Et skizofrent stykke
Teater Får302, 20. oktober – 19. november
”Frisørerne” er en forestilling, der leger med virkelighed og fiktion, mens den samtidig undersøger hvad kvindelighed egentligt betyder for kvinder i dag – krydret med en masse grin.
Scenen på det lille Teater Får302 er på fineste vis forvandlet til en trekantet frisørsalon, hvor publikum udgør den sidste væg. Spejle dækker de to andre, så alt på scenen spejles et utal af gange og kigger man godt efter, kan man også se sig selv.
I dette spejlkabinet af en frisørsalon møder vi fire frisører. Tre som er faste i forretningen og en der ansættes undervejs i stykket. Igennem de to timer stykket varer, ser vi alle slags kunder komme og gå. De gamle, de unge, dem der skal giftes og dem som har kræft. Fælles for alle er vigtigheden i at se godt ud.
Én kunde bliver ved med at komme igen i forskellige forklædninger. Denne mystiske kvinde bliver ligesomfrisørerne omdrejningspunkt for forestillingen.
Stykket kaster emnet kvindelighed op i luften, og viser det på et utal af måder. Herefter er det op til én selv at danne sin mening. De fem medvirkende skuespillere spiller hver især mange roller. De klarer elegant både at spille frisør og kunder samtidig. Med enkelte virkemidler, som en frakke over forrige kostume, er man ikke i tvivl om hvornår en ny figur kommer på scenen. Der er ikke en finger at sætte på deres præstation.
”Frisøserne” er sjov, nytænkende og godt sat sammen – især i første akt
”Frisørerne” er opdelt i to akter, der er som nat og dag.
I første akt bliver publikum præsenteret for rollerne i stykket. De fremstilles i starten som nogle lidt naive typer, som kun går op i deres og andres udseende. Men som stykket skrider frem, bliver denne – måske stereotype opfattelse af frisører – pillet ned I stedet kommer der nogle power-kvinder frem for øjnene af os. De kan både klare ulykkelige kemopatienter, gamle døve brokkende damer og nervøse brude som med fingre, mund og kamme gladeligt hjælpes på vej til bryllupsnatten. De fire frisører kommer til at udgøre en rolle som samfundshjælper, der er livsnødvendig for alle. Første akt er samtidig fyldt med sjove og skæve personer og episoder der- i hvert fald for mig – vækker genkendelse fra mit eget liv. Og ud fra de andre publikummers reaktioner og højlydte grin, tror jeg det samme gør sig gældende her.
Selv om slutningen af første akt ender med at blive meget gentagende, med kunder der alle sammen bryder grædende sammen, må første akt siges at være den klart stærkeste del ved forestillingen. Ideen med at lade figurerne udvikle sig for øjnene af publikum er enormt flot udført, og spændende at se på.
Skulle jeg bedømme første akt alene, skulle den have seks og af seks sprøjter. Andet akt er ikke nær så fuldendt som første. Selvom forestillingen leger med virkelighed og fiktion, er der her nogle spring i figurernes handlemønstre, som ikke giver mening. I stedet for at karaktererne løbende ændrer sig mod det absurde, og derved får endnu flere nuancer, udslettes de helt. Rollerne får uprovokeret en anden måde at være på, og det hele bliver mere og mere abstrakt og vulgært.
Normalt er jeg stor fan af, at lade meget af et stykke være op til publikum selv, men i dette tilfælde bliver det forvirrende. Alt hvad der så fint var opbygget i første akt forsvinder og power-kvinderne reduceres til en ynkelig klump kød, der er underlagt mandens vilje. Det er modsatrettet det budskab, der tegnes i første del, og man må som tilskuer ryste posen på ny – og så er der ikke lang tid tilbage inden stykket slutter, til at finde en ny sammenhæng på personerne og handlingen.
Mit feministiske hjerte, der ellers blev så glad for en ny vinkel på ”de naive frisører”, blev noget knust da de selv samme frisører prøver at komme ud af vanskeligheder ved at stille deres krop til tjeneste og tilbyde blowjobs.
”Frisøserne” er sjov, nytænkende og godt sat sammen. Selvom anden akt mangler noget finesse, er det en forestilling der er værd at se. Den tager store emner op, især for kvinder, som alle burde overveje.
Du kan læse mere om forestillingen på Får302’s hjemmeside her.
Skrevet af Katrine Tøt
