Maratonforestilling om kærlighedens forhindringer og livets grusomhed

Betty Nansen Teatret – Edison scenen, 10. Januar – 17. februar

Engle i Amerika er blevet omtalt som et af det 20. Århundredes vigtigste teaterstykker. Manuskriptforfatteren Tony Kusher vandt i 1993 en Pulitzerpris for sit værk. Betty Nansens version er blevet bearbejdet af Mette Wolf og Christoffer Berdal og ligger fokus parforholdets konflikter i stedet datidens politiske konflikter som dramaet også dækker.

Forestillingen foregår i New Yorks bøssekvarter i 1980’erne. Vi følger en række mennesker som alle er påvirkede af samfundets fordomme om bøsser og af  ”bøsse-canceren”: Hiv og Aids. Vi følger to par: bøsseparret Prior og Louis, og mormorparret Joe og Harper.
Det homoseksuelle par er frisindene og lykkelige indtil Prior rammes af AIDS, og alt falder fra hinanden indtil Louis ”ikke kan mere”. Prior bliver indlagt, svinder ind og bliver doppet, og så er kærligheden alligevel ikke så stærk imellem de to.
Mormorparret består af en skabsbøsse og en valium afhængig kvinde, som ser mere end øjet kan se, og fungerer som forestillingens sandsigerske.

sådan er teatrets magi nu engang

Skabsbøssen Joe er neurotisk og fanget i sin tro, og går hver aften på lange skamfulde gåture ned i parkerne hvor han ynder at ”kigge på”. Luften er tyk af seksuel anspændthed over den sex som netop ikke er der.

De to par griber ind i hinandens liv, i tilfældige møder på gaden og i hinandens hallucinationer i møder man ikke kan forklare.  Engle kommer ned fra himmelen for at finde en ny profet, og den uskyldsrene Harper finder vej ind i de andres drømme og forestillinger.

Det magiske indtræffen har stor betydning for forestillingens fremgang, men forklares ikke yderligere, men – “sådan er teatrets magi nu engang” som den hallucinerende Harper siger.

Forestillingen viser et billede på 1980’erne som mister sin uskyld. Fra at leve et frit liv med fri seksualitet og eksperimenter med grænser, seksualitet, krop og livsstile, bliver tiden pludselige dybt præget af den uforklarlige sygdomme som rammer stiknarkomaner og homoseksulle på stribevis – som en kæmpe guddommelige kræft fra Gud.

Man er konstant underholdt og forført

Forestillingen er hjerteskærende men også enorm komisk. De tragiske situationer, de sindssyges løbske fantasier er enorm komiske, absurde og mærkelige. Derfor klarer man også en forestilling på 4,5 time om hiv og AIDS og ulykkelig kærlighed. En forestilling og Guds og menneskets grusomhed i en verden med dødsdomme og atomtrusler.

Derudover er forestilling skarp og sceneskiftende stramme – næsten filmisk. Den ene scene fader over i den anden, der skiftes mellem tid og rum i højt tempo og lækkert flow.

4,5 time føles pludselig ikke så lang. Man er konstant underholdt og forført. Karaktererne er enorm spændende og interessante, hver scene konfliktfuld og omvæltende. Publikum bliver ved med at være holdt ved ilden

Scenografi og kostumer er fantasifulde. Der er skabt en scenografi  som kan skifte rum og scene på 5 sekunder, og formår at lave 56 sceneskift uden at det føles fortænkt og unaturligt.Der er en lækker detaljerigdom i kostumer og rekvisitter der gør forestillingen rigtig 80’er lækker og New Yorker agtigt. Man er ikke i tvivl om hvor og hvornår man er.

Forestillingen er rammende og rørende, komisk og yders velspillet. Selvom tematikken om bøssefordomme og AIDS-epidemier vel næppe længere er højaktuelle er de grundlæggende konflikter om livet, døden og kærligheden altid og stadigvæk interessante og vigtige. Forestillingen er spændende og underholdende og 4,5 time er helt klart ikke for langt (men husk at bestille kaffe til pausen)

Læs mere om forestillingen på Betty Nansens hjemmeside og bestil en teatermenu til pauserne her (anbefales helt klart så du ikke går kold halvvejs!)

Anmeldt af: Ida Fredericia