FRANKENSTEIN GENSKABT

4 kanyler

Dæmonisk Johan Olsen bærer hele forestillingen!

Det Kongelige Teater 12. januar – 4. april

Frankenstien bliver genskabt på det Kongelige Teaters store scene. Selvom historien er gammel er den stadig relevant, men Frankenstein mangler sin vildskab.

Johan Olsen er aftenens konferencier og fortæller. Gennem rockballader og syrerock leder han publikum igennem forestillingen om Frankenstein og hans monster.

Olsen har en kæmpe stemme og en kæmpe tilstedeværelse og intensitet. Han indtager scenen med hård hånd og lader ikke noget være tilbage til de andre medvirkende. Som diabolsk fortæller og dukkefører føres tankerene hen på konferencieren fra ”Cabaret” – grusom og skør! Netop som man forestiller sig Doktor Frankenstein burde være.

Jeg skal love for at det grå guld fik en på opleveren!

Man savner Olsens vildskab og intensitet i Anders W. Berthelsens Frankenstien, som på trods af sin selvdestruktive vrede og weltschmerz i forestillingens begyndelse, alt for hurtigt bliver alt for blød i knæene og om hjertet.

Man savner lidenskab og magtliderlighed, og man savner lidt mere fokus på processen af skabelsen af Frankensteins Monster. Monstret dukker nærmest bare op, og forsøget lykkedes næsten alt for let.

frankenstein

Danica Curcic er charmerende som klovnet forfører og Frankenstein-fan. Det er hende som ægger Frankenstien til at påbegynde vanvidsprojektet: at skabe et falsk menneske. Det er begæret for hende som driver værket, men Berthelsen er ikke vanvittig nok og Curcic ikke sexet nok til at vi rigtig køber den. ”Alt der er farligt, er sexet” proklamerer Curcic, men det er netop det teater-delen af forestillingen ikke er.

Det er i musikken og ikke mindst hos Johan Olsen at man skal finde det diabolske, sexede og farlige. Historien er flad men musikken er bragende og overvældende. Kulturshot spørger sig selv hvor man kan købe det soundtrack. Det Kongelige Teater skal have ros for at levere en teater-rock-musical/koncert (eller hvad man skal kalde den) hvor publikum, og især det yngre, virkelig kan få lov at rocke igennem. Jeg skal love for at det grå guld fik en på opleveren!

Scenografien af Palle Steen Christensen er syret og henleder ens tanker på Rocky Horror Picture Show. Kitshet og over the top og gennemgående wierd –  kæmpe laboratorium med en ”elefant-livmoder”, larmende og osende togperroner og et fallos lignende fantasy tog. Det Kongelige Teater gir’ den alt hvad de kan!

Skuespillet og dramaturgien fungerer desværre ikke optimalt, men Johan Olsens stemme bringer uhyggen og alvoren tilbage. Han er fantastisk på scenen, og virkelig forestillingen scoop!

Læs mere om forestillingen og bestil billetter på Det Kongelige Teater hjemmeside

FOTO: Christian Als

Jeg er uddannet BA i Teatervidenskab med Dansevidenskab som bifag, samt MA i Moderne Kultur og Kulturformidling med bifag hos tillægsuddannelsen i Journalistisk formidling fra DMJX/Aarhus universitet. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

3 Kommentarer

Skriv et svar