Yahya Hassans Digte

547


Der er kaos, eftertænksomhed, musik, sang og stilhed, når Yahya Hassans digte fortælles fra en scene. Blandingen fungerer – også selvom du kender lyrikken hjemmefra!

Mungo Park, Kolding. 8. oktober – 25. oktober 2014 og 12. februar – 28. februar 2015

Et stort gitter i rustent materiale omgiver scenen på Mungo Park Kolding. På en gynge – et dæk i en kæde – sidder en lille dreng i en voksen mands skikkelse. Han er klædt i et slags Supermand-outfit: Hvid tanktop med glitrende tryk, hvide shorts, rødt bånd i panden. På hakkende, prøvende manér læser han op af Yahya Hassans Digte. Det er svære ord, og han kløjes lidt i det. Til venstre for ham sidder en kvinde bag gitteret. Bag ved sidder en herre med fuldskæg og jakkesæt. Til hans højre side hænger en ung fyr i gitteret. Der er helt stille. Kun drengens stemme lyder i rummet.

Pludselig brydes roen. Kvinden begynder at synge. Loftet åbner sig, og hvid sne falder ned over scenen. Høj, orientalsk musik strømmer ud i lokalet, og drengen på gyngen sætter i fart og gynger højere og højere, vildere og vildere – så vildt, at han næsten rammer publikum på første række.

Med ét bliver der ro igen. Musikken stopper. Herren i jakkesættet har rejst sig. Han puffer drengen væk fra gyngen, og begynder langsomt at pille den ned fra loftet.

De to scener er karakteristiske for hele teaterkoncerten. Musikalske og larmende iscenesættelser af 39 Yahya Hassans-digte bliver gang på gang afløst af fuldkommen baggrundsro, få bevægelser og en klar stemme – skiftevis én eller flere af de fire skuespillere – der fremsiger digtene. Det er langt fra monotont og leder bestemt ikke tankerne hen på en klassisk oplæsning. Digtene læses, fortælles, synges eller råbes. I samspil med komplet stilhed eller kendte og ukendte melodier. Og det giver et kaos og en bevægelighed, som gør, at publikum sidder yderst opmærksom: Hvad sker der næste gang?

Masser, er svaret! Publikum bliver trukket gennem Yahya Hassans Digte – og dermed den fortælling, digtene er – til orientalsk musik og dans. Til guitarspil og munter fællessang fra et sanghæfte med Dannebrog på. Til dyster baggrundsmusik. Til gamle dansktop-hits. Til julemelodier. Til nærmest erotisk oplæsning. Til diskolys, rockmusik og røgmaskine. Til enkle guitartoner. Til en klar stemme i en ellers stille sal. Humor blandes med alvor i et forrygende mix.

Og det er bare lydsiden. Udtrykssiden er ligeledes et virvar af kostumer, lysshow, rekvisitter og gøgl. Det store scenegitter skubbes rundt, så det kan danne både forestillingens ramme og en fængselsmur. Skuespillerne klæder sig i alt fra nærmest ingenting til grå jakkesæt og parykker. Der er et komplet kaos på scenen i forestillingens cirka 100 minutter. Og det fungerer! Skuespillerne har mimikken og fremtoningen med sig, og de glider naturligt ind i rollen som fortællere. På den måde virker både en kvindelig og mandlig skildring af Yahya Hassans Digte helt oprigtig. Også for én, der har læst bogen i forvejen. Især fordi der ikke bliver tolket yderligere på digtenes indhold, men blot fortalt den samme historie med sceniske virkemidler.

Det eneste, der ikke fungerer, er varigheden af Yahya Hassans Digte. De 39 digte skildrer den udvikling fra dreng til mand, der også fremhæves i bogen. Fra indvandrer til dansker, og tilbage igen. Flowet fungerer egentlig lige så godt på en scene, men det er 10 minutter for langt. En suveræn fælles skildring af et digt om social arv ser ud som en afslutning – men er det ikke. Og det er ærgerligt. De næste par digte virker overflødige efter sådan en salut, og giver forestillingen en knapt så blændende slutning, som man kunne håbe på.

Om du har læst Yahya Hassans Digte eller ej, er forestillingen dog et must see. Både for lyrikken og underholdningens skyld. Kulturshot giver fem kanyler til Yahya Hassans Digte.

Du kan læse mere om forestillingen her.

FOTO: Morten Fauerby

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere