Traum

5

Alle dine drømme vil gå i opfyldelse

Københavns Musikteater, Teater Bidt, 30. januar – 13. februar

traum_foto1_mallemadsencomHvad drømmer du om? Palmer og sandstrand? At blive forelsket? At blive rig? Fred i verden?
I TRAUM er der plads til alle publikums drømme, og Teater Bidt gør sit bedste for at opfylde dem.

I den hyggelige foyer på Københavns Musikteaters får hvert enkelt publikum lov til at skrive en drøm ned, som vil blive opfyldt i forestillingen. Det kan være en stor, en lille eller en mellemstor drøm. Drømmene arrangeres på et stuebord på scenen i kategorierne; (1)Kærlighed, (2)Krop, sind og personlig udvikling, (3)Kollektive drømme, (4)Materialistiske drømme og (5)Karriere.

På scenen står 4 performere, en musiker og en lysdesigner klar til at udleve vores drømme igennem improviserede scener. “Jeg drømmer om lykke og lyse nætter” står der på ét af drømmekortene. En vindmaskines rulles ind på midten af scenen, hvor performeren Daniel Norback nærmest lader sig bade i brisen. Med et taknemligt ansigtsudtryk, blæser hans lyse hår i vinden. Imens cykler Merete Byrial smilende rundt på scenen på en damecykel og vinker. Det er vist lykken!

Men det er ikke kun de søde drømme, der kommer i spil. Også de mørke og perverse drømme får lov til at blive udlevet. Dem kan publikum anonymt sende ind via sms-service. Drømme om at blive rig, have sex med en kendt, eller at ønske sin ekskæreste evig ulykke.

Det er dejligt at udleve sine drømme, men, bemærker Teater Bidt, det kan godt være man først mærker effekt3n af ‘udlevelsen’ om et par timer, et par dage, eller et par måneder. Men den vil komme, forandringen.traum_foto5_mallemadsencom

Til at udleve drømmene, har Teater Bidt en fantasifuld scenografi af Seimi Nørregaard. Fem store monumenter staver ordet “TRAUM”, og er fyldt med dimser og dutter; klovnenæser, vandpistoler, lommelygter, legetøj, blendere, sæbebobler, balloner. Her er der plads til leg.

“TRAUM” er en munter og sjov forestilling, som leger med vores inderste ønsker, men også med hele idéen om drømmen. Det særlige ved drømmen er jo, at vi ikke har udlevet den endnu. Den er en sød fantasi om en bedre fremtid, men hvad sker der så, når drømmen er udlevet? Bliver vi så lykkelige?

Teater Bidt består af performerne Kristofer Krarup, Susanne Bonde, Merete Byrial og Daniel Norback. Teater Bidt blev dannet i 90’erne og TRAUM er deres første forestilling i næsten 10 år.
Du kan læse mere om forestillingen på Købehavns Musikteaters hjemmeside her.

FOTO: Malle Madsen

 

Jeg er uddannet BA i Teatervidenskab med Dansevidenskab som bifag, samt MA i Moderne Kultur og Kulturformidling med bifag hos tillægsuddannelsen i Journalistisk formidling fra DMJX/Aarhus universitet. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere