Scattered

scattered6_chrisnash_web

3

Isen smelter i teknologisk danseforestilling, men mangler alligevel varme

Kompagniet Motionhouse(UK), Baltoppen 2-5. november og derefter på turné i England og Tyskland

 

En danser spankulerer legende rundt på toppen af en hvid væg. Pludselig lader hun sig falde ned af de skrå sider. Publikum giver et lille gisp, men hun lander sikkert i en vandpyt. Py ha, det var lige ved at blive farligt.

Det britiske kompagni Motionhouse kombinerer i danseforestillingen “Scattered” skarpt udført moderne dans med videoprojektioner i IMAX. Sådan kan scenens hvide væg, som er den centrale scenografi, blive lærred for forestillingens visuelle visioner; isbjerge, verdenshavet, en knastør ørken, og sågar en kummefryser.scattered6_chrisnash_web

Dansere går frysende rundt hen over en baggrund af isbjerge og isnende vand. En isflage glider forbi med en bænk balancerende på. Er dette mon et dystopisk fremtidsunivers? Kan det være klimakrisen, der for alvor har fået fat om kloden, og vandet jordens overflade? Senere fremtoner sig en knastør ørken, jo temperaturerne er vist steget lidt.

Lærredet skifter mellem kolde og varme scenarier, men på trods af at danserne skutter sig i kulden, og smider trøjerne i varmen, mangler de indlevelse når dansen for alvor går i gang. Koreografien er flydende og kreativ og skarpt udført, men netop denne nøjagtighed lægger en dæmper på det emotionelle udtryk, og jeg undrer mig over, hvad det er, jeg egentlig skal føle. Hvad handler forestillingen egentlig om?

Idéen med lærredet og billederne, som danserne interagerer med, er finurlig og fantasifuld. Men projektionerne lider af at være uden dybde, og ser desværre en anelse gammeldags ud. Jeg bliver ikke helt overbevist, og jeg bliver ikke helt revet med.
Først da danserne for alvor begynder at bruge den skrå væg, ved at løbe op over den, eller kaste sig hovedløst ned ad den, og danne skvulp og bobler i lærredets vandprojektioner, kommer virkemidlerne endelig til deres ret. Der må jeg tage mig selv i at rokke med til den elektroniske musik og holde vejret, hver gang danserne hovedløst kaster sig ud over scenekanten.

“Scattered” er en fantasifuld danseforestilling, med skarp koreografi og teknisk overlegne dansere. Desværre bliver jeg ikke revet med af teknologien, og jeg mangler lidt varme fra danserne her i den kolde tid, vi går i møde. “Scattered” får 3 kanyler.

Du kan læse mere om Motionhouse og deres forestilling “Scattered” her.

FOTO: Chris Nash

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere