Warszawa

Warsawa

2

Idiotsikre referencer og snotdumme damer

Teater Grob, 8. marts – 12. april

Warszawa er 2. del af Det 6. Kontinent-serien, der temamæssigt kredser om at være dansker i en globaliseret verden. I denne forestilling befinder vi os i Warszawa, hvor vennerne Johannes og David netop er ankommet. David er ud af det blå blevet gift med sin kæreste, og Johannes har derfor arrangeret en polterabendtur til den polske hovedstad, som de sammen besøgte på en interrailtur efter 9. klasse.  Nu skal de til Chopin-koncert og fejre Davids ægteskab! Den tredje ven, Rune, er på vej fra Beijing, men hans fly bliver konstant aflyst, og han flyver fra det ene land til det andet i forsøget på at nå koncerten i tide. Samtidig er der filmoptagelser i gang på hotellet, og vennerne støder ind i den evigt-coke-indtagende, amerikanske skuespiller Marc, og assistenten Louise, som de to venner kender tilbage fra gymnasiedagene, da hun var den lækre, uopnåelige 3.G’er. Efterhånden finder vi ud af, at der var en knap så romantisk grund til Davids giftermål, og at Chopins nocturne er godt mod alt.Warsawa

Handlingen er egentlig morsom, og balancerer fint mellem det absurde og det realistiske. Desværre er manuskriptet ikke ret velfungerende. Dialogen er funderet på jokes (og det er de dårlige af slagsen), øgenavne, sarkasme og et bjerg af referencer. Den bliver ved med at kredse om den varme grød, de endeløse gentagelser er både unødvendige og virkelig irriterende, hvilket resulterer i, at manuskriptet ender som en fortænkt og forudsigelig omgang mos. Da den usandsynligt klodsede Louise Madsen for gud ved hvilken gang får smadret sin næse og får næseblod, bliver man en anelse træt. Det var ikke sjovt første gang, det er heller ikke sjovt tredje gang. Det er en leflen for den laveste fællesnævner, og manuskriptet mangler en ordentlig portion finesse. Der bliver trukket tråde til Charlie Chaplins ”Diktatoren” og ”Venter på Godot”, og mens Chaplin-delen fungerer både humoristisk, stilrent og med klasse, så er referencerne til Beckett ærligt talt trættende og alt, alt for åbenlyse. Man skal lade være med at referere så skamløst til et af teaterhistoriens største værker, hvis man ikke kan gøre det med stil.

Skuespillet er generelt rigtig godt i “Warszawa”. Især Jens Sætter-Lassen er dejlig, og han forstår at portrættere den, på overfladen, muntre David, der i virkeligheden slet ikke har så meget grund til glæde. Hans karakter er den, hvor der er mest at arbejde med, og det er synd, for man kan mærke at Cyron Melville, Mia Lerdam og Malte Joe Frid-Nielsen har masser at tilbyde, men manuskriptet låser dem i karakterlignende og stereotype roller, hvor deres talent kun glimtvis får lov at skinne igennem, hvilket bringer mig videre til endnu et kritikpunkt. Hvor er det dog ironisk (og helt forfærdeligt tragisk) at gå i teatret på Kvindernes Internationale Kampdag, for derefter at blive mødt med en fuldstændig usandsynlig og helt igennem klichéfyldt kvinderolle. Tøsen er vitterligt så dum, at hun ikke kan åbne en pose chips. Hvor er det dog et rædsomt og trist skidt tilbage for dansk dramatik. Jeg har intet imod humoristiske karakterer, og jeg griner gerne af en blondinejoke, men en forestilling har et grundlæggende problem, når alle de kvinder der optræder, både på eller udenfor scenen, enten er snotdumme, hysteriske, løgnagtige eller irrationelle. Teater Grob er normalt et sted, der er leveringsdygtig i skønne, relatérbare og vedkommende forestillinger, og derfor er det så voldsomt ærgerligt, at forestillingen er til fals for letkøbte jokes om den irriterende kvindebladslæsende hystade.

”Warszawa” har et godt plot og nogle talentfulde skuespillere, men desværre bevæger karaktererne sig ikke ud over klichéerne, de uendelige jokes og gentagelser, så slutresultatet er desværre en virkelig irriterende oplevelse. Kulturshot kan kun sende to kanyler afsted i denne omgang.

Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grobs hjemmeside her.

FOTO: Christian Geisnæs
Anmeldt af: Tine Hjorth

Tine Hjorth

Jeg er uddannet kandidat i Teatervidenskab og performancestudier på Københavns Universitet, og arbejder freelance som forestillingsleder både i vækstlaget og på de etablerede scener. Jeg holder af teater, der har en skarp visuel profil, og som tør berøre både de store spørgsmål og de helt nære hverdagsemner.

Vær den første til at kommentere