Form overdøver indhold i endnu en autofiktiv monolog
Teater Får302, 16. marts – 11. april
Autofiktion er svært at lykkes med, både i litteraturen og på scenen. ”Sange om mor” er skuespilleren Peter Frank Khouris erindringer om sin opvækst med en enlig mor i 70’erne, på Amager og i en betonghetto. Den påstår at være ”en musikalsk tour de force om barndommen som kampplads” men det er en overdrivelse.
”Sange om mor” handler om de første 17 år af Frank Khouris liv. – med en tung overvægt på de første 4 år. Kronologien brydes af små pauser, hvor han synger eller stirrer fjernt ind i lyset eller sidder på en gynge, mens han taler om blandt andet erindringen, der forsvinder.
Forestillingens største udfordring er helt banalt et misforhold mellem form og indhold. Frank Khouri vil fortælle rigtig meget, og det er tydeligt at hans liv har givet ham mange historier. Desværre har sorteringen ikke været helt skarp. De episoder han mindes og gengiver, er isolerede og har enkeltvis ingen konsekvens for resten af historien.
Der går f.eks. lang tid med at fortælle om en af morens kærester, grønlænderen Lot, men han forsvinder af sig selv uden drengens indblanding og dermed ophører hans funktion og betydning for resten af historien.
Indholdet er altså opremsende og lidt overfladisk, hvor de enkelte historier mangler dybde.
Omvendt er formen altdominerende. Man kan godt høre at Peter Frank Khouri selv har skrevet stykket. Hele historien er fortalt i 3. person, og i brudte sætninger, som læste han højt af knækprosa, ala:
Drengen og hans mor. Drengen og hans mor er sammen. Altid sammen. Kun de to. (Dette er ikke et direkte citat).
Det bliver en forceret poetisk tilstræbelse, der overdøver historien, de steder hvor den faktisk har potentiale for at ramme publikum et sted, hvor det gør ondt.
Når ”Sange om mor” alligevel virker ind i mellem, så er det især pga. lydsiden. Westernmusikken og det næsten konstante underlægningstema som musikeren Anders Birk eksekvere live på scenen, skaber rummet for historien og er det lærred som fortællingen males op på.
Både tekst og skuespil er ret middelmådigt og giver ikke plads til det virkelig talent som Peter Frank Khouri faktisk besidder. Han er nemlig snarere historiefortæller end han er skuespiller. Droppede han den distancerende 3. person og knækprosaen, ville han kunne fortælle nogen ægte erindringsperler, der kunne holde publikum på kanten af bænken. Det er når han prøver at gengive følelser fra sin barndom, ved at spille sig selv, det går galt.
Der er dog et tidspunkt hvor historien kommer helt ind under huden. Peter Frank Khouri taler om sin mor, om den vanvittige mor, han er vokset op med. Som også bare er en mor, og nogen gange en god mor, der har gjort sit bedste.
Det var et stærkt øjeblik, der rørte ved noget. Og jeg ville ønske der havde været flere af dem. Som tak for det, musikken og den skjulte historiefortæller får ”sange om mor” 3 shots.
Du kan læse mere om forestillingen på Teater Får302’s hjemmeside her.
