Vores “tour de anmelder” er nu noget frem til Tine Hjorths minder fra 2014.
Læs hendes dom over det forgange år, og hendes våde drømme for det næste.
2014 er gået, og det er tid til at reflektere over, hvad det bragte med sig af fantastisk og mindre godt teater. Jeg er så heldig, at have fået lov til at se og anmelde et bredt udvalg af forestillinger, og der er enkelte, der springer i øjnene, når jeg tænker tilbage. Lad os starte med det gode…
Årets forestilling for mig er uden tvivl “Ilt“, der spillede på Husets Teater med Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan. Så enkelt, så smuk og så usandsynligt hjerteskærende på samme tid. “Ilt” er et rammende billede på vores tid, og som ung kvinde der balancerer på tærsklen til at være voksen, ramte den lige der, hvor al min tvivl og angst, mine forhåbninger og drømme gemmer sig.
Forestillingen italesatte min virkelighed på en måde, jeg aldrig har oplevet før, og i efterdønningerne af den, fandt jeg mig selv stortudende og dybt berørt. Det er teater, når det er bedst.
Mit højdepunkt i Kulturshot-regi må være Sydhavn Teaters “Et Mobilt Dukkehjem“, baseret på Ibsens velkendte klassiker. Her var sproget især til at begejstres over, og skuespilspræstationerne var solide, troværdige og interessante. Det var intimt teater, der stadig føltes trygt og sjovt, og forestillingen formåede at puste nyt liv i en ellers fortærsket historie.
Af det mindre gode husker jeg især “Warszawa” på Teater Grob. Magen til infantil humor og dårligt manuskriptarbejde skal man lede længe efter, og jeg håber inderligt, at Grob formår at trække “Det 6. Kontinent”-serien op af sølet med deres næste forestilling Jorden Brænder, som virker både lovende og morsom. Jeg krydser fingrer, og håber på, at jeg snart kan være en glad anmelder igen.
2015 byder selvfølgelig også på en række forestillinger, jeg ikke vil gå glip af. Af disse kan især nævnes “The Black Rider” på Betty Nansen. Forestillingen er skabt af Robert Wilson, Tom Waits og William S. Burroughs, hvilket må siges at være en kraftfuld trio. Katrine Wiedemann instruerer og Michael Kvium kaster sig ud i scenografien. Kviums univers står for mig som noget af det mest interessante på den danske kunsthimmel, og jeg ser frem til at opleve hvordan, han vil konvertere dette til teatret. “The Black Rider” er en moderne klassiker, der bør opleves!
Eventministeriet genopsætter “Dette er ikke Stjernekrigstrilogien“, og selvom jeg nåede at se forestillingen sidste år, har jeg allerede sikret mig billetter til denne omgang også. Jeg har aldrig set så sjovt teater før. Jeg græd af grin, slog mig på lårene og pist væk var min træthed, der ellers havde været faretruende tæt på at få mig til at blive hjemme. Forestillingen er et eksempel på helt eminent humor, og bruger en noget nær genial fortællestil. Tag lige ind og se den, okay?
Sidst men bestemt ikke mindst glæder jeg mig til Vildskud – Festival for Uafhængigt teater, der er et fast indslag i min sommer. Festivalen finder sted i tredje uge i august, og fylder HusetKBH med vækstlagsteater af bedste skuffe. Jeg bliver gang på gang overrasket over niveauet og talentet i det danske vækstlag, og det professionelle teater kunne lære meget af aktørerne her, der udviser stor fantasi og kreativitet, og formår at lave vedkommende teater, der kryber ind under huden på selv den mest kritiske anmelder.
