Hvad er performance lecture og hvad man kan bruge det til? Lad mig prøve at komme med en forklaring
Performance lecture er en flydende genre. Meget af det, jeg ville kalde en performance lecture, vil andre kalde fx teater eller performancekunst. Men hvorfor er det så vigtigt, om det er performance lecture? Det er det fordi genren spiller en rolle i hvordan man kan forstå indholdet: form og indhold er uadskilleligt.
Jeg har lige afleveret speciale, og i forbindelse med det produceret en performance lecture, som hedder One Size Fits All. Med eksempler fra mine overvejelser og valg i forbindelse med det vil jeg prøve at forklare, hvordan genren kan tage sig ud. Men det kan godt være du er mere forvirret bagefter – for der findes lige så mange rigtige måder at lave performance lecture på, som der findes performance lectures.
At sætte sig selv på spil
En performance lecture indeholder ofte materiale af selvbiografisk karakter, eller materiale der udgiver sig for at være selvbiografisk. En performance lecture kan være mere eller mindre personlig, men den har altid elementer af subjektivitet, og performer/forelæseren sætter altid sig selv på spil. Det er Sofie Lebechs Skrøbelige Liv et eksempel på. Hun tager udgangspunkt i sin egen sygdomsoplevelse og bruger det til at undersøge sproglige (og andre) ligheder mellem terrorisme og autoimmun sygdom.
Performance lecture udviklet sig, så det er en form, der bruges til at undersøge forskellige temaer; på vidt forskellige måder. Formatet ligger op til, at performer/forelæseren kan tænke med materialet, fremfor, kan man sige, kun om det. En performance lecture kan udforske viden, teste grænser og præsentere en proces for publikum. Min beslutning om at lave en performance lecture som en del af min specialeproces, kom sig netop af jeg gerne ville være mere subjektiv end man må i et speciale – give min mening til kende. Så jeg har brugt One Size Fits All til at præsentere resultaterne af specialeprocessen, inden specialet var skrevet færdigt, og til at lade mig selv skinne igennem. Og så har jeg brugt One Size Fits All til at blive klogere på mit materiale.
En anden måde at arbejde subjektivt kan være ved at lade teatrets fiktion og den personlige fortælling mødes. Sådan arbejder Hassan Preisler i Brun Mands Byrde, der er baseret på hans, tilsyneladende sandfærdige, selvbiografi.
Performance lectures skaber et univers, hvor der ikke er en enkelt sandhed.
At lege med virkeligheden
En performance lecture har ofte forelæsningsform. Men det kan også være mere teatralt, så det videnskabelige kun spiller en birolle. One Size Fits All er primært en forelæsning, tilsat ganske få elementer fra teatret. I den bruger jeg videnskabelige referencer, fotos, bilag, filmklip og power points til at understøtte pointer. Performer/forelæseren leger tit med fakta og fiktion, og det har til formål at få publikum til at tænke selv; skabe plads til flere virkeligheder.
Performance lecturen skaber møder mellem det teoretiske og det sanselige. Det, der er svært at forstå, bliver tilgængeligt, uden at blive simpelt. Og det betyder også at publikum kan finde deres egen vej ind i performance lecturen, vælge dét der giver mening for dem.
Ved at bruge kroppen i fx dans eller abstrakt bevægelse, kan performer/forelæseren gøre en pointe mere tydelig – eller modsige den. I Teater PRAXIS’ Min krop er kunstens tempel stilles Isadora Duncan og Beyoncé overfor hinanden, de mødes på forunderlig vis i bevægelserne, og får derigennem et fælleskab i publikums bevidsthed [link her?]. En performance lecture er en undersøgelse, og derfor giver den få svar, men skaber mange spørgsmål. Det er nemlig lige så meget publikum, som performer/forelæseren, der undersøger.
At møde sit publikum
Som tilskuer til levende kunst bliver man ofte involveret på den ene eller anden måde. I Skrøbelige Liv får man fornemmelsen af at komme ind under huden på Lebech – men uden at det bliver privat. Eller faktisk er det mere præcist at sige at Lebech kommer ind under huden på publikum. Og det samme gør hendes tema: terroren bliver kropsliggjort.
Men publikumshenvendelsen kan også være mere konkret.
I One Size Fits All involverer jeg tilskuerne på en meget enkel måde – ved at hilse på dem, når de kommer ind i rummet. Jeg får dem også til at læse op, og jeg skaber ikke kun visuelle, men fysiske oplevelser for dem. Når publikum inddrages kan performer/forelæseren undgå at skabe en kunstig ”fjerde væg”. Netop fordi performance lecturen ikke er teater, virker publikumshenvendelse virkelig – et menneske henvender sig til et andet – og kan bruges til at “narre” publikum til at indtage bestemte roller. Den direkte kontakt giver en vis magt over hvordan publikum forholder sig til det præsenterede materiale – her er Brun Mands Byrde eksemplarisk! Preislers karakterer skaber hele tiden alliancer med publikum og bryder dem igen, han trækker publikum ind og skubber dem væk. Han lokker og tvinger sit publikum ud i bestemte følelser, fx skaber han først latter og udstiller dernæst latteren som racistisk.
Fordi performance lecturen giver plads til det undersøgende og det ufærdige, kan den også udvikle sig, når den møder publikum. I mit arbejde med One Size Fits All, giver samspillet med tilskuerne mig nyt blik for vinkler i materialet. Det gøre mig klogere på, hvad mit materiale kan – og mit speciale er blevet bedre af det.
Det er karakteristisk for performance lecture at objektivitet og entydighed udfordres, og at publikum inviteres til at drage egne sammenhænge. Det er netop dét, der gør genren til en moderne, og tilgængelig, kunstform. Den har til tillid til at publikum kan tænke selv.
Signe Flyvbjerg
