Kan ægte kærlighed kun være gensidig?
Husets Teater, 19. september til 17. oktober
Vi møder to ældre par på scenen, manifesteret i fire unge kroppe. De to par har kendt hinanden igennem næsten et helt liv og er hinandens bedste venner.
Under overfladen gemmer der sig hemmeligheder om forbudt kærlighed – både på den ene og den anden led – på kryds og på tværs. I fragmenter (for)vikles vi sammen med skuespillerne ind i en historie, der ikke er den første af sin slags – og formentlig heller ikke den sidste.
Danny og Sandra er gift og Albert og Margrethe er gift. Sandra er forelsket i Albert, Danny tænker konstant på Margrethe, og måske er Margrethe også vild med Danny, og Albert med Sandra.
Vi er både i deres pure ungdom, men også på alles dødsleje, hvo
r sandheden måske kommer frem. Igennem de fragmentariske fortællinger kredser de to par konstant om spørgsmålet: Kan ægte kærlighed kun være gensidig?
Igennem forestillingen både bevises og modbevises det, og som publikum bliver der ikke taget stilling for én, vi skal selv tænke vores.
Scenografien er enkel, men virkningsfuld. Det føles som om vi kigger ind i en garderobe på et teater; et langt spejl, borde nedenfor og de ikoniske bare pærer rundt om spejlet. Det er ikke sikkert at vi er i en garderobe, og det er heller ikke vigtigt, hvor vi er scenografisk – for i fortællingerne kommer vi vidt omkring, og det sørger skuespillerne for at vi forstår scenisk.
I spejlet spejles vi, publikum, og vores egne illusioner om kærlighed, hvor scenografien altså byder op til eftertanke i sig selv, og det er en sjældenhede, der er rar at se på scenen.
De fire skuespillere portrætterer de fire karakterer med stor indlevelse og præcision. Manuskriptets dramaturgiske krummelurer kunne måske have tabt publikum i historierne, men det sørger skuespillerne for ikke sker, og man føler sig tryg i deres hænder.
Særligt Stina Mølgaard skiller sig ud, og giver os lyst til at se mere til hende. Hun formår både at rumme det fine, det skøre og det alvorlige, og dét sammen med den enkle scenografi og de smukke musiske elementer, trækker forestillingen op.
”Illusioner” er en fin forestilling med gode skuespilpræstationer, men den lider under et konstant lavt tempo, der desværre får den til at føles lang og lidt tung – og det er synd. Kulturshot smider derfor tre kanyler mod Illusioner.
