Meningsløs sjov med døde dyr
Teater Får302, 3.-26. februar
I venteværelset på kæledyrskrematoriet venter 3 mennesker på at få udleveret urnen, med deres kæledyrs jordiske rester.En mand græder over sin elskede hund Pytte, og mindes hendes store, sorte, våde hundeøjne.
En kvinde begræder tabet af marsvin nummer 9 (alle ved navn Bimmer), og en anden at katten Preben er blevet til luft (han var ellers en kat efter yatzy). Der sidder også en mand helt stille i hjørnet, der går et stykke tid før han har noget at sige.
I første del af ”Trofast”, kommer alle de små historier, som de her ekstreme kæledyrsejere, kan fortælle om deres forhold til de afdøde (og nybrændte). Der er mange sjove små sekvenser og udbrud.
Der bliver ført samtaler om valg af urne 1 eller urne 2 og naturligvis hvilken slags kæledyr det er okay at have (et usundt forhold til), når man er blevet voksen.
Men derudover er der ikke meget godt at sige. Fra venteværelset, kommer de ud på en dyrekirkegård, Det er mørkt og den tidligere tavse mand, der hedder Palle og er personale, skynder på dem for at de skal grave huller til deres dyr. De kan ikke finde ud af det, og imens lyder mærkelige fugleskrig over dem, og sikkerhedsvagtens hunde kan komme hvert øjeblik det skal være.
Da Palle pludselig forsvinder for at dukke op igen med indiansk hovedbeklædning, og neonfarvede tapestriber på sin nøgne overkrop, begynder det for alvor at smuldre.
For det giver ingen mening. Der er ingen fremdrift, der er ingen udvikling hos karaktererne. Det minimalistiske venteværelse fungerer i det mindste i sin enkelhed, men derfra bliver dynget lag på lag på lag, på den i forvejen meget spinkle historie.
”Trofast” får to shots. Et shot for replikkerne der egentlig er velskrevet og hovedsageligt godt leveret, og et shot for begyndelsen i venteværelset, der var lovende. Men udvikling, historie, mening, sammenhæng og stof til eftertanke var der ikke noget af.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Får302’s hjemmeside her.
FOTO: Thomas Cato
Anmeldt af Johanne Hav Hermansen
