Strindberg og kvinderne
Betty Nansen, 22. september – 3. november
Der flyder kostumer og manusser på scenen, og kaffe og øl i siderne. Et par teaterfolk samles på scenen. August Strindberg har skrevet et drama om to kvinder som er forelskede i den samme mand. Manden er ikke tilstede, men alligevel konstant i centrum. De to kvinder spilles af henholdsvis Strindbergs kone og hendes elskerinde. Instruktøren er en håbefuld ung skuespiller som naivt beundrer alle 3 involverede. Som dramaet skrider frem løftes der mere og mere for hvad der skete mellem Strindberg, hans kone Siri og den fandenivoldske Marie David. De er fanget på scenen og må forholde sig til hinanden. De prøver at have prøve på dramaet, men bliver forstyrret af det drama som udspiller sig imellem dem. Så burde der være langt op til godt gedigent tæer krummende kammerspil, men så alligevel ikke.
Strindberg er helvedes bange for kvinderne. Det kender vi fra litteraturen. I Peter Langdals iscenesættelse er Strindberg ikke bange, men sindssyg rasende på kvinderne! Kvinden i hans liv løber væk med en anden kvinde: Marie David, som både er alkoholisk og lesbisk og repræsenterer alt det Strindberg er bange for og samtidig beundrer: en allerhelvedes fri kvinde.
Thilde Maja er forførende, fræk og farlig i rollen som Marie David som forfører Siri. Med lette uskyldige favntag lidt længere nede om livet og med små kindkys og dybe trøstende blikke forfører hun Siri og frigør hende fra manden. Men man mærker slet ikke samme begær hos Paprika Steen. Ingen følsom frygt for at miste, intet sultent begær som aldrig bliver mættet, intet afsavn ved at give afkald på sin mand. De siger de elsker hinanden, men man mærker det ikke.
Der er dog masser af følelser til stede i dramaet, men de når desværre ikke igennem til publikum. Iscenesættelsen fungerer som et slags filter, som filtrerer alt det rørende og vedkommende fra, og lader kulturshot tilbage med en tom tekst. Skuespillerne råber og skriger alle deres replikker, men mister publikum i larmen, og spændingen bliver tabt.
Skuespillet fejler ingenting, det er vidunderlige skuespillere og de gør de godt. Desværre falder mange af deres replikker til jorden. Samtidig synes de alle sammen at kræve fokus på én og samme tid, og det bliver et rodet makværk, hvor man aldrig ordentlig kommer ned i konflikterne
Jens Jacob Tychsen er vidunderlig komisk og hjerteskærende nervøs, usikker og helt og aldeles udenfor. Men han er overflødig i dramaet og optræder nærmere som henholdsvis kommentator og pause klovn. På et tidspunkt bruger Strindberg og Tychsen 10 minutter på at diskutere hvordan man måler diameteren på hver deres mandlige kønsorgan. Det er rigtig sjovt, men spillerne hænger i joken, og lader den fylde for meget. Det er ligegyldigt for historien, og selvom forestillingen er fyldt af skænderier har kulturshot ikke brug for comic relief og penis-vitser, for der er ingen spænding og ubehag at blive forløst fra.
Konflikterne gentages og dramaet springer ambitiøst i tidsperioder og har flere metalag: En dramatiker læser et drama om Strindberg som opsætter et drama han selv har skrevet, som i virkeligheden er hans egen udgave af hvordan tingene skulle have foregået, da hans kone forlod ham. Forestillingen springer frem og tilbage mellem prøverne på dramaet i dramaet i dramaet, mens spillerne selv kommenterer begivenhedernes gang. – det er den rene Inception!
Scenografien må man dog tage hatten af for. Betty Nansen har omdannet deres teater sådan at publikum sidder på begge sider af scenen. Dette giver en intensitet. Man føler at man er med til prøverne som en anden instruktørassistent eller et prøvepublikum. Man er tættere på spillerne og bliver samtidig konfronteret med publikummet over for.
Men hvad er egentlig grundkonflikten i dette drama? Hvad vil det sit publikum? Kulturshot har ved skuespillets afslutning ikke rigtigt forstået noget af det hele, på trods af at Flemming Enevold som Strindberg pædagogisk forklarer publikum hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen.
Kulturshot havde håbet på en forestilling tung af begær, jalousi og liderlighed – men fik det ikke og nåede aldrig rigtigt at lev sig ind i stykker. Og det er syndt for det kunne have været så godt så godt, men konflikterne når aldrig at blive virkelig rørende, nærværende eller tær krummende.
Læs mere om forestillingen her.
FOTO: Per Morten Abrahamsen
Anmeldt af: Ida Fredericia
