Sansemættet madteater med store ambitioner
Republique, Lille Scene, 6. februar – 8. marts
I foyeren på Republiques Lille Scene bliver vi modtaget af pigen Gerda i de røde sko. Hun byder os velkommen med ”vinterens kulde” i et Martiniglas og vi bliver bedt om at vente inden vores rejse begynder. Én efter én tager hun os i hånden og fortæller os om den rejse vi skal ud på. Det er en personlig rejse, hvor skindet bedrager: Det er ikke sikkert det er dig selv du ser når du kigger i spejlet, for djævlespejlet i H.C. Andersens fortælling forvrænger alting. Dén kan man så lige sidde og tænke over, inden man bliver ført igennem teaterdøren, og H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” kan begynde. 
Forestillingen går under genren ”madteater” og er skabt af kokken Mette Martinussen, instruktøren Martin Tulinius og scenografen Dorte Holbek. Genren lægger i gråzonen mellem at servere mad i en performativ kontekst og at bruge mad som et performativt element i en forestilling. Her er det en lang labyrint hvor mad, fortælling og sansestimuli smelter sammen.
Der er to slags publikum i sådan en forestilling: Der er dem som tror at de skal opleve en forestilling med mad involveret og dem som tror de skal spise middag og samtidig opleve noget teater. Der er også to forskellige forventninger til oplevelsen og to forskellige måder at agere på.
Når man er inde at se teater er man konstant opmærksom på hvad der sker omkring en, og man koncentrerer sig om performancen i stedet for hinanden. Til en middag er det lige omvendt, man socialiserer med dem omkring bordet, man snakker privat hen over maden og man ved hvad man spiser.
Til denne forestilling vil jeg foreslå at man gør det første og oplever det hele som én stor sansemættet forestilling. Jeg vil også anbefale at man ikke læser den menu man får udleveret i starten, men i stedet oplever og smager maden uden at være forudindtaget. Det sætter meget mere gang i sanseoplevelsen.
Til gengæld kan man med fordele genopfriske historien og læse H.C. Andersens eventyr inden man går i teatret. Selvom de fleste kender historien om Snedronningen og Gerdas lange rejse for at finde sin ven Kay, dykker Republiques udgave af fortællingen rigtigt langt ned i teksten. Små karakterer og scener, som man ikke umiddelbart kender bliver fremhævet i små rum og installationer. F.eks. er der 6 forskellige rum som repræsenterer 6 forskellige blomster, som bliver beskrevet meget detaljeret i eventyret. Disse rum bliver dog ikke yderligere forklaret. Derfor kan man godt misse dele af handlingen, hvis man ikke kender eventyret på forhånd. Plottet er dog klart udspecificeret lige fra begyndelsen: Snedronningen har taget Kay og vi skal hjælpe Gerda med at finde ham.
Alle rum i labyrinten er et besøg værd, men en af de sidste rum man når til ”Røverhulen”, fylder stort set halvdelen af forestillingen. Det er også her man får hovedmåltidet, men man bliver lidt rastløs; man vil gerne videre og opleve noget mere. Man kunne godt ønske sig lidt flere rum og en længere labyrint. De rum som der er, fungerer til gengæld virkelig godt. De er fantasifulde, gennemførte og fyldt med velfungerende små performances som forholder sig til den mad som præsenteres.
Trioen formår at kombinere teatret og maden
sådan at det smelter sammen og bliver én lang sanserejse
Med mig har jeg min gode ven og kok, som fungerer som den anden fagdommer.
Både kvaliteten af maden og forestillingen, har altså stor betydning for vores fælles oplevelse.Maden er uovertruffen, velkomponeret og veludført, men kunne til tider blive serveret lidt mere fantasifuldt. På mange måder minder en velkomponeret middag også om en teaterforestilling. Man kan arbejde med en dramaturgi og et tema. Man kan arbejde sansemæssigt, æstetisk, kulturelt og historisk med madlavning. Der er et tilrettelagt forløb med en klar begyndelse og slutning, og maden og middagen kan provokere, overraske og røre dig. Det er på denne måde maden i det meste af forestillingen bliver brugt.
De mange forskellige vine man får i løbet af aftenen er også virkelig lækre, men det er heldigvis afmålt sådan at man ikke når at blive alt for fuld; sanserne skal være skærpede for at man kan nå at rumme så mange indtryk på én gang. Vinene er meget forskellige og særprægede, går godt til maden og går godt alene. Den bedste går desværre kun under navnet ”Drømmevin” i programmet.
”Snedronningen” er en stor sansemæssig oplevelse, men der er desværre nogle dramaturgiske mangler og logistiske udfordringer. F.eks. kan man høre lyde fra de næste scener og rum man skal hen til, mens man er midt i en scene. I starten af forestillingen bliver man også ført ud på gaden, og det gør at man bliver hevet ud af illusionen. Det gør det svært 100% at hengive sig til det fantastiske sanseteater som det immervæk er! Man mangler også en større følelsesmæssig tilknytning til Gerda og simpelthen et følelsesmæssigt klimaks, selvom forestillingen flere steder er meget rørende, f.eks. da hele ensemblet synger salmen ”Sig nærmer tiden” med vemodig og rørende velklang.
”Snedronningen” koster mange penge,
men den er bestemt ikke dyr
Det er svært ikke at komme til at sammenligne forestillingen med supertrioens sidste projekt ”Vølvens Spådom”. Her blev jeg fuldstændig overvældet! Jeg glemte tid og sted, og det gik op for mig hvordan man kan kommunikere igennem smagssansen og hvordan man malende kan formidle både følelser, handling og universer.
Det vil også gå op for dig når du ser ”Snedronningen”. Trioen formår at kombinere teatret og maden sådan at det smelter sammen og bliver én lang sanserejse. Alle elementer, kostumer, scenografi, musik, performance og maden arbejder sammen for at vække fortællingen og universet til live. Vi smager blomsterne og urterne i Kay og Gerdas have. Vi mærker kuldegyset fra Snedronningen. Vi spiser sne og iskrystaller. Vi dufter candy floos i luften når den lattermilde Gerda kommer forbi.
Det er en stor oplevelse, som man skylder sig selv at have råd til det. Forestillingen er meget dyrere end en almindelig teaterbillet, men dette er netop heller ikke en almindelig teaterforestilling: ”Snedronningen” koster mange penge, men den er bestemt ikke dyr. Bare mad og vin af denne kvalitet er svær at finde til 1.000 kroner. Læg så dertil 3,5 times lang teaterforestilling med over 25 performere! Så begynder det pludseligt at blive en billig aften ude! ”Snedronningen” er en sjælden oplevelse som man absolut ikke må gå glip af! “Snedronningen” får 4 solide shots, som let føles som 5.
Du kan læse mere om ”Snedronningen” på Republiques hjemmeside og om Mette Martinussens ”performative” serveringer på hendes restaurant ”1.th.”.
FOTO: Per Morten Abrahamsen
Anmeldt af Ida Fredericia og Christian Bakke Petersen
