Kulturshots Anna Skov har været til en ordentlig omgang festival i weekenden. Hvis du ikke selv nåede med på festivalen “Sneskud” d. 27.-28. februar, kan du få festivalens high lights lige her.
FREDAG D. 27 Februar
Klokken er lidt i 15.00, det er rent ud sagt skide koldt, og jeg har bevæget mig ind i gården i HusetKBH, for at være med til Sneskud, vinterbarnet af den større – og en smule varmere – Vildskud Teaterfestival. Et bodegabrunt klaver bugseres op på en lille overdækket scene. ”Vent jeg er ikke stram nok” siger en af de kæmpende. Hun hentyder til den sele, der går fra hendes hofte til bunden af klaveret – de sveder og puster, men missionen lykkedes.
Arrangørgruppen byder velkommen, og vi trækker op i TeaterHUSET’s lokaler. En sætning har sat sig fast i min hjerne: ”I må gerne male på klaveret”
En tilstand af tilbagetrækning
Det første sneskud, jeg skal opleve, er gruppen GEMS’ forestilling ”TRÆET UDENFOR”– et stykke om to mennesker som begynder at bo i en seng. På gulvet er placeret en hvid madras iklædt et nusset stræklagen med usandsynlige mængder rod udenom. Der bor to mennesker i sengen, som vist nok har indledt et kæresteforhold. På bagvæggen projiceres video af deres udsigt til verden udenfor, f.eks. byggeriet der foregår lige under deres vindue. I løbet af forestillingen trækker personerne længere og længere ind i deres tosomhed, nærmest i afmagt for larmen fra omverdenen, naboerne og de konstante ringende mobiltelefoner. Dialogen er meget sparsom, fokus er lagt på det visuelle og det sanselige. Som forestillingen skrider frem, kan jeg pludselig godt huske, hvordan det er at bo to mennesker i en seng i den allerførste forelskelsessymbiose. Jeg får en smule klaustrofobi og en ustyrlig trang til at rydde op.
jeg når faktisk kun 4 ud af 7 takket være undergrundsteaterfestivallers akilleshæl numero uno; HYGGEN!
Efter forestillingen er vi mange, der smutter ind i Sneskudsbaren – indrettet i to loungeområder i TeaterHUSET’s små lokaler, som jeg egentlig er vant til at bruge som øvelokaler. Det fungerer fantastisk, der er caféborde, en sofa og de fineste vintergækudklip i loftet og på bordene.
Programmet er egentlig lagt, så man kan nå alle forestillinger, hvis man kommer både fredag og lørdag, men jeg når faktisk kun 4 ud af 7 takket være undergrundsteaterfestivallers akilleshæl numero uno; HYGGEN! Det er simpelthen for rart, at sidde og snakke med publikum, arrangører, bekendte og fremmede, som netop har set samme forestilling som én selv. Skal man blive til en ekstra øl eller cola? Eller skal man få billet til næste forestilling, som vist nok ikke er udsolgt alligevel? Jeg tager mig selv i at blive hængende kun med en lille snert af dårlig teatersamvittighed.
Lige pludselig bryder STUDIET ved siden af ud i en kæmpe bølge af klap og hujen, det er Signe Flyvbjergs performance lecture ”ONE SIZE FITS ALL”, der er sluttet. Publikum kommer ud med kæmpe smil. Det forlyder, at de har fået gaver under lecturen, og de har åbenbart også fået noget andet;
”Jeg er virkelig glad for, at jeg fik set det, det var bare en eksplosion af professionalisme..” siger én
” .. ja og dybde og dimensioner!” siger en anden. Jeg skal se forestillingen i morgen, og jeg begynder at glæde mig.
Fysisk tragikomik over kontanthjælpsystemet
Næste skud er gæster fra Aarhus – TEATER KAKSI deltager med forestillingen ”LIGEGLAD”, som van
dt Quongafest 2014 og Ryslinge Højskoles udviklingspris. Publikum tages godt imod af to unge kvinder, der er iklædt orange fangedragter. I baggrunden spiller soundtracket fra Disneys ”Løvernes Konge”. Vi møder pigerne i deres første møde med systemet, CV – skrivningskursus modul 1, 2, 3.. og 8. Bemærkninger som ”det er vigtigt at huske at skrive sit navn og sine personlige oplysninger på” vækker genkendelsens suk hos de blandt publikum, der har været møllen igennem. Spillestilen er dy
namisk og akkompagneres af fysiske udfoldelser, der viser den voksende desperation over situationens umulighed. Spillerne henvender sig til publikum, og man føler sig virkelig taget ind i universet. De to arbejdsløse forvandles stille og roligt til et nummer i systemet, og kampen for at få et job bliver mere og mere absurd. Det bliver en spidskompetence at kunne slå en vejrmølle, og til sidst går der hak i pladen; ”Jeg er en frisk og livlig pige… jeg er en frisk og livlig.. jeg er en.. jeg er en..”.
