så er der Ibsen. Jeg har været så trist over at misse “Hedda Gabler” i sidste sæson, men nu sætter Republique “Et Dukkehjem” op – som moderne opera! Det lyder sindssygt mærkeligt, men Ibsen har så mange lag og så meget at byde på, at jeg faktisk tror på det kan lade sig gøre!
