Underligt, men fascinerende: En oplevelse ud over det sædvanlige
Aarhus Teater, 31. august -29. september og CafeTeatret, 27. septemer – 19. oktober
Forestil dig en kombination af velkendte Disney-figurer, maniske grin og råb, idyllisk baggrundsmusik, to deprimerede hovedpersoner og provokerende scenarier, der bevæger sig lige på grænsen. Dette – og meget mere – er hvad du får i Christian Lollikes eventyrlige teaterforestilling: ”All my dreams come true”.
Hovedpersonerne A og B lader fra første scene publikum forstå, at det er kontrasternes og det absurdes verden, der udspilles. Iført henholdsvis kæmpe-tomathoved og kaninhoved entrerer de scenen og stirrer i stilhed ud mod publikum, indtil A udbryder ”Jeg er deprimeret” – hvilket efterfølges af et manisk grineflip. Den hurtige vekslen mellem grin og gråd er kendetegnende for de to hovedpersoner. En stor del af tiden råber de af hinanden i afmagt og frustration, men midt i deres depressive tilstand bliver de alligevel i stand til at erkende, at hvad de egentlig ønsker, er evnen til at forestille sig verden anderledes. En evne, som B meget eksplicit kritiserer Disney for at have frataget mennesket. Som han siger: ”Disney har revet pikken af eventyrene, kastreret dem, gjort dem til små velfortalte opdragende fortællinger. Renset for vold. Bizart begær”. A og B beslutter sig herefter for at lave deres eget disneydrama, hvor vold og bizart begær i den grad er til stede. En høj mand, en tyk dame, to dværge og en handicappet mand i kørestol udgør statisterne i A og B’s absurde og virkelighedsfjerne univers, der involverer på samme tid sammenhængende og usammenhængende scenarier, der skubber til publikums grænser.
“…vild, provokativ,
absurd, sjov og grotesk”
Disneydramaet, eller disceydramaet, som det, som en stikpille til Disney, må kaldes grundet ophavsrettigheder, indeholder blandt andet en crowdsurfende dværg i Supermandskostume, absurde sexscener mellem en bamse og eventyrfiguren Grethe, et bizart bryllup med en meget høj Bambi og en dværg, samt Joachim von And, der stikker sin penis ind i øret på den handicappede mand, som han netop har skudt. Alt sammen et forsøg på at finde det udefinerbare dét. Det, som vi mangler i vores liv for at blive lykkelige. Dét, som ingen ved hvad er.
”All my dreams come true” fremstår som en hverdags- og samfundskritik forestilling, der vil vise sit publikum, at livet og dets eventyr sagtens kan falde uden for normaliteten. At jagten efter dét måske ikke findes i de normer, grænser og eventyr, som Disney – og samfundet – har stillet op for os, men netop findes i det bizare grænseland, som vi alt for sjældent opsøger. Forestillingen er vild, provokativ, absurd, sjov og grotesk; men bliver også i sidste ende en kende for meget. Dette bidrager muligvis til forestillingens budskab, men kan også blive en smule trættende for publikum. På trods af dette er ”All my dreams come true” overordnet set en yderst usædvanlig og fascinerende oplevelse, som sparker til vores normalitetsforestillinger og som derfor helt klart bør overværes. Kulturshot er begejstret og giver 5 kanyler til ”All my dreams come true”.
Du kan læse mere om forestillingen på Århus Teaters hjemmeside her.
FOTO: Rufus Didwiszus
Anmeldelsen er skrevet af Louise Højmark