Det er så svært at være teenager( jo det er så! )

Rialtoteatret, Nørrebro Teater, 5. Marts og månedligt

Jeg drikker mig mod til i bussen på vej derhen. Jeg ved, at det bliver pinligt – tåkrummende pinligt! Måske kan jeg slet ikke holde det ud. Lægger de mærke til, hvis jeg går midt i det hele? Kan jeg nå et glas vin til, inden det starter?

Jeg har taget en veninde med til eventet “En Pinlig Affære” på Rialtoteatret (tidl. Frederiksbergscenen og en del af Nørrebro Teater)
Set-up’et er meget enkelt; en flok (vanvittig) modige mennesker stiller sig op foran et publikum og læser højt af deres dagbøger fra teenageårene.

Når jeg selv husker tilbage, var det noget med nogle meget lange eftermiddage en masse Buffy og Beverly i fjerneren og Skinkeost-toast på tallerkenen. Men om det holder stik, det ved jeg ikke, for jeg brændte altid siderne i mine dagbøger dagen efter, at de blev skrevet. Sammen med lejlighedsvis billedafbrænding var det et ok fast ritual i mine tidlige teenageår. Men så hårdt var det jo ikke vel? Man havde jo ikke noget ansvar og skulle ikke leve op til noget. Var det virkelig så svært at være teenager? …
Efter at have været med til “En Pinlig Affære” kommer det hele tilbage.. det var fucking svært at være teenager. At emnet for aftenen ovenikøbet er den svære kærlighed, gør kun eventet mere følsomt, skrøbeligt, pinligt og uforskammet morsomt.

Vi møder den usikre pige, der har samlet alt mod i hele sin teenagekrop og er taget op til den søde fyr, for at få det overstået, nu vil hun endelig fortælle ham hvad hun føler og vi får det HELE på video, øjeblikket er simpelthen udødeliggjort på VHS! Salen er lagt ned af grin, da den meget modige teenager også har valgt at filme, hvordan hun reagerer bagefter. Ja kærlighed er tough – især når man er helt ny i den.

Teenagere hader virkelig sig selv for alt! Man vil så gerne accepteres af de andre, og ingen forstår noget som helst – slet ikke de voksne

Det er også en aften, hvor de første seksuelle oplevelser kommer på bordet; både de gode og de mindre succesfulde. Følgende citat, der involverer en ret dejlig og næsten guddommelig Jon (der er altid en Jon!), fik mig til at græde af grin:
”..denne gang var det bedre, for der følte vi os begge to brugt”

Et absolut højdepunkt for mig er, da publikum får lov til at høre en dagbog skrevet i 1934 af en meget velformuleret og ekstremt selvkritisk ung mand, der har lidt svært ved at holde sig på det, han selv betegner som den rette vej. Poesien overgår mine brændte dagbogsnotater med flere marathons, men det der slår mig, er hvor ens tankerne bag skriverierne er: Teenagere hader virkelig sig selv for alt! Man vil så gerne accepteres af de andre, og ingen forstår noget som helst – slet ikke de voksne.

Løbende under eventet, kommer jeg i tanke om en masse fortrængte følelser og oplevelser og sender en stor portion taknemmelighed til min folkeskolekæreste, som på en måde etablerede for mig, at der var nogle, der gerne ville holde mig i hånden og acceptere mig i min teenage-forkerthed.
Eventets genialitet består nemlig i, at man kan se sig selv i de andre teenageres historier og endelig finde ud af, at man ikke var alene med sine tanker, sit selvhad og det konstante kan-de-andre-li’-mig hængende over hovedet.

Hvis jeg skulle ha’ en anke, så er det at eventet er meget langt. Inkl. pause varer det 2,5 time. Jeg ville også foretrække hvis oplæsningen fandt sted i et rum, hvor der var direkte adgang til en bar (pinligheden gør én tørstig). Vi får at vide til at starte med, at når vi mangler drikkevarer, så kan vi bare gå ud i foyeren og købe noget, men når man sidder i en klassisk teatersal med fronten mod den optrædende og udgangen i samme retning, så er man så godt opdraget, at man ikke nænner det. Derfor får “En Pinlig Affære” ikke de sidste to kanyler.
Jeg synes at “En Pinlig Affære” er et genialt event og en fantastisk måde at starte en aften i byen på.
Det er et tilbagevendende arrangement , som du kan læse mere om her.