Træk vejret!
Husets Teater, 13. september – 11. oktober
“Ilt” er en forestilling om at kunne få vejret i en tid, hvor ozonlaget bliver tyndere og tyndere og i en alder, hvor de store livsbeslutninger trænger sig på, og gør det sværere og sværere at få luft.
To mennesker, en mand og en kvinde (måske de første, måske de sidste to tilbage på jorden) og et utal af pærer, som langsomt går ud, en efter en, i takt med at menneskeheden dør hen og stjernerne slukkes. Dertil Macmillans på en gang super hverdags-prægede og dog underfundige tekst, som ligger og svæver et sted imellem lyset og mørket. Dette udgør scenografien og forestillingen; enkel og simpel, og alligevel fyldt med symbolik. Ingen rekvisitter, ingen kostumeskift, ingen stemningsmættende belysning – der er skåret helt ind til benet.
Vi møder manden og kvinden første gang på en tur i IKEA, hvor børneafdelingen og børnefamilierne pludselig bringer det latent presserende spørgsmål på banen: “Skal vi have børn?”
Dette lukker op for et væld af overvejelser for parret; for er man overhovet klar, har man nået hvad man skal nå, er man voksen nok og har man råd? Og hvad med planeten? Har den overhovedet brug for flere mennesker til at sende CO2 gasser og andet møg op i atmosfæren? Er det overhovedet forsvarligt? Er det ikke baret egoistisk at ville have børn; at tilsnuske sig en lille kødklump man kan overdrysse med kærlighed, og udleve sine drømme igennem? Og ikke mindst holde parforholdet sammen med? Burde man så ikke i det mindste adoptere – burde dette ikke være det mest fornuftige, for både kloden og menneskerne?
Det er store spørgsmål som tages op, men det bliver gjort på en let tilgængelig og hverdagspræget facon, som det ene øjeblik er latterlig morsom, og det næste nu hjerteskærende. Skuespillerne Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan brager igennem med hud og hår og er det mest charmerende, irriterende og ikke mindst genkendelige par jeg længe har set på scenen. De elsker og skændes, og trænger hinanden op i kroge, så de næsten ikke kan få luft.
Men det er ikke kun karaktererne i fortællingen, som har åndenød. Publikum bliver også taget igennem en følelsesmæssig rutchebane, hvor man først er frustreret over karakterernes manglende beslutsomhed, kommunikation og deres modvillighed mod overhovedet at nærme sig voksenheden, som de står der, midt i IKEA og “tager snakken”. Og dernæst bliver man rørt over deres barnlighed og mærker hvordan ordene kryber ind under huden på en, og kradser liiige det hvor det gør ondt.
Duncan Macmillan beskriver selv forestillingen, som at være den ideelle ramme for “a very akward first date”, og det er netop sådan en forestilling, som tvinger en til at bringe de store temaer på banen efter forestillingen, nede i Husets Teater formidable bar. Ikke ligefrem første date potentiale, og måske man også skal tænke sig en ekstra gang om, inden man tager sin bedre halvdel med i teatret. Til gengæld er det en teateroplevelse dinr venner absolut ikke skal snydes for.
Husets Teater beviser endnu engang at de er det teater i København, som viser noget af det bedste nye dramatik. Der er ikke brug for Shakespeare, Holberg eller Tjekhov, når man kan præsenterer Macmillan (som oven i købet også har skrevet 1984 som netop nu kører på Betty Nansen teatret). Ordet står rent og kan klare sig helt uden effekt-mageri, overdådig scenografi og kostumer, så længe man har godt skuespil, skarp instruktion (Christoffer Berdal) og ikke mindst en genkendelig oversættelse (af Lars Mikkelsen og Husets Teaters very own Simon Boberg). Tag dine venner og veninder under armen og smut i Husets Teater!
Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter (eller årskort!) på Husets Teaters hjemmeside her.
FOTO: Henrik Ohsten Rasmussen
