Velkommen til Heteroland
Teater Rio Rose, Husets Teater, 20. marts-9. april
Teater Rio Rose, har i denne sæson, som så mange andre, kastet sig over køn med devising-forestillingen HUN HAN HØN. De fire skuespillere; Hassan Preisler, Anette Katzmann, Sandra Yi Sencindiver og Gerard Carey Bidstrup og instruktør Tove Bornhøft har med hjælp fra diversitets-konsulent Dorte Madsen både skrevet og produceret denne forestilling, som ifølge dem selv handler om “ét køn, to køn, intet køn og alle køn”. Men gør den nu også det?
Da jeg sætter mig til rette i Husets Teaters lille sal, ser jeg på en nærmest tom scene; fire stole, en sofa og et tøjstativ er de eneste større møbler i det sorte rum. Fire skuespillere træder ind på scenen. De er nøgne – to mænd og to kvinder og mens musikken spiller, ser jeg dem, så at sige, iklæde sig deres køn. Kvinderne i kjole, make-up og hæle, mændene i bukser, pæne sko og skjorte. Der bliver spillet på skønhedsidealer og kropskomplekser, mens de bliver ”færdige” som to KVINDER og to MÆND – ligestilling skal der jo til i kønsdebattens navn.
Den repræsentation af HØN som Teater Rio Rose viser, er så ubehagelig og ydmygende at være vidne til, at jeg føler mig decideret fysisk utilpas
De fire skuespillere træder helt frem på scenen og taler til publikum: ”Jeg kan godt lide at blive nusset på ryggen”, siger manden. ”Jeg er en rigtig handywoman”, siger kvinden. ”Jeg er bange for edderkopper”, siger manden. Publikum griner mens skuespillerne med ord peger på forskellige kønsstereotyper og vi griner sammen af, hvor fjollede de egentligt er – og hvorfor det egentlig er sjovt, når en mand siger, han er bange for edderkopper? So far so good(trods alt)..
De fire samles i sofaen. Her taler de om køn og kønsdebat. Om hvordan køn begrænser os, om de er fakta eller noget vi lærer og de bliver enige om at målet må være at komme væk fra køns-klichéerne og skabe noget, der kan forandre. Jeg sidder i de første 20 minutter af forestillingen og undrer mig over, hvor HØN bliver af. Alle scener og billeder handler om HAN og HUN, og selvom det hele bliver en smule snæversynet og trivielt – og afgjort kopierer flere normer end det forhandler – så griner publikum langt hen af vejen med sig selv, gennem de fire mænd og kvinder på scenen.
Mens de fire skuespillere tager kønnet som en stor leg, noget man kan tage af og på, pjatte med og diskutere i klichéfyldte vendinger træder de hen over de mennesker og kroppe, der ikke passer ind i kønnets regler
Da HØN endelig træder frem på scenen, ønsker jeg med det samme, at det aldrig var sket! I løbet af ti minutter lykkes det holder bag HUN HAN HØN at trække en skarp (og ubehagelig) linje imellem de to ”normaler” HAN og HUN og det HØN, som tilsyneladende blot er en karikeret leg og noget man griner af. Det HØN som Teater Rio Rose viser, er både ubehagelig og ydmygende at være vidne til. Og jeg føler mig fysisk utilpas, da Anette Katzmann træder ind på scenen som Drag King med gigantisk overskæg og karikerede ”bolle”-bevægelser og Gerard Carey Bidstrup som Drag Queen med overseksualiseret dans og bryster, der bliver kastet i hovedet på publikum. Det bliver en både afstumpet og fornærmende præsentation af en ellers progressiv og æstetisk dragkultur, og mens både HUN og HUN fra start får taletid, bliver debatteret og taget alvorligt som rigtige identiteter og kroppe, bliver dette ”ikke-normale” køn grint af og udstillet på en uværdig måde.
Forestillingens forløber herfra med forskellige segmenter af sang, bevægelse og replikudvekslinger i en collageform, hvor rammen er en række omklædninger, der skaber de tre overordnede dele i forestillingen: 1. Mænd og kvinder klædt som mænd og kvinder (maskulint og feminint), 2. Mænd klædt som kvinder og kvinder som mænd og 3. til sidst en blanding af ”det hele”. Jeg er med på idéen om, at vi gennem dette skal se kønnet i et nyt lys, og se hvordan ting og udsagn ændrer sig, når kønnet forandres. Det virker bare ikke.
Rent formmæssigt bliver grebet kedeligt og når replikker og segmenter gentages, baglæns eller ej, sidder jeg med en følelse af at pointen bliver en smule banal. Samtidig virker det ikke rigtig forandrende eller nyt, og når ”køns-byttet” (som måske er denne lovede forandring) når sine højder i et klichéfyldt og lattervækkende kys mellem to mænd i kjole, sidder jeg og krummer tæer, og bliver i tvivl om, om holdet har lavet nogen som helst form for research omkring, hvad og hvem høn er og betyder. Det lykkes på ingen måde holdet at nuancererforståelsen af forholdet mellem det såkaldte biologiske køn (det vi er født med) og det sociale køn (det vi ”iklæder” os). Tværtimod sidder jeg tilbage med en ubehagelig følelse af, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” indenfor kønsnormen, når publikum skraldgriner af en skægget mandekrop i kjole. Og hvad laver sex og seksualitet i det hele taget i en forestilling om køn?
Jeg havde ærligt forventet mere af Hassan Preisler og Sandra Yi Sencindiver efter deres både reflekterede og banebrydende forestillinger om hudfarve og race i Danmark. Men HUN HAN HØN bliver et eminent eksempel på, hvor vigtigt det er at kende sit materiale, især når det handler om minoriteter
Jeg respekterer holdets forsøg på at diskutere et aktuelt og utrolig vigtigt emne som køn og de skaber også interessante momenter, når de viser kønsbestemte måder at sidde på, eller når Hassan Preisler optræder i drag i en smuk silhuet mod bagscenens sorte væg. Men forestillingen forbliver med og om HUN og HAN, mens det ”afvigende” HØN aldrig bliver levende på scenen, men kun en anormal parentes. Selv når de fire skuespillerne til sidst forsøger at vise ”nye” muligheder for at være køn, forbliver kønnet en leg, noget man kan tage af og på, pjatte med og diskutere i klichéfyldte vendinger og de kommer her til at træde hen over de mennesker og kroppe der ikke passer ind i kønnets regler.
Jeg havde ærligt forventet mere af Hassan Preisler og Sandra Yi Sencindiver efter deres både reflekterede og banebrydende forestillinger om hudfarve og race i Danmark. Men HUN HAN HØN bliver et eminent eksempel på, hvor vigtigt det er at kende sit materiale, især når det handler om minoriteter. Hvor afgørende det er at vide, hvordan det er at være og leve som en kønslig minoritet – og hvilke konsekvenser det har at lade et publikum grine af minoriteten. Jeg er overbevidst om at det ikke har været Teater Rio Roses agenda, men de får desværre skabt en forestilling, hvor der bliver plads til de privilegerede – dem der passer ind i kønsnormen (de ”rigtige” mænd og kvinder) – mens alle dem der på den ene eller anden måde er udenfor, ikke får taletid, men skal sidde i en mørk teatersal mens normen griner dem ind i ansigtet.
Jeg er ærgerlig over at være vidne til en forestilling, der ikke formår at tage ansvar for de politiske og personlige konsekvenser af, hvad de sætter på scenen og hvem de udstiller. Jeg synes, det er beklageligt at det tilsyneladende er helt okay i dansk scenekunst at arbejde med emner uden at tage ansvar for deres kompleksitet. Og selvom Teater Rio Rose skal have ros for at have taget en konsulent med på råd, har det desværre ikke hjulpet.
Jeg slutter denne anmeldelse med en indrømmelse og en advarsel: Køn betyder noget for mig; at tænke køn, udfordre køn, undersøge, være med og imod køn og mest af alt at skabe nye kønslige muligheder. Og dermed advarslen: Hvis køn betyder noget for dig; så overvej det nøje inden du ser HUN HAN HØN, for som denne anmeldelse viser, er den ikke for køns-”sarte” sjæle. Havde forestillingen holdt sig til HUN og HAN havde jeg kvitteret med 2 kanyler, men lovningen på forandring, der bliver til det modsatte eller værre, giver mig ingen anden mulighed end helt exceptionelt at give nul kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Husets Teaters hjemmeside og om kompagniet Rio Rose her.
Foto: Petra Kleis
Anmeldt af: Cecilie Madsen
