Rituelt sanseteater
Københavns Musikteater, 13. – 31. januar
”Men nu har jeg en hjærne” er en musikalsk forestilling om livet og døden og alt det midt imellem.
Teaterrummet er blevet redefineret og i stedet for at se forestillingen fra en publikumsopbygning oplever publikum forestillingen nedefra, liggende i hver sin kiste. Er vi allerede døde? Skal vi begraves levende? Eller er dette simpelthen overgangen mellem liv og død?
I det store sorte teaterrum, hænger 40 små rødglødende pærer, én over hver kiste. De næsten våger over hvert publikum som de hænger der over én med en sagte belysning. Lamperne skaber en stemningsfuld stjernehimmel og giver rummet en religiøs eller rituel karakter – næsten som i en kirke. Det er en nydelse at betragte stjernerne fra kisten, hvor man ligger – endda ganske behageligt.
I dette stemningsfulde rum går 3 sortklædte syngende kvinder rundt. Er det sørgende enker? Eller valkyrier som skal tage os med til dødsriget? De synger melankolske sange med blide stemmer mens de går rundt imellem kisterne. Sangene er smukke og sørgmodige og akkompagneres af mystiske strengeinstrumenter. Teksten er baseret på digte af Gustaf Munch-Petersen, men jeg kan næsten ikke opfange selve teksten. Det gør måske heller ikke så meget. Det rør nemlig ikke ved den stemningsmættede forestilling, men alligevel frygter jeg at jeg er gået glip af nogle smukke digte, og måske nogle dybereliggende lag i forestillingen.
Tilbage står en meget smuk og sanserig musikforestilling. Jeg tager dog ikke så meget med mig hjem om døden og livet. Det bliver primært billeder, melodier og stemninger som ligger i min rygsæk på cyklen hjem.
Du kan læse mere om forestillingen på Københavns Musikteaters hjemmeside her.
