Elektrisk autisme åbner op for en anden virkelighed
Betty Nansen Teater, 17. oktober – 24. novmeber
Spotlys sendes nedover en liggende hund, med en havegreb gennem kroppen. En kvinde skriger og en spinkel drengeskikkelse bevæger sig tøvende hen til den døde hund. Drengen sætter sig ned og rør ved hunden. Kvinden skriger videre.
Imens læser en anden kvinde højt fra et stilehæfte. Det er Christophers, den spinkle dreng. Han skriver om den døde hund, der hed Wellington. Nøgternt, uden empati, kun sandheden. Det er fordi han er autist og ikke ved hvordan man lyver.
Faktisk kommer teksten i stilehæftet fra Mark Haddons roman The Curious Incident of the Dog in the Night-Time, som teaterstykket er baseret på. Således er stykket tro overfor sin kilde og skildrer samtidig hvad der sker i hovedet på en autist. 
Christophers far siger at han ikke må opklare mordet på Wellington. Han skal ”lade være med at stikke sin næse i andres sager”, men det er en metafor og Christopher forstår ikke metaforer. – Det er måske derfor han gør det alligevel.
Han forstår heller ikke ansigtsudtryk, et løftet øjenbryn kan betyde at man synes nogen er idiot men det kan også betyde ”Jeg vil lave sex med dig”.
Stykket handler om de hemmeligheder forældre har for deres børn, for at beskytte dem. Der foregår meget rundt om Christopher, men det er de ting han, som autist, har svært ved eller interesserer sig for der fylder mest, hvilket udgør en interessant og anderledes ramme om en ellers forudsigelig historie.
…nervepirrende, smukt, rørende og humoristisk
Der er otte skuespillere på scenen, dynamikken er centreret omkring Christopher der ironisk nok er den, der har mindst lyst til at skulle forholde sig til andre mennesker. Alle præstationer er gode, men det er Thure Lindhardts kropsliggørelse af den autistiske teenagedreng, der står stærkest og tryllebinder publikum. Hans kropssprog og ansigtsmimik er dirrende, og han er hele tiden spændt op på opmærksomhed.
Helt særlig er Christophers rejse med offentlig transport. En hverdagsting, men en næsten uoverskuelig udfordring for ham, der ikke ved hvordan billetautomater fungerer, ikke vil have folk rør ved ham og bliver angst af høje lyde.
Samtidig bliver selve historien afbrudt af poetiske breaks af videnskab, hvor Christopher fortæller om astronomi eller matematik. Dette understøttes af billedprojektioner, lys og lyd, og i sin talestrøm virker Christopher allermest afslappet og næsten lykkelig.
Der er dog et unødvendigt metalag om forestillingen som forestilling, hvor Christopher godt selv ved, at det der sker på scenen, bare er en skolekomedie bygget over hans stilehæfte, med historier. Det skader ikke bemærkelsesværdigt men er unødvendigt for essensen.
Stykket er nervepirrende, smukt, rørende og humoristisk. Det er desuden en fortælling om hvordan det er at være forælder til en autist, og have et barn du ikke må holde om. Den tætteste kontakt Christophers forældre har til ham, er når de får lov til at sætte deres fingerspidser mod hans i et kort sekund. Dette øjeblik medfører en knitrende energiudladning. Sådan føles det også for publikum at være i teatersalen. Derfor får forestillingen 6 shot.
Du kan læse mere om forestillingen på Betty Nansen Teatrets hjemmeside her.
FOTO: Peter Sørensen / Das Büro
Anmeldt af Johanne Helene Hav Hermansen
