Fredag d. 7. oktober, Hotel Pro Forma, Lounge
Fredag tog jeg med en veninde til Lounge hos Hotel Pro Forma – en åben og gratis invitation til et event arrangeret af deres praktikanter ved navnet ”The scream that was stolen.”
Vi er fremme præcis kl. 17.00, hvor eventet skal starte og en form for usikkerhed over, hvad det er vi skal ind til begynder at brede sig. Men måske er det normalt, når man skal til en (måske) lidt outreret kulturel event? Vi skal op på 3. sal, og hele vejen spiller melodien til ”I en kælder sort som kul”.
Vi hænger vores overtøj, og en kvinde giver os et par indesko og en maske af tykt net. Dem skal vi have på, inden vi træder ind i loungen.
I loungen bliver der spillet dæmpet instrumental musik, og der er en bar med to maskerede bartendere. Væggene er dækket af hvidt stof, og i enden af det lille rum står en mikrofon. I hjørnet lige ved indgangen er en bakke med en overflod af pakker med hvide piller: ”Anti Depressiva”. Vi går op i baren og bestiller to Cape Cods. Det er længe siden jeg har fået en drink med sukker på kanten til 25kr. Det er sgu i orden.
En maskeret kvinde kommer hen til os, og spørger om vi har udfyldt deres spørgeskema. På en skala mellem extremly low og extremely high, føler du: anxiety, harmony, awkwardness, compassion, apathy. Jeg rater anxiety og awkwardness meget højt, Harmony middelhøjt og compassion og apathy ret lavt. Jeg lægger mærke til en projektion af et søjlediagram, der viser de 5 følelser – søjlediagrammet skifter efterhånden som flere svar kommer ind.
Det er bestemt et brud på en konventionel fredagsbar, og vi prøver at ignorere det. Men det er svært ikke at tænke over budskabet – især en fredag eftermiddag, hvor hovedet stadig skal komme sig over endnu en uge på kontoret.
Jeg føler mig nervøs og usikker på, hvad der skal ske og akavet fordi… ja, hvem ville ikke føle sig akavet iført en netmaske og hjemmesko? Til gengæld synes jeg egentlig også, jeg er sært harmonisk. Jeg er ude med min veninde, jeg er helt anonym, og jeg har en drink i hånden. Men jeg har svært ved at se, hvordan jeg skulle føle speciel ”compassion” med nogen.
Det har min veninde til gengæld ikke svært ved. Hun føler en form for empati og medfølelse for de andre i rummet. Måske er det noget med, at vi alle sammen har masker på, så vi ligner hinanden? Og omvendt ville en apati måske have noget at gøre med, at vi ikke kan se de andre, og dermed ikke (i bogstaveligste forstand)kan sætte ansigt på dem.
Jeg fryder mig lidt over, at der potentielt – som loungen fyldes mere op – kunne være folk jeg kender, men som jeg ikke kan hilse på, fordi vi ikke genkender hinanden. Der er noget frihed i anonymiteten.
Endnu engang går en kvinde rundt med en lille æske og tilbyder alle servietter. Servietten er et gennemsigtigt stykke papir med en sang på. Jeg skimmer teksten og ser at melodien, den er skrevet på er ”I en kælder sort som kul”. En kvinde går op til mikrofonen og slår på et glas. Alle rejser sig, og kvinden begynder at dirigere.
You dont have to be afraid
It is never too late
We will help you rip it out
We can say that with-out a doubt
Probably you gonna cry
But as long as you comply
Everything will be alright
Get ready for in-sight
Kort efter kommer en af de andre loungedeltagere hen og hvisker noget til min veninde. Hun nikker lidt. Beskeden var ”Wake the daytime Giant,” og at hun skulle sige det videre. Det er bestemt et brud på en konventionel fredagsbar, og vi prøver at ignorere det. Men det er svært ikke at tænke over budskabet – især en fredag eftermiddag, hvor hovedet stadig skal komme sig over endnu en uge på kontoret.
Der er efterhånden fyldt godt op i loungen og vi beslutter os for at vi ”bare” er på bar i lidt andre omgivelser og med en lidt anden dresscode, og så er det nemt at slappe af i de ualmindelige omgivelser og snakke om helt almindelige ting.
Derude hænger der et helt fantastisk medicinskab, fyldt med pillepakker, hvorpå der f.eks. står: Substantiver, Pronominer og Interjektioner
Det er først da endnu et menneske hvisker min veninde i øret, at vi bliver mindet om, at det her er en lounge, hvor der er tænkt lidt mere over tingene. ”Dont trust a smiling agent” lød beskeden denne gang. Beskeden vækker ikke mindre genklang, men den river os ud af følelsen af vores normalitetsboble og minder os om, hvor vi er. Og at det er på tide at komme hjem.
Vi afleverer maske og slippers, og finder vores tøj i garderoben. Og så skal vi lige på toilettet. Derude hænger der et helt fantastisk medicinskab, fyldt med pillepakker, hvorpå der f.eks. står: Substantiver, Pronominer og Interjektioner. Over vasken hænger desuden et billede, der umiskendeligt refererer til Munchs ”Skriget”. Vi morer os over referencen og tanken om at tage ord i pilleform, når man har fået stjålet sin stemme eller skrig.
Det er alligevel sjældent, man forlader en fredagsbar med mere i hovedet, end da man kom og andet end bare alkohol. Også selvom det var virkelige billige drinks.
Du kan læse mere om Hotel Pro Formas Lounge events her.
