En rejse til helvede med Simon Spies – Virkningsfuldt virkelighedsteater, som sætter spørgsmålstegn ved – ja, virkeligheden
Teater Grob, CoreAct, 5. maj – 24. maj
Det er en kvinde med et sort, påtrykt ANIKA på den hvide t-shirt, der tager imod publikum på premiereaftenen. Hun giver hånd og hilser venligt på alle, nærmest som blev man budt velkommen til hendes eget private hjem. Tre meter fra hende danser en krølhåret, dullet dame, der med en drink i hånden råber »hej skat« til samtlige mænd, og bevæger sig flirtende til det dunkende diskomusik i lokalet.
Den kontrastfyldte velkomst til performanceduoen CoreActs forestilling skal vise sig at være kendetegnende for aftenens begivenheder. Omdrejningspunktet er den dokumentariske fortælling om 15-årige Heidi, som på tragisk vis går fra piccoline og morgenbolledame hos Simon Spies til AIDS-ramt stofmisbruger. Den unge pige spilles af Sara Hjort Ditlevsen, der med sin barnlige kvindekrop perfekt portrætterer en skrøbelig, usikker ung pige, der var et let offer for ikonet Spies. Men Sara Hjort Ditlevsen er til tider også bare skuespilleren Sara Hjort Ditlevsen, ligesom Anika er Heidis biologiske søster, men også skuespilleren Anika, der spiller rollen som sig selv. På samme måde spiller Olaf Højgaard både Simon Spies og skuespilleren Olaf Højgaard, mens Helene Kvist er moderen Winnie, men også skuespilleren Helene Kvist.
Men det fortæller den skæbnesvangre historie om en ung stakkel, der mødte sit helvede i Spies-villaen i Rungsted. Og det fortæller med en humor, overbevisning og manipulation med sit publikum, som er ganske fortrinlig
Forvirret? Så bare vent til du selv sidder i teatersædet. Forestillingen igennem foregår der nemlig en konstant leg med og vekslen mellem fakta og fiktion, humor og alvor og spørgsmål og svar. Når det hele virker lidt for virkelighedsnært, er der oftest en fjollet sang, et skægt øjeblik eller en metareference, der forpurrer det dramatiske øjeblik. Og omvendt: Når det hele bliver lidt for skørt og opsat, er der et lysbilledeshow fra Heidis barndom eller en anekdote fra ”den rigtige Anika”. Jeg vil især fremhæve sammenblandingen af Olaf Højgaard/Simon Spies som særligt kraftfuld, for skuespilleren Olaf Højgaard leverer om nogen en klam og usympatisk version af rejsekongen – og stiller som skuespiller og privatperson samtidig enormt sympatiske spørgsmålstegn ved hans egen portrættering af Spies’ person.
Lige så vanskelige, som de forvirrende elementer er at gengive på skrift, lige så fint virker det, når du sidder i salen og betragter det, som CoreAct selv kalder for virkelighedsteater. Forestillingen igennem forsøger Anika, bl.a. ved hjælp af spørgsmål til Heidi og Simon Spies, at kaste lys over fortidens begivenheder. Hvad skete der egentlig med hendes søster, og hvem kan stilles til ansvar for Heidis skæbne? Teaterstykket giver intet reelt svar. Men det fortæller den skæbnesvangre historie om en ung stakkel, der mødte sit helvede i Spies-villaen i Rungsted. Og det fortæller med en humor, overbevisning og manipulation med sit publikum, som er ganske fortrinlig. For vil CoreAct sætte fokus på spørgsmålet om virkelighed eller spørgsmålet om Heidi?
I min optik kræver de mange spørgsmålstegn ikke respons, for forestillingen bed sig fast i mig både under og efter tæppet var gået; og det er svar nok for mig. Kulturshot kvitterer for en både forvirrende og fremragende oplevelse med 5 kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Grobs hjemmeside og om kompagniet CoreAct her.
FOTO:Karoline Liberkind
Anmeldt af: Louise Højmark
