Æble 3-2-1

4
Sød børneforestilling om tal og æbler

Teater Zangenbergs Teater, Gazart (Tali Razga), 8. – 13. april samt 22. april – 4. maj

”Æble 3-2-1” på Zangenbergs Teater er en sød forestilling for de allermindste, som prøver at formidle matematik og venskab. Ud fra legen med at skifte en talrække (1 – 11) ud med ord (1, laks, 3, 4, 5, 6, 7, orme orme orme, 9, 10, æble!) prøver de at tænde børnenes nysgerrighed og gøre matematik til en leg.
Nu falder jeg selv uden for forestillingens målgruppe (2 – 6 år), men det virker som om børnene er godt underholdt. De sidder med åbne polypper på skødet af deres forældre, og virker meget optaget af det mærkelige der sker på scenen – om de er med på tal-legen eller ej er uvist.æble 3-2-1

På scenen møder vi 3 performere, 2 musikere og en danser. En pige (Sophie Espe) der er klædt i panggrøn tyl, ligner et stort grønt æble, og er lige til at spise. Hun introducerer publikum til forestillingen på en indbydende og afslappet facon. Så går forestillingen i gang! Æblet lægger ud med en lang række akrobatiske optrin udført i samarbejde med sin ven(Søren Linding Urup); en orange orientalsk inspireret orm, som nogle gange ikke kan modstå fristelsen og nupper en bid af sin ven – av for den!
I hjørnet sidder en musiker(Søren Dahl Jeppesen) og akkompagnerer hele optrinnet, men bliver også inddraget som den tavse ven i hjørnet af legepladsen, som hellere ser til mens de andre leger rundt på legepladsen. Og leget bliver der i den grad! Med stiger, tyl og kæmpemæssige guitarstrenge, med bolde og æbler, med musik og med hinanden.

Forestillingen er visuelt stimulerende, og performerne er vedkommende, gakkede og indtagende. Kostumerne sætter en drøm af idéer i gang i mit hoved og den minimalistiske (og turnévenlige) scenografi bliver udnyttet til fulde. Her er der plads til magi og fantasi! Scenerne centrerer sig om venskab, om at lege og at tælle æbler, men scenerne bevæger sig til tider lidt for langt væk fra hinanden, og jeg har svært ved at se den røde tråd.

Jeg foretrækker børneforestillinger som er poetiske, fordi denne ligefremme tilgang til livets store spørgsmål ofte mangler i ”voksenteater” (hvis man dog overhovedet kan snakke om en sådan betegnelse). Det er noget andet, som er på spil i ”Æble 3-2-1”, som både er humoristisk og inspirerende og hvor der er fart over feltet. Hvorfor skulle man ikke kunne more sig og samtidig lære noget?
Børnene når ikke at kede sig i de 30 minutter forestillingen varer og der slipper også grin og smil ud hos deres voksne.
Når forestillingen slutter med uddeling af æbler og flag til hele publikum, kan man ikke undgå at tænke på, at forestillingen til trods for spas og gakkethed formidler et budskab om sjov læring og sund kost.
Tag din nevø eller niece med i teatret, og start en lørdag morgen som Kulturshot gjorde, med højt humør og glade unger.

Du kan læse mere om forestillingen på Zangenbergs Teaters hjemmeside her eller om kompagniet bag forestillingen Gazart. Gazart står også bag forestillingen “Blåt”; du kan læse Kulturshots anmeldelse af denne forestilling her.

FOTO: Thomas Petri
Anmeldt af: Ida Fredericia

Jeg er uddannet BA i Teatervidenskab med Dansevidenskab som bifag, samt MA i Moderne Kultur og Kulturformidling med bifag hos tillægsuddannelsen i Journalistisk formidling fra DMJX/Aarhus universitet. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere