Von Baden leverer et medrivende, overraskende og tragikomisk Aarhus-drama
Svalegangen fra den 14. – 24. april 2015 og på Grob d. 2. – 15. maj
Der sidder en mand på en taburet. Han har ryggen til. Rummet omkring ham består af lyse fliser, og en ensom håndvask, der lyser op i midten. Et ur tikker i stilheden. Med ét vender manden sig mod publikum med vilde øjne midt i skægget og det kortklippede hår, der afslører en høj og bar pande. En gråhåret dame i praktisk beigefarvet tøj træder ind, mens en kvinde med markant, sort pagehår placerer sig på en skammel i scenens hjørne. Hun har en kuglepen i hånden, og noterer i rivende hast ned på et stykke papir.
Den gråhårede kvinde taler med rolig og langsom stemme, som vil hun berolige manden. Hun tæller ned fra ti.
”Jeg er altså ikke sådan en, der kan hypnotiseres,” skærer mandens stemme med klar, jysk accent pludseligt gennem luften.
Manden hedder Bent, og han er fra Aarhus. Han er i fængsel, for han har slået sin ekskone, Maria, ihjel. Men det kan han ikke huske. Efter Bent skød Maria, skød han nemlig også sig selv i hovedet. Dog uden at dø. Og nu kæmper en hypnotisør, en journalist og Bent selv for, at Bent finder frem til, hvad der egentlig skete den aften, han besluttede sig for at skyde den kvinde, han elskede.
Jeg havde på forhånd høje forventninger til Von Badens Manden der ville huske. For det første er jeg ret begejstret for dramaer fra den virkelige verden. I min optik tilføjer det ofte en lille smule ekstra uhygge til historien, a la ”Tænk at det her rent faktisk er sket!”
For det andet var jeg vildt spændt på, hvordan Von Baden ville transformere Anne Røgilds radiomontager, som stykket er baseret på, til teaterscenen.
Scenografisk rammer Von Baden plet. Hypnotisørens klinisk lyse lokale bevares gennem samtlige scener, men fungerer i tilbageglimt som både tyrolertelt til Aarhus Festuge, kulisse til Bents drukture i det aarhusianske natteliv og Marias hjem hos hendes nye kæreste. Med det rette røde, grønne eller gule lys ændrer stemningen sig med et knips fra Bents nutidige frustration til fortidens begivenheder, der førte til hans utilgivelige handling. Rekvisitterne er sparsomme, men virker nøje udvalgt. En revolver. En håndvask, der kan fyldes med blod. Et juletræ, som Maria pynter med fisk – en humoristisk reference til den fisker, hun forlod Bent for.
De humoristiske øjeblikke er netop et overraskende og friskt pust til forestillingens ellers tunge emne. Som en finurlig tilføjelse til dialogen synger Bent et par sange, der leder tankerne hen på et solidt, jysk værtshus. Hans ligefremme, brovtne facon og tunge, slæbende fødder, kan de fleste med rødder i en jysk provinsby nok genkende fra et par af de lokale eksistenser. Når Bent taler, får man lyst til at grine, men man gør det med en snert af dårlig samvittighed, for det ér jo en tragisk historie. Kombinationen af humor og drama kunne falde til jorden, men gør det ikke. Det fungerer faktisk bare rigtig godt, og det skyldes især skuespillernes timing og indbyrdes kemi. Frederik Meldal Nørgaard rammer den jyske rap i replikken-attitude til perfektion, og leverer sine replikker skarpt og præcis. Vibeke Hastrup er den rolige, afbalancerede hypnotisør/psykolog, der prøver at drive hukommelsen frem fra Bents gemmer med sine velplacerede spørgsmål. Og Laura Bach er intens og undersøgende som den journalist, der skal skrive Bents historie, men også smuk som Maria, effektiv som aarhusiansk sygeplejerske og lettere pinlig som Bents mor. Hun skifter ubesværet mellem sine mange roller, og glider overbevisende ind i dem alle. Det eneste, der ikke helt fungerer for mit vedkommende, er den erotiske spænding, der antydes mellem Bent og journalisten. Eller er journalisten i disse tilfælde Maria? Jeg finder aldrig ud af det, og det irriterer mig en kende efter tæppefald.
Ellers fungerer forestillingen faktisk i stort set alle henseender. Tidsmæssigt er den tilpas – ikke for lang, ikke for kort – og detaljerne virker nøje udvalgt, som om alt overflødigt er skåret fra. Manden der ville huske er et medrivende, overraskende, rørende og skægt indblik i en kompleks mands indre. Hverken verden eller menneskene i den er i sort-hvid, og det skildrer Von Baden på fineste vis.
Kulturshot giver forestillingen fem kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen her.
FOTO:Lana Ohrimenko
