Metropolis – det skal du se!

Det er simpelthen utroligt hvordan august måned er fyldt op til randen med festivaler. Vildskud, Young Choreographers, Copenhagen Opera Festival og Copenhagen Summerdance, for ikke at nævne alle de festivaler som ikke har med scenekunst at gøre. Men der er en festival du skal lægge særlig mærke til. Metropolis festivalen som skydes igang onsdag d. 12. august – 29. august. Her kan du opleve international kunst og performances i Københavns gader – det er en festival og et laboratorium for udviklingen af den kreative by.
Programmet er fyldt med lækkerier, derfor guider kulturshot dig til 4 ting som står på vores to-see-liste.

 

“Drengen der aldrig flytter hjemmefra”
af Julian Toldam Juhlin

I et usædvanligt værelse på Vesterbro bor en dreng. Han bor alene, men er alligevel konstant overvåget … af sine forældre. Værelset er et green screen værelse, hvor han filmes dag og nat. I to år har han sovet med lyset tændt for altid at være synlig for kameraerne. Værelset live-transmitteres til væggene i børneværelset hos sin mor 24 timer i døgnet, så drengen aldrig rigtig flytter hjemmefra. Det lyder usandsynligt, men historien er sand og nu får publikum lov til at følge med fra barndomsværelset.
Frederiksberg Bredgade, 15-23. august.

Tape Copenhagen” af Numen/For Use

Tape_Melbourne_15092011TAPE142I Nikolajs Kunsthal kan du opleve en kæmpe tapeinstallation som snor sig om kunsthallens søjlegange. 40 km transperant tape bliver klistret og klæbet sammen til store stærke pupper der svæver højt mellem søjlerne som et gigantisk spindelvæv. Du kan betragte værket udefra, eller selv bevæge dig ind i det store spindelvæv.
Værket skabte begejstring i både Paris og Melbourne, og vi glæder os til at blive begejstret i København.
Nikolajs kunsthal, 15-23. august

“12” af 12 performere i samarbejde med Kitt Johnson

Kitt Johnson, som for nylig vandt Årets Reumert for bedste danser, har iscenesat en koreografisk vandreforestilling på Refshaleøen hvor 12 performere guider dig rundt i de hemmelige afkroge af det industrielle område.

Oplev øen iscenesat i en koreografisk vandring, der fremmaner stedets mytologi. Overraskende pop-up tableauer iscenesat af performerne leder dig til ukendte steder. Du møder dem enkeltvist som sære karakterer i det monumentale landskab, og du møder dem i flok.
Det er altid spændende når Kitt Johnson er bag, og vi glæder os til at opleve alle smuthuller og gemmesteder på Refshaleøen
Refshaleøen, 15-23. august.

 

“Et Dukkehjem – preview” af Fix & Foxy og Teatergrad

dukkehjem_2Hvis du ikke har set Fix og Foxy’s “Et dukkehjem” før, så har du chancen nu. Ibsen-klassikeren er en af de mest spillede teaterstykker i verden, men du har sikkert aldrig set den i denne udgave.

Ibsen ville, at teatret skulle være ligesom det rigtige liv. Skuespillerne skulle agere som rigtige mennesker og scenen nøjagtigt ligne et virkeligt hjem. Derfor spiller ’Et Dukkehjem’ i et virkeligt hjem med et helt almindeligt par i rollen som sig selv.

Tre skuespillere, en iPod, et par, deres hjem samt 30 publikummer skaber sammen den mest naturalistiske udgave nogensinde af Ibsens verdensberømte ægteskabsdrama.

Lejligheder i København og Frederiksberg, 27.-29. august

 

Læs mere om Metropolis Festivalen og se det fulde program her.

Vær den første til at kommentere