”Det er præcis sådan det er! Det der Hvilken-fugl-er-du-kursus har jeg prøvet” betror én mig efter forestillingen.
Jeg runder klaveret på vej hjem, det er blevet malet på i en lidt goth-agtig stil. Der sidder en og spiller violin ved siden af, det er en hyggelig stemning at gå hjem til.
LØRDAG D. 28 Februar
Skræmmende sjovt
Lørdag eftermiddag skal jeg gense vinderen af Vildskuds publikumspris 2014; ”FABULATOR” af TEATER CIRCONFLEX. Forestillingen er et anderledes og perverst greb på velkendte børnerim, -remser og sange, som generationer af børn er blevet udsat for igennem tiderne. Jeg kan mærke på stemningen, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet CIRCONFLEX før, det grænser sig næsten til fanskare, og stemningen er meget forventningsfuld. Forventningerne skuffes ikke. Jeg veksler mellem højtlydte grin af de groteskt barnlige drillesekvenser og ubehagelige chills ned af rygsøjlen, især på numrene ”Lille Viggo vil du ride ranke” og verdenshistoriens mest uhyggelige børnesang ”Solen er så rød mor”. Det er kombinationen af voksne spillere i et uskyldigt univers, slikkepinde, vold, ”nu-skal-du-sove”-stemning, mareridt og sukker der er så absolut genial og unik.
De to sidste bilag, en rød pølse og en øl, sætter streg under at vi, publikum, er de ”normale”
Min sidemand vender sig grinende imod mig;” Det er sjovt”. Jeg er enig og svarer: ”Ja!.. og skræmmende” – ”Skræmmende sjovt” konkluderer han.
Efter forestillingen går jeg ned og trækker frisk luft, der sidder desværre en mand ved klaveret og ryger smøger.. øv. Min plan om at gå ubemærket ned og sprøjte maling på klaveret er ødelagt.
Finale
Klokken er blevet 18.30, og nu skal jeg endelig opleve ”ONE SIZE FITS ALL”. Det er en performance lecture, hvilket vil sige, at den er en art iscenesat akademisk forelæsning, der hjælpes på vej af virkemidler fra teatret. Med kombinationen af den græske tragedie ”Antigone” af Sofokles, PUT – Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet og min absolutte yndlingsskurk Magneto, bliver jeg udfordret –men på den helt rigtige måde. Flyvbjerg fortæller historien om Antigone, der sætter sig imod Kreons vilje, om Magnetos hævn over sin barndoms torturbøddel, om Hassan Preislers kamp for at passe ind i det danske samfund, om Fotografen Iiu Susirajas forsvar for den ekskluderede og skamfulde krop og sidst men ikke mindst PUT’s kamp for lige rettigheder, symboliseret ved en lesbisk bar i stedet for et kirkeligt pseudoritual.
Til at starte med skal jeg virkelig koncentrere mig om at skabe sammenhæng i min hjernes møde med Flyvbjergs fine performative spin af kaos. Jeg forstår så meget, at det handler om grænsen mellem det ”normale” og det ekskluderede individ, og hvilke våben den ekskluderede har til at indtage det politiske og kunstneriske rum. Vi får bilag som beviser pointen, og vi skal selv spille med. Jeg får lov til at spille Teaterchefen, der dømmer Hassan Preisler. De to sidste bilag, en rød pølse og en øl, sætter streg under at vi, publikum, er de ”normale”. Vi er dem, der kigger på de ekskluderede og dømmer dem. Tror jeg nok. Da jeg går ud, har jeg lyst til at se det igen. Har jeg overhovedet fattet, hvad der foregår? Eller er det min normalitet, der gør mig blind? Jeg håber at ”ONE SIZE FITS ALL” genopsættes.
