My Fair Lady

presse_my-fair-lady_aarhusteater_foto-isak-hoffmeyer_22

Der er smæk på både dans, sang og scenografi i Aarhus Teaters opsætning af musicalen om den brovtne Eliza og den ubehøvlede professor Higgin

Aarhus Teater, d. 20. marts til 2. maj 2015

Undertegnede anmelder er musicalfan. En stor, stor musicalfan. Jeg begejstres nemt og hurtigt af både glade og triste sange, dygtige dansere og al den hurlumhej og scenestads, der som oftest følger med sådan en forestilling. Derfor har jeg valgt at invitere min lidt (ok, det er løgn; min meget) musicalskeptiske ven med på Aarhus Teater til premieren på My Fair Lady. Hun kan hjælpe mig, tænker jeg, med at bevare den kritiske sans midt i al den sceneglæde og fest, jeg forventer at blive fortryllet af. Skuffet bliver jeg ikke, for overraskende hurtigt falder hun ind i rollen som mit mere forbeholdne modspil.

”Skal jeg placere min skepsis på en skala fra 1 til 10?,” spørger hun med en slet skjult antydning af begejstring i stemmen, da vi har sat os til rette i den gyldent udsmykkede Store Scene.

”For så må det blive en 10’er,” fastslår hun få sekunder efter, og uddyber: ”Nok mest på grund af Annette Heick. Kan hun løfte arven fra Audrey Hepburn?”

Det er en tanke, jeg som inkarneret fan af musicalfilmen fra 1964 selv har haft. Også selvom det er unfair at sammenligne tv og teater. Kan Heick, som Hepburn, få skuespil og sang til at gå op i en højere enhed? Mere skepsissnak når vi dog ikke, for orkestret sætter med ét i gang med en ordentlig omgang munter musik, mens lyset langsomt dæmpes i salen. Det tykke, røde tæppe løftes fra jorden og giver plads til blomsterpigen Eliza Doolittle i Annette Heicks skikkelse. Hun kluntrer rundt i både facon og sprog til publikums begejstring. Højlydte grin høres fra salen, da Elizas karakteristiske kartoffel i munden-snak clasher med den arrogante og veltalende professor Higgins.

”Sproget vil lænke hende til rendestenen for evigt,” konkluderer professoren efter syngende at have udtrykt sin modvilje mod det stygge, engelske sprog.

”Jeg tror, barometret er røget ned på tre,” hvisker hun med henvisning til skepsisbarometret, da vi snor os langs stolerækkerne for at komme ud af salen.
”Det var jo virkelig flot og overvældende med sådan en musical.”

Og herfra tager musicalens velkendte væddemål fat: Kan professoren gøre Eliza til en kultiveret frøken på bare seks måneder? Til tonerne af musicalens dejlige sange (hvem kender ikke En snegl på vejen og Alfred skal giftes nu til morgen?) gør han sit bedste. De humoristiske øjeblikke mellem den brovtne Eliza og den dannede, men også ret ondskabsfulde, professor Higgins, er i hvert fald yderst underholdende. Bue Wandahl spiller med perfektion den intellektuelle, men samtidigt følelsesmæssigt uintelligente Henry Higgins, der forestillingen igennem kaster så meget mudder mod Eliza, at man undrer sig over, hvorfor hun bliver. Men det gør hun. Hun udvikler sig fra simpel blomsterpige til fin dame, en udvikling, der naturligvis handler om langt mere end det. Eliza formår nemlig at finde sin plads i livet som en handlekraftig og beslutningsdygtig kvinde, der faktisk bedre end Higgins kan begå sig blandt andre mennesker. Men den ny plads er også vanskelig og ukendt for Eliza; for hvor hører hun i grunden hjemme? Det er særligt under denne udvikling, at Annette Heicks Eliza begynder at vokse på mig. Da hun endelig smider kartoflen ud af munden og bliver en kvinde med karakter, føler jeg langt bedre Heicks fortolkning. Her gør hun Eliza til sin egen og får mig til at glemme Hepburns dådyrøjede charme. Og så er særligt hendes sangtalent jo blændende, og hun rammer de høje toner så fint, at de små hår op til flere gange rejser sig på mine arme.

Også Anders Baggesen som Elizas (u)charmerende drukkenbolt af en far, Alfred Doolittle, scorer fra første, rødøjede blik højt på grin hos både undertegnede og resten af publikum. En stor cadeau skal ligeledes lyde til forestillingens ensemble. Fra begyndelse til slutning gør de det, der foregår på scenen, til en fryd af svingende skørter, elegante benspring og glimt i de mange øjne. Og apropros slutningen er den sigende, fin og på ingen måde så sukkersød, som min skeptiske ven ellers havde frygtet, fortæller hun mig, da tæppet er faldet og klapsalverne rundet af.

”Jeg tror, barometret er røget ned på tre,” hvisker hun med henvisning til skepsisbarometret, da vi snor os langs stolerækkerne for at komme ud af salen.

”Det var jo virkelig flot og overvældende med sådan en musical.”

Jeg må give min ven ret (mens jeg samtidig fryder mig over at have skubbet skepsiskvoten i nedadgående retning). My Fair Lady er en virkelig, virkelig flot forestilling. Scenografien er mageløs: Higgins toplansstue med detaljer som grammofon og bøger oser af intellekt, mens mrs. Higgins havestue rammer den helt rigtige følelse af engelsk idyl. Samtidig er stykkets helhed i top. Der er fine overgange fra dans og musik til skuespil, og samspillet mellem scenerne glider naturligt og let. Stykkets længde er, som det er tilfældet med de fleste musicals, dog til den lange side. For min smag også den lidt for lange side. Og så er det altså bare en vanvittig udfordring at gøre så kendt og elsket en musical til noget nyt og unikt. Men jeg føler mig underholdt, glad og opløftet, da jeg forlader Aarhus Teater, og det er jo trods alt det allervigtigste.

Kulturshot giver My Fair Lady fem kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter her.

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere