Klassisk superdruktur i glassalen
Glassalen, Tivoli, 20. februar – 13. april
For snart 100 år siden skrev Avery Hopwood lystspillet “Den grønne elevator”. Siden har forestillingen været opsat utallige gange på de danske teatersener, små som store, og er sågar også blevet lavet til en dansk spillefilm i 1961 med blandt andet Kjeld Petersen og Ghita Nørby øverst på plakaten.
På teatret er det store komikere, der gennemtiderne har besiddet hovedrollerne; navne som Claus Ryskjær, Jørgen Ryg, Kjeld Petersen, og Lily Broberg, Kirsten Walther, og Lisbet Dahl.
Sidstnævnte er denne gang instruktøren på forestillingen.
I 2014-versionen i Tivoli er det ingen andre end Tommy Kenter og Bodil Jørgensen som besidder hovedrollerne, og efter aftenens forestilling, fristes man til at sige, hvem ellers?
Er det så sjovt, når det nu er 100 år gammel komik? Svaret er Ja!
Blanche Weehler (Bodil Jørgensen) og Billy Bartlett (Tommy Kenter) er vel nok teaterhistoriens mest godsindede og naive karakterer. Derfor aner de heller ikke uråd om, at deres ægtefæller er dem utro, ikke med hinanden, men til højre og venstre.
Det finder de, imidlertid ud af den aften, hvor begge deres ægtefæller må aflyse den fælles parmiddag under påskud af et ”Bestyrelsesmøde” og en ”Operatur”. For bagefter at efterlade Billy og Blanche sammen, hjemme i penthouselejligheden i New York. Det bliver begyndelsen på den største druktur i nyere tid. Her kan både “Sommer i Sunny Beach” og “Vinterdruk i Prag”, godt kan pakke sammen.
Med et skudsikkert team af skuespillere har Lisbet Dahl (instruktør) fået en virkelig flot forestilling op at stå. Helt klassisk uden så mange dikkedarer.
Er det så sjovt, når det nu er 100 år gammel komik? Svaret er Ja! Det er en powerforestilling med tempoet helt oppe på max. Humoren er lidt i stil med den, man finder i revy’en. Der er mange ordspil, misforståelser og akavede situationer. Der er ingen tvivl om, at Lisbet Dahl har haft en uudtømmelig kilde af ideer til hvordan denne opsætning skulle skæres, efter alle hendes år på cirkusrevyen. Hun har virkelig næse for den slags komedie, og hun har brugt ideerne godt!
Det var hysterisk morsomt, da Blanche river sig fri af sin forsigtighed og i raseri, lige nøjagtigt tør smide en bog på gulvet, og da Billy gør det samme med coveret fra en LP er salen lagt ned af grin. Det er disse små genialiteter, der er mange af og det gør det hele til en fryd at se på. For en ting der er svær at løbe fra, er udviklingen i komik de seneste 100 år.
Via tv og film er vi de sidste 25 år blevet bombarderet med komik. Især i den store bølge af Teen-movies findes der uanede mængder af akavede situationer og pinlige optrin.
Derfor er dét som engang var forestillingens morsomste passager, slet ikke så voldsomt sjove for et ungt publikum, da de har oplevet meget værre ting på film. Det er anbefalelsesværdigt at tage sine forældre eller bedsteforældre med ind at se dette lystspil.
De 4 biroller driver forestillingen fornemt frem og fungerer som excellente ”hjælperyttere”, men man må sige at det er hovedrollerne der for alvor er kød på. Bodil Jøgensen og Tommy Kenter er topcastet til rollerne.
I sidste del af første akt, hvor bar-vognen bliver tømt og den grønne elevator drink bliver opfundet, rammer de plet. De formidler følelsen og essensen af en meget beruset aften perfekt! Man kan ikke undgå at tænke på de, forhåbentligt få, gange hvor man er blevet så fuld, at saneserne totalt svigter. De gange hvor synet, følelsen, hukommelsen og balancen er blevet hægtet af. Men hvor man samtidig har det alt for sjovt til at stoppe!
En kvinde i slut 30’erne, der sidder foran mig, hvisker til sin mand under drukscenen ”Skal vi ikke tage os en cocktail senere”… og så er der vidst kun at sige; Bund eller resten i håret!
Kulturshot.dk giver “Den Grønne Elevator” 4 sprøjter og takker for at vi ikke fik tømmermænd!
Du kan læse mere om forestillingen på Tivolis hjemmeside her.
Anmeldt af Jacques le Renard
