En velkendt krig giver plads til små historier og smukke billeder
Husets Teater, 1. februar – 1. marts
Flere tusind små stykker plastic, drysser i løbet af forestillingen ned over scenen. Mere eller mindre konstant daler de og skaber derved et univers hvor alting forsøges dæmpet, men hvor alt det beskidte og ødelagte står i tydelig kontrast.
”Sne” er en dramatisering af Orhan Pamuks roman, om den tyrkiske forfatter Ka, der vender hjem til sin barndomsby. En anonym provinsby, der kunne ligge de fleste steder i verden.
Han kommer egentlig for at finde kærlighed og inspiration til sine digte, men finder byen i oprør, hvor den muslimske sekt ”Allah loves you” kæmper mod byens journalist.
I foromtalen af stykket bliver der skrevet om kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og religion og politik. – Det skal man ikke tage så alvorligt. Krigen mellem muslimer og ikke-troende danner mest rammen om stykket. I monologerne om retten til at være muslim og til ikke at være det, er det hovedsageligt argumenter man har hørt før. Men en vigtig pointe får de dog frem til sidst: På begge sider fortaber man sig i principper og detaljer, i stedet for at se på virkeligheden.
“Sne” er et smukt teaterstykke om en mands tilbagevenden og et tværsnit i det miljø byen har udviklet. Der er historier der ikke bliver fulgt op på, måske fordi stykket tager udgangspunkt i den tid Ka er hjemme.
Det handler mere om eksistentialisme og de enkelte karakterers historie, end det gør om ytringsfrihed.
Det er godt, for det er de små historier der er gribende og sjove. For eksempel den muslimske dreng Johan, der er bange for at Allah ikke findes, fordi han kun kan tænke på at kneppe Fløjl, der sidder foran ham i koranskolen.
karakterernes individuelle historier, og ikke mindst scenografi og musik skaber de billeder man tager med sig hjem.
Der er meget humor på scenen; Claes Bang som den religiøse leder Grøn, er en karikatur på en kommerciel prædiker/mafiaboss, som man kender dem fra USA. Hans karikatur understreges også af hans tendens til at sige sine pointer på engelsk: ”Allah loves you! Allah loves you, just the way you are!” (Hallelujah! kunne man ellers fristes til at udbryde).
Men størst stråler nu Morten Burians perfekte tandsmil, som den nationalistiske journalist Herbert. Han er egentlig også karikeret, men besynderligt nok langt mere troværdig end Grøn. Måske fordi vi er vant til billedet af den lille, hvide, fordomsfulde mand, der fører et personligt hævntogt på vegne af et helt samfund. Det er spillet humoristisk og gennemført.
Samtlige karakterer optræder både som sig selv og som en iagttagende fortæller til begivenhedernes gang. Dette er lidt forvirrende, da overgangen mellem skuespillernes forskellige karakterer ikke altid er lige tydelig. Men derefter giver det en god dynamik i historien, og understreger landsbymentaliteten hvor ”alle taler om alle”.
Selvom der er enkeltdele der halter, er helhedsindtrykket af ”Sne” utrolig positivt. De små historier, de dygtige skuespillere, de mange stærke og sjove scener gør at ”Sne” får 5 shots.
Du kan læse mere om forestillingen på Husets Teaters hjemmeside her.
FOTO: Henrik Ohsten Rasmussen
Anmeldt af Johanne Hav Hermansen
