Hvorfor virker lyset ikke?
Aarhus Teaters studioscene, 16. januar – 22. februar
”Jeg har lyst til at skrige – men kan ikke…” – Forestillingen ”Hjertet skælver” på Aarhus Teaters Studioscene arbejder med de nøgne ord og et altdominerende mørke. Det er genremæssigt eksperimenterende, og diverse passager leder tankerne hen på installationskunst og hørespil. Stykket indledes med, at publikum føres igennem et mørkt rum og en trappe, hvor glødende el-pærer skifter i intensitet af lys i en form for langsomt blinkende effekt. Da man ankommer til scenen, kan man ane seks siddende skikkelser i det herskende mørke. Dette syn ændres ikke i løbet af forestillingen. Det visuelle er derfor yderst skraldet ned til fordel for ordene.
”Mere er der vel egentlig ikke at sige”, er de første ord,
der bliver sagt fra mørket og dets stilhed. Herefter ytres der en lang række afsløringer om forfærdelige hændelser fra flere livsforløb. Det handler om seksuel misbrug, parforhold og diverse synder, som kommer frem i brudstykker. Der er tre mænd og tre kvinder på scenen, og de har ikke nogle egentlige karakterer. Deres stemmer smelter sammen, og på et tidspunkt fremstilles de alle som én mand og én kvinde, der er i et parforhold.
Kvinde: ”Er du der?”
Mand: ”Hvorfor virker lyset ikke? Har du skruet pæren ud? Vil du ikke tænde lyset?”
De to mennesker taler forbi hinanden. Kvinden spørger om han er der for hende, imens han tolker sætningen konkret – om det manglende lys. Lyset er gået ud, og parforholdet fungerer ikke. Kvinden mangler at se følelser fra sin mand, og han prøver at sige, at han elsker hende og at slå hende. Det er hjerteskærende historier. Det manglende lys bliver et billede på hjertets skælvende følelser.
Min oplevelsen af stykket var blandet; indgangen til stykket var utrolig pirrende, men da jeg først blev placeret ved scenen, og det gik op for mig, at det visuelle var helt fraværende, tabte jeg interessen. Ordenes bekendelser blev til én lang endeløs strøm, og jeg ventede stærkt på en slutning, et brud eller en eller anden form for fyrværkeri. De har lyst til at skrige, men kan ikke – desværre.
Forestillingen er virkelig lang, når ens synssans ikke bliver stimuleret. Det er dog forfriskende at opleve et stykke, der tør afprøve noget så eksperimenterende med fravær af visuelt lir; her får man virkelig tid til at tænke over den ensomhed og smerte, mennesket til tider kan føle, men i det nøgne og mørkelagte scenerum er det vigtigt, at ordene fanger publikum. Det skete bare ikke rigtigt for mig. Det varer kun en time, men føles meget, meget længere – og det hav også mig lyst til at skrige i mørket!
Du kan læse mere om forestillingen på Aarhus Teaters hjemmeside her.
FOTO: Joachim Ladefoged
Anmeldt af Kirsten Østerskov
