Melodien, der blev væk

melodien der blev væk

5
Hverdagens ulidelige kedsommelighed

Nørrebro teater, 20. februar – 17. april

Kjell Abels over 80 år gamle klassiker “Melodien, der blev væk” er blevet støvet af på Nørrebro Teater og har fået nyt tapet. På trods af alderen, virker forestillingens tema højst aktuelt; jagten på lykken, i hverdagens ulidelige kedsommelighed. At finde melodien, så at sige. Og det er lige dét, vores hovedperson Hr. Larsen har besluttet sig for at gøre.

Men at følge sit hjerte er aldrig let, når man skal bryde ud af en form, man ikke passer ind i. En form dikteret af vaner, traditioner og “sådan gør man altså bare”‘er. Hr. Larsen må rette sig ind for at få “det gode liv” med job med bonusser, kone, hus og hjørnesofa. Men formen strammer og klemmer melodien ud af ham. Derfor sætter hans kone, og hendes uudholdelige svigerfamilie en eftersøgning i gang på melodien.

melodien der blev væk“Melodien, der blev væk” er en tragikomisk og surrealistisk forestilling. Det foldes ud i den stemningsfulde, elektroniske lydside af kapelmester Hannah Schneider, som forbliver tro mod de gamle sange i moderniseringen af dem.

De nyfortolkede sange har en melankolsk klang, der minder os om, at livet måske ikke liiiige var det, som vi havde forventet og håbet på; “Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt,” synger Hannah Schneider til den udslukkede Hr. Larsen.

 

På trods af alt denne tristesse, er det rent faktisk en virkelig sjov og munter forestilling, som har en slags barnlig livsglæde

Men det ses også i den konstant roterende og næsten surrealistiske scenografi, som minder om en ond drøm; Et gråt tapet og en diset belysning sætter stemningen for den gråvejrsramte tilværelse. Et næsten Kafkansk kontorlandskab af ansigtsløse medarbejdere, der alle hedder Møller. Et Magritte-inspireret drømmescenarie med røde balloner Og Autoriteter udstillet som kæmpe dukker, der tilkæmper sig deres rette plads, og er både grusomme og grinagtige.

På trods af alt denne tristesse, er det rent faktisk en virkelig sjov og munter forestilling, som har en slags barnlig livsglæde. Håbet er ikke ude endnu, for Hr. Larsen, spillet af Esben Dalgaard med en smittende entusiame. Forestillingens karakterer formår i tråd med resten af forestillingens stil, både at være genkendelige OG gakkede. Hr. Larsens naive og oprørske kone Edith. Ediths dominerende og bestemte svigermor, og hendes udertrykte mand, som er så meget under tøflen, at han er holdt op med at vokse.

“Melodien, der blev væk” er en både munter og tragikomisk forestilling, som på trods af sine 80 år på bagen, passer lige ind i 2016. Vi har alle brug for at finde melodien, og der er god chance for at finde den på Nørrebro Teater.

Du kan læse mere om forestillingen på Nørrebro Teaters hjemmeside her.

FOTO: Ulrik Jantzen

 

 

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere