December – det skal du se!

putilla

December er over os! Her er 3 forestillinger, vi synes du skal presse ind mellem julefrokosterne, klejnevridningen og genudsendelsen af LOVE ACTUALLY.

 

”#YesAllWomen – Er du rigtigt køn?” på HAUT

YeswomanDer er kønspolitiske boller på suppen, når Ensemble 770° gæster HAUT umiddelbart før juleferien sætter ind. Hvad adskiller denne forestilling fra mængden af lignende eksempler, der er dukket op, her 100 år efter indførslen af stemmeret for kvinder?

Det er slet ikke en teaterforestilling – det er en undersøgelse. Gruppen arbejder uden manuskript, arbejder med scenarier og et repertoire af adfærd, der i samspil med publikum, skal undersøge kvindeliv og forestilling om kvinden i år 2015; hvornår er hun for stram? For blød? For hidsig? For sød?

BONUS: Ensemble 770° inviterer på sexistisk julestue før forestillingen hver eftermiddag kl. 17.00 – du kan bl.a. opleve facebookaktivist Sarah Elizabeth Daley(En Feminists Bekendelser) fortælle om sit forhold til kønsroller og feminisme d. 17/12 kl. 18.00.

”#YesAllWomen- er du rigtigt køn?” spiller fra d. 14.-20. Dec på HAUT – læs mere her.

 

”Puntila” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset

putillaVi går direkte fra unge kvinder til en ældre herre. Her hentydes der selvfølgelig til dramatiker og samfundsomstyrter Bertolt Brecht og ikke til Olaf Johannessen, som er en mand i sin bedste alder.

Hr. Puntila er finsk godsejer. Han har en datter, som han gerne vil gifte væk. Han har bare ét problem; Når han er ædru, ser han hende helst gift med en kedelig attaché (* en medarbejder på en ambassade) og når han er fuld med fuld på, vil han gerne tage sin chauffør og drukkammerat Matti, som svigersøn. Han bliver simpelthen et rarere menneske af at drikke, men muligvis ikke noget særligt fornuftigt menneske. Et finurligt twist er, at Matti ikke er 100% sikker på, at frøken Puntila har, hvad det kræver for at blive en god proletarhustru. ”Puntila” er en komedie om klasseskel, om at være et godt menneske og om alkohol som væsken der transformerer.

Se den som optakt til julefrokosten, eller når de moralske tømmermænd melder sig dagen derpå!

”Puntila” spiller nu – 27. Februar (og så længe DKT gider at opsætte den) læs mere her.

”HYG!” af FAMILIEN i samarbejde med TeaterFår302

Hvis du slet ikke er til politisk teater af nogen slags, så drej ned ad Toldbodgade, før du når til Skuespilhuset og oplev juleforestillingen HYG! – en generalprøve på juleaften hver dag i december.

Julen er en glad tid, julen er hjerternes fest og varme i familiens skød. Men julen er også fastgroede traditioner og forventninger, der pinedød skal indfries og være ligeså gode (eller dårlige) som sidste år. Hvordan skaber man plads til forandring og fornyelse, på den mest ikoniske dag på hele året, uden at træde nogen over tæerne? Det vil jeg også gerne vide.

Hver dag inviterer kunstkollektivet FAMILIEN en gæst på scenen, der skal have den perfekte juleaften – spændende!

”HYG!” spiller fra d. 1.-19. December på TeaterFår302 – læs mere her.

GO’ JUL !

Anna Skov

Uddannet BA i Teatervidenskab med sidefag i Digital Kommunikation og Æstetik. Til dagligt ruller jeg rundt på et gulv og laver dramalege med 3-6 årige. Jeg bliver tændt af teater, der eksperimenterer med formen og forsøger at interagere med publikum på nye måder- gerne ved brug af nye digitale medier! Jeg er også stor fan af nyskrevet dramatik. Du kommer aldrig til at møde mig til en genopsætning af Ibsen på Det Kongelige Teater.

Vær den første til at kommentere