Kunsten at tale eller ikke at tale om KUNSTEN
Teater clapclap, Bådteatret 4. – 10. oktober kl. 17 og 20
Da Kulturshot ankommer til Bådteatret denne fredag aften, er der afslappet stemning og publikum er lige så langsomt ved at sive ind i salen. Da alle er samlet træder en skuespiller frem, tager et billede af publikum og gennem en kort monolog aftaler han en pris for sit arbejde: 1500 kroner for en time. Men så taler han også hele tiden, lover han. Inden han for alvor kommer i gang med sin talestrøm, kommer en ung kvinde dog ind. Hun er iklædt sort dragt og eftertænksomme briller. Hun taler om drømme og et hus i sit hoved. Den sidste spiller træder ind, han vil fortælle om mørket og de andre skal lytte.
I løbet af den næste time udspiller der sig, en række situationer og en kamp om pladsen, ordet og forståelsen af – ja, af hvad? Kulden? Kunsten? Drømme? Det er til tider lidt svært at finde ud af, men det er måske også meningen.
(u)Logisk har dog afgjort sine tidspunkter, hvor dialogen flyder elegant ud over scenekanten og man som publikum kæmper en både interessant og stimulerende kamp for at finde hoved og hale i det hele
Handlingen, eller manglen på samme, der udspiller sig i det enkle, smukke og køligt elegante rum skabt af Josephine Farsø, kredser i hvert fald blandt andet omkring kunsten – om kunstobjektet. Og forestillingen diskuterer med både humor og alvor, hvad der er kunst; hvornår, hvorfor og hvem der bestemmer det? Med klar reference til 1950ernes POP ART bevægelse ophøjes at glas mælk til kunstobjekt på en pedistal og kampen om ophavsret, værdi og penge starter. Denne kamp udkæmpes af tre skuespillere der i denne POP ART-inficerede verden, hvor kunst er virkelighed og virkelighed kunst, selvfølgelig spiller med deres egne navne: Rasmus, Mia og Peder. Ud over deres navne lærer vi dog meget lidt om dem, hvorfor de er der og hvad de vil os. Kulturshot kan efterfølgende læse i programmet, at disse tre beskrives som skuespillere hyret til at lave kunst på en scene i en time. Denne beskrivelse virker dog efter forestillingens afslutning nærmere begrænsende end afklarende og berigende. Og heri ligger måske nøglen til forestillingens største problem: At den præsenterer et abstrakt og diskuterende univers, uden for alvor at turde satse på sin form. (u)Logisk forbliver for logisk og dermed holder den både sig selv og tilskueren tilbage fra den fulde opleve og en fortælling der rummer mange flere dimensioner.
(u)Logisk udfordrer sin tilskuer både kunstpolitisk og formmæssigt og det kan Kulturshot godt lide.
Tomas Lagermand Lundme har med skrevet et både interessant og kompleks manuskript, der dog hermed desværre ikke helt forløses. I et univers der hele tiden snor sig nye veje, og hvor man som tilskuer skal holde tungen lige i munden for at følge med, bliver rytme og repliklevering altafgørende og her fejler forestillingen desværre lidt. (u)Logisk har dog afgjort sine tidspunkter, hvor dialogen flyder elegant ud over scenekanten og man som publikum kæmper en både interessant og stimulerende kamp for at finde hoved og hale i det hele. Netop her bringer forestillingen nye højder til teatermediet, der så ofte hviler på genkendelige og let fordøjelige historier; men overordnet set er de momenter, hvor det virkelig svinger desværre for få.
De tre skuespillere kæmper en brav kamp for at få dette svært tilgængelige manuskript til at leve og bevare kontakten til publikum, og her er særligt Rasmus Flensborg utrolig nærværende. Flensborg formår fra start til slut at bevare en unik fornemmelse for rytmen i det Ionesco-agtige nonsens sprog og er både skarp og vedkommende de helt rigtige steder. Også Mia Jexen har et fint flair for sproget og en humor i sin spillestil, der er befriende mens Peder Billes mørke træder flot frem i hans fortælle-sekvenser.
(u)Logisk udfordrer sin tilskuer, både kunstpolitisk og formmæssigt og det kan Kulturshot godt lide. Men det er desværre som om, at det hele forbliver en smule overfladisk og der aldrig rigtig kommer noget på spil – hverken for karaktererne, os eller kunsten. Magien står højt i momenter, som den lange og akavede ”falske slutning” midt i forestillingen, hvor det fiktive både styrkes og ophæves på den lille båd: ”Det her er ikke en drøm, det er heller ikke virkelighed”, som det så fint siges. Alt i alt: (u)Logisk er en fin oplevelse og der kvitteres med tre fulde kanyler. To for det smukke og stimulerende univers, fint sprog og eftertanke og én for Rasmus Flensborgs berigende spil.
Teater clapclap er startet i 2011 af instruktør Marie Østerskov, der også er instruktøren bag (u)Logisk. (u)Logisk spiller frem til d. 10. oktober, som en del af “Ubåden” der er Bådteatrets satsning på mindre hjerteblodsprojekter.
Foto: Andreas Bergmann
Anmeldelse: Cecilie Møller Madsen
