En visuelt smuk fortælling om det godes kamp mod det onde
Aarhus Teater, 1. november – 1. december
Mon ikke de fleste af os kender historien om Brødrene Løvehjerte? Hvad enten vi har fået den læst højt af mor og far eller set den på film, så har rigtig mange et forhold til brødrene Tvebak og Jonathan. Personligt har jeg altid selv tænkt den som en meget uhyggelig fortælling; nærmest lidt for uhyggelig. Men da det nok også er en femten år siden, jeg sidst har stiftet bekendtskab med Brødrene Løvehjerte, har jeg en hypotese om, at min opfattelse kan have ændret sig en smule. Jeg er derfor meget spændt da jeg fredag eftermiddag sætter mig til rette i Aarhus Teaters smukke sal for at overvære deres opsætning af den kendte og elskede forestilling.
Det første der møder publikum er Tvebak. Han vil fortælle en historie om Jonathan Løve, som var så god og modig, at han blev til Jonathan Løvehjerte. Gennem hele fortællingen har Tvebak derfor en dobbeltrolle; han er fortæller og guider publikum gennem historien, men er samtidig en del af historien. Dette element fungerer rigtig fint, og skaber en god ramme om fortællingen, så alle – det er jo en familiefortælling – hele tiden er med på historiens udvikling.
Efter denne introduktion begynder Tvebak sin historie. Han ligger selv på slagbænken og hoster, mens Jonathan sidder hos ham. ”Ved du at jeg skal dø?”, siger Tvebak. Og ja, det ved Jonathan godt. Men Tvebak må ikke være bange – for når han dør, kommer han til Nangijala. Dér er alt godt og smukt, og Jonathan og Tvebak vil på et senere tidspunkt forenes i Nangijala. En frygtelig brand slår dog Jonathan ihjel før Tvebak, så brødrene før tid forenes i Nangijala, i den smukke Kirsebærdal. Her møder Tvebak Kirsebærdalens beboere og alt ånder fred og idyl. Det virker til, at intet ondt kan ramme den skønne dal. Men det er desværre blot en illusion. For i Nangijalas anden dal, Rosendalen, regerer den onde Tengil og hans dragelignende monster, Katla. Tengils soldater har taget den modige Orvar fra Kirsebærdalen til fange, og det er nu Jonathan, der må drage til Rosendalen, redde Orvar fra at blive kastet ned i Katlas grotte, sætte en stopper for Tengil samt befri Rosendalen og dens beboere. Herfra starter et nervepirrende og dystert eventyr for de to brødre; for Tvebak kan naturligvis ikke lade Jonathan gennemgå denne farefulde færd alene. Brødrene Løvehjerte kaster sig derfor ud i en kamp mod det onde, mod død og uretfærdighed, med håbet om at skabe et frit Nangijala for alle.
Tilsammen skaber det visuelle en lækker ramme om den eventyrlige fortælling og fungerer som det perfekte supplement til Tvebaks historie om frygt, mod og retfærdighed
For de, der ikke kender slutningen – eller, som jeg, har glemt den – vil jeg ikke afsløre mere. Men jeg vil gerne afsløre, at ”Brødrene Løvehjerte” stadig er den dystre fortælling, jeg husker fra jeg var barn. Den er dog heldigvis også meget mere. Den scenografiske ramme om fortællingen er ganske enkelt fantastisk. Kontrasterne mellem især Kirsebærdalen og Rosendalen er perfekt indkapslet i Kirsebærdalens lyserøde, drømmende blomsterstemning og Rosendalens mørke, klippelignende miljø. Scenen kan drejes rundt, så kulisserne skifter alt efter behov og samtidig unødvendiggør lange sceneskift. Samtidig er baggrundsmusik- og lyde udvalgt, så de passer lige nøjagtigt til eventyrgenrens skiftevis idylliske og dystre univers. Mest af alt det sidste. Tilsammen skaber det visuelle en lækker ramme om den eventyrlige fortælling og fungerer som det perfekte supplement til Tvebaks historie om frygt, mod og retfærdighed. Karaktererne er tilpas stereotype til at de går rent ind hos også de yngste publikummer. Tvebak er den skrøbelige, men alligevel modige, lillebror og Jonathan er den beskyttende og gode helt. Sofia er den smukke og gode pige, Tengil er den onde og grimme hersker, og Tengils vagter er sortklædte og uhyggelige med deres skingre stemmer og ondskabsfulde sind.
”Brødrene Løvehjerte” formår at ramme det brede publikum, hvilket desværre også blive forestillingens ulempe. Nogle væsentlige passager skøjtes let hen over og forestillingen balancerer til tider på kanten mellem det pædagogisk forklarende og det irriterende; hvilket er synd, når fortællingens temaer er så almengyldige og relevante. Men ”Brødrene Løvehjerte” ér en familieforestilling, og den formår altså også i den grad at få de yngste med på vognen – til trods for den uhyggelige stemning på scenen. Alt i alt er ”Brødrene Løvehjerte” stadig en fabelagtig fortælling om det godes kamp mod det onde, om menneskets frihed, om mod og retfærdighed og om livet og døden. Emner, der den dag i dag stadig er aktuelle rundt omkring i verden. Sammen med den fantastiske scenografi giver det en forestilling, som hele familien vil kunne nyde. Kulturshot giver ”Brødrene Løvehjerte” fire kanyler.
Du kan læse mere om forestillingen på Aarhus Teaters hjemmeside her.
Anmeldt af Louise Højmark
