Anne Frank danser med sig selv
Republique, 16. – 29. marts
De fleste mennesker kender helt overordnet til Anne Frank og hendes dagbog: Den 13-årige jødiske pige skriver om sit liv, mens hun sammen med sin familie lever gemt væk i skjulte rum, for at undgå at blive ofre for nazismen.
Dagbogen har gennem tiden dannet baggrund for både film og teaterstykker, men den er vidst aldrig før blevet fortolket af en enkelt flamencodanser og et lille orkester. Og selv med dygtige musikere og en yderst kompetent danser, er der nok en ret god grund til det.
På scenen sidder de seks musikere på guitar, trommer, violin, klarinet og en sanger. Derudover er rummet sparsomt møbleret, med et folde-ud-skab, et bord og en stol. Scenen er badet i rosa lys, og en meget spansk udseende Anne (María Juncal) kommer langsomt ind på scenen og tager rummet i besiddelse.
Det kan fungere vildt godt at sætte to umiddelbart uforenelige størrelser sammen,
men denne opsætning er ikke en af dem
Til musikken, danser Anne sig gennem sine skjulte år. Hovedsageligt alene, men også med en lang jakke og et sjal, der synes at repræsentere hendes forældres tilstedeværelse.
Musikerne giver den gas med klassiske flamencorytmer og spanske sange, og danseren bevæger sig både søgende, usikkert, livskraftigt og selvsikkert gennem rummet.
Indimellem afbrydes musikken af en gammel skrattende radio hvor både engelske speakere fortæller om krigen og Hitler selv opildner masserne til march og “Sieg Heil”. Især bruddene med radiomusik fungerer rigtig godt, for her bliver dansen mere performativ og på en måde passende til Annes desperate situation.
En virkelig fed scene, er netop under sådan et radioindslag, hvor danseren synes at blive sluppet ud i verden, hvor hun vrider sig i blåt lys, mens lydsiden overtages af trommende dunken og en jernbanes susen. For ligegyldigt hvor gode musikerne er og hvor rap danseren er på fødderne, så er der et gevaldigt clash mellem spansk følelsesladet flamenco og den tyske forfølgelse af jøderne.
Det kan fungere vildt godt at sætte to umiddelbart uforenelige størrelser sammen, men denne opsætning er ikke en af dem.
Det er ret mærkeligt at se – hvad der skal forestille – en trettenårig jødisk pige, udtrykke sig selv gennem en aggressiv og seksuel dans, og det bliver næsten pinligt når danseren forsøger at formidle historien gennem ansigtsudtryk og mere regulært skuespil.
“Anne Frank” i flamencoudgave får 3 shots. Folkene på scenen kan edersateme deres kram. Der bliver spillet så energisk og smukt og hamret så mange hæle i gulvet, og kastet rundt med ben og arme at man ikke kan være andet end imponeret. Men lige den form og energi lader sig simpelthen ikke forene med “Anne Franks dagbog”; det bliver et kulturclash, der fortsætter med at clashe gennem hele forestillingen.
Du kan læse mere om forestillingen på Republiques hjemmeside her.
FOTO: Peter Buitelaar
Anmeldt af: Johanne Hav Hermansen
