Skrøbelige Liv

Skrøbelige Liv


Forestilling eller foredrag, eller noget midt imellem….?

Teater Får302, Medicinsk Museion d. 27-29. maj samt
Dansehallerne d. 12. juni kl. 17.30 og d. 13. juni kl. 19.00 ifm. CPH Stage

”Skrøbelige Liv” er hverken en forestilling eller et foredrag, det er noget midt imellem de to, og måske er det i virkeligheden begge dele? Det er svært helt at beskrive, men kvinden bag og kvinden på ”scenen”, Sofie Volquartz Lebech  kalder det en ”performance lecture” – en måde at fremlægge et emne på i en performativ kontekst. Dette er langt fra en almindelig forelæsning, der er ingen power points eller manus, eller en lang monoton oplæsning af lærebogen – hvis du har siddet I en forelæsningssal ved du hvad jeg mener.

”Skrøbelige Liv” sætter fokus på to temaer: begreberne terror og autoimmune sygdomme. En autoimmun sygdom er en kronisk sygdom hvor kroppen angriber sig selv, ligesom lupus eller sklerose. I starten af lecturen fremlægger Sofie Volquartz Lebech sin idé: hun vil sammenligne terror og autoimmune sygdomme, for at sætte begge begreber i et nyt lys og forstå dem bedre.
Terroren kommer indefra ligesom de autoimmune sygdomme er en indefra kommende trussel. Når man har en autoimmune sygdomme, angriber kroppen sig selv. Når terror rammer et land, angriber landet også sig selv, ved at skabe frygt for terror – frygt avler frygt.

Er I bange for at blive syge? For at dø? For ikke at elskes? For at der sprænger en bombe på Nørrebro Station?

Disse sammenligner rejser nye spørgsmål: Er terror selve terrorangrebet eller frygten for terror? Hvorfor taler man om sygdomme med krigsmetaforer: man kæmper en kamp mod sygdommen og kroppen beskytter sig med sit immunforsvar.
Sofie Volquartz Lebech sender spørgsmålene videre til publikum; Er I bange for at blive syge? For at dø? For ikke at elskes? For at der sprænger en bombe på Nørrebro Station?

”Skrøbelige Liv” bliver opført på Medicinsk Museion midt i foredragssalen, som tidligere er blevet brugt som anatomi-undervisningslokale til medicinstuderende. Her er der blevet skåret i lig og kigget på indre organer. Salen ligner et lille amfiteater, med buede tilskuerrækker som alle centrerer sig om den lille scene. Selv scenen lægger sig imellem at være forestilling og foredrag.
Men Sofie Volquartz Lebech har kostume på, hun fortæller dansende om begivenhederne, hun synger sange og spiller skuespil.

Sofie Volquartz Lebech er selv ramt af en autoimmun sygdom, og fortæller om sine personlige oplevelser da hun blev indlagt, diagnosticeret og blev udskrevet med en bunke recepter. Hendes egen private historie danner ramme om lecturen. På den måde bliver der alligevel en historie man kan følge med i. Man kan levende forestille sig hvor ubehageligt forløbet har været, og det er helt specielt at Sofie foran én rent faktisk har oplevet begivenhederne. Det er ikke en rolle hun spiller, det er ægte.

Hvad sker der når man kombinerer to så forskellige (og så alligevel ikke) genrer?

Til tider er lecturen lidt svær at finde rundt i; både terror og autoimmune sygdomme er komplekse temaer som er svære at definere. Selvom det faktisk giver mening at sammenligne de to temaer, bliver man også nogle gange hægtet af. Lecturen kunne med fordel have lånt lidt mere fra ”foredrags-genren” ved at anvende lidt mere power point og tekst. Til gengæld hjælper den personlige historie publikum til at forstå temaerne og følge med.

Genren er meget smal og svær at kategorisere – går man i teatret eller til en forelæsning? Hvad skal man forvente? Hvad sker der når man kombinerer to så forskellige (og så alligevel ikke) genrer?
Det er helt sikkert smalt og ikke den almindelige tur i teatret, eller hvad vi nu skal kalde det. Du skal nok blive udfordret på alle dine idéer om en teatertur, du skal nok også koncentrere dig lidt mere, bruge hovedet lidt mere og fantasien. Men formen er ny og spændende, og tænk engang hvis alle forelæsninger på universitetet havde samme grad af kreativitet og følelsesmæssig og intellektuel involvering? Hvordan ville universiteterne så se ud?

 Du kan læse mere om forestillingen på Får 302’s hjemmeside og cphstage.dk eller mere om Sofie Volquartz Lebech her.

FOTO: Søren Meisner
Anmeldt af: Ida Fredericia

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere