En klassisk historie med et nyt perspektiv
Teatret Gruppe 38, 5.-7. september
Det er første gang jeg besøger Teatret Gruppe 38 på Mejlgade i Aarhus, men jeg kan allerede føle teatrets særlige stemning, da jeg træder ind i den lille cafe, der er samlingssted før forestillingen. Det summer af snak fra de små, runde borde, hvor folk nyder en kop kaffe – til 10 kr! – fra baren, mens de forventningsfuldt kigger hen mod den sorte dør, der fører ind til teatersalen. Da klokken bliver 19.30 bydes der velkommen af en medarbejder. Døren åbnes og publikum føres ind i et sort rum med unummerede siddepladser, hvilket skaber en skøn uhøjtidelig stemning.
Bag en sort halvvæg sidder to mænd, der spiller klavermusik. Bortset fra en hvid, oplyst sky-lignende genstand og en sort stol forrest på scenen, er rummet sort og mørkt. Da publikum er på plads, kommer der et skarpt, gult lys på scenen, og en ældre kvinde med stort gråt hår og store udtryksfulde øjne træder frem. Det er Maria, jomfru Maria, Jesus’ mor. Hun forklarer, at mænd, som hun kalder for ”Vogterne” eller ”Forfatterne”, vil nedskrive fortællingen om hendes søn; om ”ham”, som hun kalder ham. Herefter begynder hun at fortælle historien om Jesus, set fra hendes – en mors – perspektiv. Hun fortæller om ham, der opvækker Lazarus fra de døde. Om ham, der kalder sig selv for Guds søn. Om den bevægelse han sætter i gang. Om Marcus, der advarer Maria om, at Jesus skal korsfæstes. Hun fortæller om selve korsfæstelsen, om de rædsler og den sorg, der fulgte hende imens og efterfølgende. Hun vender til slut atter tilbage til ”Forfatterne” og deres ønske om en enkel fortælling, uden detaljer. En fortælling, som Maria gennem forestillingens 70 minutter netop har vendt op og ned på.
…..sorgen og afmagten føles
nærmest fysisk i det mørke lokale
Selv om Maria, portrætteret af Bodil Alling, er eneste skuespiller – eller historiefortæller, som man i dette tilfælde burde kalde det – formår hun at give fortællingen liv, så man som publikum nærmest kan se begivenhederne for sig. Undertegnede fik en følelse af at sidde i stue med et ældre familiemedlem, der så levende og detaljeret kan beskrive episoder fra livet, så man tryllebundet føler, man har set det med sine egne øjne.
Det er på ingen måde en tempofyldt og spændingsmættet forestilling. Det eneste, der varierer, er lysets position på scenen, baggrundsmusikken og Marias placering på scenen. Forestillingen foregår i et roligt tempo, kun ledsaget af det sorte rum, Marias dybe stemme og den fortælling, som vi alle kender. Og så alligevel ikke. Maria ser nemlig ikke Jesus som verdens frelser, men derimod som hendes søn, som hun ville have gjort alt for at beskytte mod det følge af ”udskud”, som hun mener fulgte ham. Som hun proklamerer, vil hun ”[…] have skruet tiden tilbage fra før døde kunne rejse sig og gå”. ”Marias Testamente” er en mors fortælling om sin søn og om den smerte, der er forbundet med at skulle miste ham. På denne måde adskiller Marias fortælling om tabet af et barn sig ikke fra andre beretninger om det samme. Men smertefuld, det er den. Forestillingen har flere rørende øjeblikke, hvor sorgen og afmagten nærmest føles fysisk i det mørke lokale. Den blodige og detaljerede beskrivelse af Jesus’ korsfæstelse er stærk og gribende, og det samme er forestillingens slutning, der bryder med det ellers så rolige tempo og efterlader én med en stor klump i halsen og maven.
”Marias Testamente” er en smuk og anderledes fortælling om tab, sorg, smerte og død. Netop fortælleelementet kan dog godt blive en smule ensformigt, så man desværre ikke sidder tryllebundet i alle 70 minutter af forestillingen. Men den måde, hvorpå Bodil Alling skaber liv til Maria, og de tråde, der skabes til debatten om at dø for en større sag, gør forestillingen troværdig og seværdig. Kulturshot giver derfor 4 kanyler til ”Marias Testamente”.
Du kan læse mere om forestillingen og Teatret Gruppe 38 her.
Anmeldelsen er skrevet af Louise Højmark
