Kulturshot er på en noget uvant og lækker opgave; at reportere fra en pressebrunch som serveres på den skrånende scene på Betty Nansen.
Der er mange sociale situationer, som man ikke er blevet oplært i – for mig er pressebrunch én af dem. Hvad fanden gør man af sig selv til et sådant event? Jeg har ingen idé, da jeg tager til Frederiksberg Allé og ender da også med at google ”how to avoid being socially awkward wikihow with pictures” i ly af en busk, i nærheden af teatret. Da jeg træder ind i teatersalen, går det op for mig, at vi skal sidde på scenen og spise- en scene der skråner – det kan jo ikke gå galt.
Hurtigt fyldes salen af lige dele pressefolk og medvirkende for sæson 16/17 – også den skuespiller som jeg valgte at spontanomdøbe i min seneste anmeldelse ( UNDSKYLD Laura Bro) Vi bliver budt op på scenen af teaterdirektør Vibeke Windeløv og herefter sætter flokmentaliteten ind; pressefolk sætter sig ved det ene bord og kunstnere ved det andet, med undtagelse af nogle modige, der tør at blande blod – eller i hvert fald latte- for en formiddag.
Nu gælder det mandelcroissanterne og offentliggørelsen af teaterprogrammet, som bliver delt rundt på bordene. Jeg får ikke noget i første omgang, men jeg får lov til at kigge sammen med Børsens kulturredaktion. Jeg ser til min store begejstring at mit barndoms idol, Flemming Enevold, spiller med. Mon han kommer i dag? Er han her allerede? Slemt skuffet bliver jeg, da Vibeke Windeløv siger, at han befinder sig i en flyver. ØV!
Det er en helt fantastisk engageret teaterdirektør, der tager scenen (hun har selv bagt havrekiks til pressen – det er misundelsesværdigt dedikeret og de smager SÅ godt) I sin præsentation af sæson 16/17 pointerer hun flere gange, at der er udvalgt forestillinger efter et princip om relevans og vedkommenhed i DK 2016, samt et blik for den gode historie. Men det er ikke nok at vælge vedkommende fortællinger- bemærker hun- det interessante er formidlingen og skabelsen af et interessant teaterrum – et rum som Betty og Vibeke mener er til for os allesammen.
Jeg synes, at det er et stærkt og interessant program der bliver præsenteret og jeg synes, at det er tydeligt, at man vil noget med scenekunsten – både med form og indhold. Særligt ser jeg meget frem til Sort Vand af den tyske dramatiker og sceneinstruktør Roland Schimmelpfennig. Tekstforlaget omhandler en magisk nat i et friluftsbad, hvor to meget forskellige grupper unge springer over hegnet og smelter sammen- men kun for en nat. Denne sammensmeltning kommer til at betyde noget langt ind i deres voksenliv. På rollelisten er bl.a. Janus Nabil Bakrawi, Marie Louise Wille og Özlem Saglanmark. Sort Vand instrueres af Anja Behrens og spiller på Edison.
Dekalog virker også meget lovende; oprindeligt en tv-serie af Kieslowski fra 1989, der tager fat på intet ringere end de 10 bud og de dilemmaer der opstår for almindelige mennesker i et mikrosamfund, med alle samfundslag repræsenteret. Jacob Schokking, der både instruerer og og skaber scenografi til forestillingen siger, at han vil plukke af budene og vælge dem, der er relevant for teaterscenen og for mennesker i 2016. Han lover i øvrigt en visuel og musisk iscenesættelse.
På programmet kan man også finde Vredens Druer, som skal fortolkes af Katrine Wiedemann. For de, som er lige så hullede litterært som jeg selv, vil en googlesøgning afsløre, at Vredens Druer oprindeligt er en roman af John Steinbeck fra 1939 og en skildring af vilkårene for en flygtningefamilie, der rejser tværs gennem USA uden særligt mange midler under den store depression. Jeg glæder mig til at se, hvordan Wiedemann aktualiserer stoffet og håber på, at det ikke bliver overtydeligt med referencerne til den aktuelle flygtningekrise, som er svært sammenlignelige.
Jeg har nogenlunde spist min brunch, da Emmet Feigenberg præsenterer Livlægens Besøg, som han selv skal iscenesætte. Historien om hvordan trekløveret; idealisten Struensee, Caroline Mathilde og den gale/semigale Christian d. 7, for en stund reformerede det enevældige Danmark og f.eks. indførte trykkefrihed, er ifølge Feigenberg aktuel, fordi den åbner for en refleksion over basale friheds – og menneskerettigheder og om hvad vi tror på politisk. Der er et helt voldsomt stjernespækket cast på både Livlægens Besøg og Vredens Druer ( på alle forestillingerne i virkeligheden), så mange dygtige spillere, at det ville blive ren opremsning, hvis jeg skulle nævne alle.
Samtlige forestillinger spiller for et dansk publikum for første gang og det synes jeg er sejt – jeg oplever en kant i kunsten og et ønske om at forny sig. Et ønske som også fremgår, da Windeløv afslører en fantastisk nyhed: I kommende sæson vil mandag på Betty Nansen betyde plads til yngre og mere eksperimenterende kræfter, diskussioner, foredrag, sommerjazz og film.
”Det var lige noget for dig hva?” siger min sidemand. Han har nok set, hvad jeg har skrevet med kolossalt store bogstaver i min notesbog: NYE KRÆFTER. MANDAGE. SEJT!
Da programmet er offentliggjort er det tid til, at skuespillere og instruktører skal forenes på et gruppebillede. Imens snapper jeg et billede af et brunchbord, der er blevet spist.
Og så kan der vist ikke presses mere ud af den pressebrunch * LOL * Det var faktisk helt hyggeligt, da man kom i gang. Jeg vil ikke sige, at jeg er VM i disciplinen endnu men måske sådan 2. Division eller deromkring. Jeg kommer helt sikkert til at besøge Betty og Vibeke Windeløv oftere end det har været tilfældet i 2015/16 – så meget vil jeg gerne love og jeg vil glæde mig til det.
Se mere på www.bettynansen.dk.
