Mozarts Greatest Hits

Betty Nansen, 24. april – 12. maj

Mozarts symfoniske musik og storslåede kompositionsværker omdannes i Betty Nansens ”Mozart” til fængende popsange af Brødrene Hellemand. Baseret på en slags Mozarts ”greatest hits” synger, klukker og fløjter musikere og sangere sig igennem teaterkoncerten.

Det er en rimelig heftig nyfortolkning af en række klassiske værker som bliver lavet om til henholdsvis jazz, pop og rock musik, med tekster af Neill Cardinal Furio, som nok er en anelse banale men til gengæld heller ikke særlig hørbare.

scenen bliver oversvømmet med vand så spillerne må fylde kopper og kander, kar og kasser, ja sågar et helt badekar for ikke at drukne

Jo, Mozarts musik er gjort fængede og populær så man rokker med i sædet på tilskuerrækkerne og får lyst til at nynne med. Men der er ikke så meget tilbage af det oprindelige – det oprindelige bliver mere brugt som et springbræt til nogle lette melodier sat sammen med tekst på engelsk (vel i forhåbning om at blive en international eksportvare) som hverken handler synderligt om Mozart eller teaterkoncertens fortælling (hvis der da er nogen?).

”Mozarts” styrke ligger helt klart i iscenesættelsen. Især 1. akt. vælter en omkuld med en stormflod. Forestillingen åbner med en scene af en række mennesker klædt i kostumer fra 30’erne, som finder et gammelt efterladt lager med musikinstrumenter: Bas, piano, violin, kontrabas osv. – fra et hul i loftet siler regnen ned fra oven og drypper taktmæssigt ned på det stakkels piano midt på scenen. Regnen sætter rytmen og så er det ellers blot at spille og synge til og sådan vokser musikken frem.

Men loftet bliver ved med at være utæt, og scenen bliver oversvømmet med vand så spillerne må fylde kopper og kander, kar og kasser, ja sågar et helt badekar for ikke at drukne.

I 2. Akt kommer vandstrålen lidt ukonsekvent tilbage, mens der ellers fyldes på af sceniske virkemidler i form af store kostumer, stroboskoplys, jord, bobler, masker, et utal af rekvisitter og et lysdesign som til en rockkoncert. Derudover skifter spillerne karakterer og relationer 2-3 gange, hvilket gør det umuligt at finde en historie. Derudover blandes stilarterne: fra et moderne nutidige, til et mellemkrigstidsligt univers, over til ren rokoko, og barok.

Det gør det svært at finde en ren æstetisk linje og bare skyggen af et plot eller narrativ. Samtidig bliver sangene i højere grad gentagelser af hinanden, og for klichepræget i deres udtryk.

Men, men, men 2. akt har også sine kvaliteter i at være kæmpestort og overvældende. Det er en kæmpe pop og rock koncert, men altså uden evne til at rigtigt at trække metaforiske linjer til hverken Mozart eller vores egen tid, da man bliver fuldstændig overstimuleret og blæst omkuld.

Forestillingen ender med stående bifald og småsyngende og opløftede tilskuere.

Læs mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside og bestil billetter her.

FOTO: Jan Jul
Anmeldt af: Ida Fredericia