En lang ulykkelig og underholdende talestrøm
Teatret ved Sorte Hest, 21. marts – 26. april
Scenen er et lille bjerg dækket af hvidt stof. Vækkeuret ringer skingrende højt og Winnie strækker sig og rejser sin overkrop, for resten er begravet i bakken.
Så går morgen toiletten i gang, mens hun taler nonstop til sig selv og vækker manden Willie der ligger et sted bag hende og grynter.
Becketts tekster er kendt for ikke at give mening før de bliver fremført, og selv med skuespillerne på scenen er det svært at finde hoved og hale i de absurde talestrømme.
I programmet står der at ”Glade Dage” handler om hvordan vi, i forbrugssamfundet knytter os til materielle ting, og hvordan vi i sidste ende drukner i dem, men med enkelte undtagelser er det dog ikke dette – lidt fortærskede – fokus, der virker mest fremtrædende i forestillingen.
Winnie synes snarere at være fanget i sin egen opfattelse af sig selv, og det liv hun lever med Willie, desperat efter at være sikker på, at hun lever et godt liv fyldt med glade dage.
Hun kalder gang på gang på Willie. Hun vil se ham, ses af ham, blive hørt af ham og bekræftes. Ligegyldig hvilken svag bevægelse eller lyd der kommer fra ham, på den anden side af hendes bunke, så hviner hun af begejstring og ser det som et tegn på at NU bliver det en dejlig dag. En glad dag!
Selv om en god del af hendes talestrøm virker, som mere eller mindre ligegyldig hverdags plapren, så har hun adskillige dybe overvejelser, om livet og sig selv. Men hver eneste reelle filosofiske overvejelse hun gør sig, bliver netop ”ophævet” ved at hun øjeblikkelig afbryder sig selv, og vil høre om Willie hørte hvor klog hun lige lød.
For hvis han ikke er der til at se og høre hende, eksisterer hun så overhovedet?
Sarah Boberg udfører en imponerende opgave: Hun snakker rimelig konstant i 1 time og 25minutter.
I begyndelsen er det en smule karikeret og forceret. Men det lykkes at fremstille en næsten troværdig gengivelse af den absurde Winnie. Det er et godt eksempel på at bare fordi stykket er absurd og ordene unaturlige, så behøver spillestilen ikke være det.
Til slut er Winnie sunket helt ned i bjerget, og kun hovedet fremme. Til gengæld kommer Willie nu frem i lyset, og publikum ser for første gang Paw Henriksen forfra. Tale gør han ikke rigtig, men hvorfor skulle han også det. Winnie er godt nok begravet til halsen, men hendes mund er ude i det fri og ordene vælter stadig ud af hende.
Bunken hun sidder i symboliserer måske nok det materielle forbrugssamfund, men det virker snarere som om det er hendes egne ord og tanker, der begraver hende.
”Glade Dage” får 4 shots. Det er en lang og underholdende enetale, hvor man netop veksler mellem de to oplevelser. Lang. Underholdende. Og imponeret: Hvordan kan Sarah Boberg dog huske alt det?
Du kan læse mere om “Glade dage” på Teatret ved Sorte Hest’s hjemmeside her.
FOTO: Robin Skojldborg
Anmeldt af: Johanne Hav Hermansen
