En hjemlig og uhyggelig forestilling med stof til eftertanke
Teater Katapult, 18. september – 5. oktober
Jeg har aldrig før overværet en forestilling på Teater Katapult ved Godsbanen i Aarhus, og er derfor lige ved at fare vild i den kæmpestore bygning, da jeg skal finde teatret i det kunstneriske fællesskab. De forvirrede minutter er dog ventetiden værd – baren og venteområdet ved teatret er stemningsfyldt og hyggeligt, og personalet er venligt, smilende og afslappede. Ved siden af ligger teatersalen, hvor publikum ledes ind til dyster stemningsmusik, mens der foregår almindelig munter forvirring over de nummererede pladser. Pludselig står der en lille dreng – i en voksen skuespillers krop – med store lyse krøller og rygsæk på foran scenen. Han præsenterer sig som Uri på 10 år. Han har en diktafon med sig, som han har fået af sin far i fødselsdagsgave, og nu vil han fortælle publikum sin historie ud fra en tegning, han selv har tegnet. Det er hans fødselsdag i dag, og han kan nærmest ikke vente til det punkt i fortællingen, hvor han skal have flere gaver, hjemmelavet pizza og lagkage.
Samtidig fyldes det lille hjem mere og
mere af uhyggelige lyde og en udefinerbar,
men utryg, stemning, som langsomt,
men sikkert, også spreder sig blandt publikum
Handlingen fortsætter på selve scenen, der er rund, bygget i træ, og som indeholder flere ”rum” i Uris hus – køkken, stue, soveværelse – som man som publikum kan følge med i konstant. En smart, travl type farer ind ad døren med en coffee-to-go i hånden, smider nøglerne på køkkenbordet, lader sig synke ned i sofaen og tænder en joint. Det er Kevin, Uris far. Pludselig begynder han at græde, og allerede her får man som publikum den første indikation på, at ikke alt er helt okay hjemme hos Uri. Især ikke, da Elsa – mor og undertøjsdesigner – få minutter senere kommer hjem, og Kevin febrilsk smider sin joint i kaffekruset, tørrer øjnene og påtaget glad indtager rollen som lægefaderen, der har styr på det hele.
Herfra ramler tilværelsen mere og mere for den lille familie. Elsa har glemt at købe ind til Uris fødselsdagsmiddag, men har i stedet hentet sine nye, smarte designerstole, som passer perfekt til spisebordet. Kevins gamle underviser fra medicinstudiet, Humpher, kommer på uventet besøg, og ender med at drikke sig fuld på verrandaen sammen med Elsa, mens Kevin, der ligner en mand med et kommende nervesammenbrud, søger fred og ro på sit kontor. Når Elsa og Kevin ikke forsøger at opretholde facaden over for Humpher; ja, så skændes de. Midt i alt dette har alle glemt lille Uri, der egentlig bare gerne vil have en smule opmærksomhed, så han kan fortælle den helt rigtige historie til publikum. Men ingen vil høre efter, og de vil da slet ikke interessere sig for Uris tegning, selvom der er en underlig skygge derpå, som Uri ikke kan huske hvad skal forestille. En skygge ved badebroen. Samtidig fyldes det lille hjem mere og mere af uhyggelige lyde og en udefinerbar, men utryg, stemning, som langsomt, men sikkert, også spreder sig blandt publikum.
Das Unheimliches ramme er en metafortælling, hvor Uri søger efter den rigtige historie, som han ved er der, men som han ikke helt kan huske. Hans eneste hjælpemidler er hans tegning og brudstykker fra sin diktafon. Forestillingen er præget af en foruroligende stemning, hvor man som publikum ved, at der er noget galt, men det er uklart, hvad det helt præcist er. Har det noget at gøre med den mystiske skygge på Uris tegning? Eller handler det mere om ”Das Unheimliche” – og mystikken om, hvad dette helt præcist er? Er det, som Humpher fortæller, at bevidstheden kan fungere uafhængigt af hjernen; og dermed kan befinde sig i en tilstand, der indeholder det fremmede og utrygge, som vi ikke tør se og bevæge os ind i? Eller er det noget mere udefinerbart, som det er op til publikum selv at definere, når lyset igen tændes i teatersalen?
”Das Unheimliche” tilbyder en spændingsmættet, uhyggelig og kritisk kommentar til det Instagram-lækre liv, som virker så tillokkende på mange af os. For hvad betyder det om man glemmer at købe ind til sin søns fødselsdag, så længe spisestuestolene er i den helt rigtige turkise nuance? Forestillingen rammer plet i tiden, er smukt fortalt af Uri og efterlader én lidt mere eftertænksom og nærværende end før. Den er grundlæggende dyster, men indeholder også humoristiske elementer, hvilket giver en perfekt balance i det uhyggelige univers. Den noget lukkede slutning irriterede dog undertegnede en smule, og gør derfor, at Das Unheimliche desværre ikke kommer helt op at ringe. Men den gør indtryk, underholder og giver stof til eftertanke. Kulturshot giver derfor ”Das Unheimliche” fire kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Katapults hjemmeside.
Anmeldelsen er skrevet af Louise Højmark
