The Artificial Nature Project

Mørket er totalt. Ikke et lysglimt finder vej gennem det fuldstændige mørke. Roen lægger sig langsomt over salen. Vi sidder længe i det sorte rum, i en tryg ro inden de første glimt kommer.

Snart fylder de hele scenen, som små stjerneskud, ildfluer, sølvglimt der daler ned. I baggrunden høres en rytmisk tone – og det er i momenter som om lysglimtene danser i det stadig totale mørke.

Da lyset for første gang langsomt blændes op, ser jeg et antal kroppe på scenen. Mest fylder dog disse glimtende stykker materiale, der er spredt i bunker over scenegulvet. De er sølvfarvede og performernes grå og sorte dragter forsvinder nærmest i det metaliske skær fra de små “glimmer-flager”. Og det er dette materiale der kommer til at tage fokus gennem hele “The Artificial Nature Project”, hvor det tager uendelige former og der foregår en kamp både med og mod dette “levende” materialet.

I løbet af forestillingen danner jeg utrolige mængder billeder af hvad der sker foran mig og materialets koreografi bliver i al sin simpelhed utrolig kompleks. Manden ved siden af mig på publikumsopbygningen griner, mens jeg bliver rørt – vi sidder med hver vores fortælling – og netop her lever Ingvartsens projekt virkelig. Og måske netop fordi jeg ikke skal forholde mig til menneskelige kroppe, men til et materiale, bliver jeg virkelig fri til bare at opleve legen og alvoren i materialets “liv”. Jeg er både i “outer-space”, på havets bund, ved lejrbålet og mange mange andre steder – og ikke-steder.

I forestilingens anden halvdel går lyset fra det hvide, metaliske til et rød-orange lys. Mysikken bliver her også mere insisterende og intens, og performerne henter “blæse-maskiner” til at påvirke, udfordre og styre materialet med. Med disse maskiner skabes eksempelvis meter-høje søjler af materialet, og der opstår en ny ustyrlighed og et kaos på scenen. Der hentes nyt materiale i form af større flager og performernes tilstedeværelse bliver mere til en slags maskinarbejdere. Deres hætter og beskyttelsesbriller leder mine tanker hen på elektronikfabrikker i Asien eller dykkere på havets bund. Uanset hvilke billeder kroppene skaber i den enkelte tilskuer, så er det spændende at se den dansende krop, som en arbejdende krop og hvordan denne krop udfører konkrete handlinger mens materialet danser.

…fordi jeg ikke skal forholde mig til menneskelige kroppe, men til et materiale, bliver jeg virkelig fri til bare at opleve legen og alvoren i materialets “liv”

Til sidst spredes materialet møjsommeligt over hele scenegulvet og performerne forlader scenen. Igen sidder vi længe i stilheden og ser hvordan materialet danser selv uden performernes hjælp – det glimter og der dannes mønstre ved små ændringer i lyset. Da performerne igen kommer ind, udfører de gentagende handlinger fra tidligere i forestillingen og mens de langsomt dækker lysstofrørene, der er scenens eneste lyskilde, til med materialet. Så sidder vi igen i det trygge mørke, der denne gang markerer forestillingens afslutning.

Alt i alt tilbyder Mette Ingvartsen med “The Artificial Nature Project” en stor sanselig oplevelse samt et intenst og legesygt univers og det skal der kvitteres stort for, med 5 fyldte kanyler.

Læs mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside her.