Dagen før

6 kanyler

En smuk, humoristisk og intens rejse gennem det Kim Larsen’ske univers

Aarhus Teater, 13. december – 1. februar

Jeg er vokset op med Kim Larsens musik og hans sange er noget, jeg altid forbinder med mindet om min barndom. Det var derfor med forventningen om, at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente, at jeg fredag aften ankom til Aarhus Teater for at overvære teaterkoncerten “Dagen før”, der er baseret på tekst og musik af Larsen. Ville teaterforestillingen kunne leve op til mit billede af den folkekære musiker som en rå, provokativ og dygtig sangskriver? 
dagen før

Lad mig allerede nu afsløre, at ja; forestillingen levede på alle måder op til min idoldyrkelse af Larsen. Det er vanskeligt at forklare handlingen uden at ødelægge det uforudsigelige element, som skildringen af hans sange fremmaner – og som i den grad er et plus ved forestillingen. Jeg vil derfor nøjes med kort at fremhæve den rejse, som musikken fører publikum gennem i løbet af forestillingen. En rejse fra barndom til voksenlivet, hvor flere klassiske faser som den første ungdomsforelskelse, rejse- og frihedslængslen, kæresteri, den ulykkelige kærlighed og karriereræset skildres. Begrebet ”rejse” sættes desuden under særligt fokus, idet kufferten som rekvisit har en ganske særlig – og overraskende – plads i forestillingen. Da det samtidig jo er en teaterkoncert, er dialog nedprioriteret, og sang og musik er fremhævet. Normalt er jeg glad for en god dialog, men i dette tilfælde fungerer sang og musik på bedste vis alene. Sangene fremføres af fem dygtige skuespillere og sangere, hvor Jimmy Jørgensen og Anne Vester Høyer især må fremhæves, da de begge synger helt igennem fantastisk. Jimmy Jørgensen tilfører med sin rå rockattitude og hæse stemme noget særligt til alle sange, mens Anne Vester Høyer synger smukt og gåsehudsfremkaldende, især ved de stille numre.

Sangene fremføres nyfortolket og med kant, men i den bedste Larsens’ske ånd med skiftevis masser af humor og intensitet. Den, for mig, endnu ukendte Kristoffer Fabricius formår at fange publikum, og hans isblå øjne og drengede smil fungerer perfekt i rollen som blandt andet ung, forelsket fyr og midaldrende mand på flugt fra strisserne. Derudover er det den første teaterkoncert jeg har set, hvor musikerne i dén grad involveres på scenen som et element i forestillingen. Det fungerede helt fantastisk, og gav især en ekstra dimension til aftenens næstsidste nummer, hvor scenen blev forvandlet til en festlig legeplads for voksne.

Alt i alt spillede det hele bare sammen i Dagen før. Lys, sang, musik og rekvisitter udgjorde et underholdende hele, hvor man som publikum skiftevis sad med enten et kæmpe smil på læben eller en lillebitte tåre i øjenkrogen, når det hele blev lidt for smukt og intenst. Hvis du, som jeg, er kæmpe Kim Larsen-fan, vil du kunne tilføre en ekstra dimension til dit kendskab af hans sange, og samtidig få en yderst underholdende aften. Hvis du stadig er på nybegynder-stadiet med hensyn til Larsen, skal du alligevel skynde dig af sted – for så kan du nyde en herlig aften med massevis af god musik, humor samt oplagte skuespillere og musikere. Jeg kedede mig ikke ét sekund, og ønskede kun, at forestillingen skulle vare ved, da den var slut. Jeg kvitterer derfor for en dejlig december aften med seks begejstrede kanyler.

Anmeldelt af Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere