Med lukkede øjne og åbne ører
Radiodramaet oplever i disse år en opblomstring, bl.a. via DR’s Radiodramas produktioner af hørespil som kan downloades eller live streames på DR’s hjemmeside.
Nu får Radiodramaet for første gang sin egen festival; FLYD – Festival for lyddramatik. Her bliver lyddramatik anno 2014 præsenteret. På FLYD kan du opleve dramaer af både nye og klassiske dramatikere; bl.a. Christian Lollike, Line Knutzon, Kristian Husted, Samuel Beckett og Robert Wilson.
På FLYD oplever du teater på en helt ny måde og du lærer at spidse ørerne og virkelig lytte. Du kan bl.a. opleve live-opførelser, radiobiograf og fælleslytninger med hovedtelefoner på i scenograferede teaterrum. Derudover er der artist talks, audio walks, 3D-radiodrama og Midnight Radio hvor Gloria åbner op for en midnatsforestilling, hvor publikums comfort zone i den grad bliver udfordret.
Det hele er ganske spændende og ganske gratis!
Festivalen starter i denne uge og forløber fra d. 21. – 24. august på forskellige teatre i København som alle har særlig tilknytning til ny dramatik: Husets Teater, Teatret ved Sorte Hest, Teater Grob, Københavns Musikteater og Gloria Biograf. Billetter er ganske gratis, men skal bestilles på Ticket Easy.
Kulturshot har kigget i programmet og vil gerne anbefale 3 lyddramatiske forestillinger:
“Midnight Radio”
Midnatsarrangement i Gloria Biografen hvor der bliver præsenteret 3 små dramaer: ”It’s Your Funeral” der handler om at designe sin egen død og begravelse. ”The Incomplete Recorded Works of a Dead Body” der er et sort-komisk doku-drama, og det improviserede meta-drama ”Et drama”.
Det giver altid en hel særlig stemning at se forestillinger på utraditionelle tidspunkter, og bare tanken om at opleve disse dramaer kl. 12 om natten med et lydsystem som Glorias, er nok til at give Kulturshot kuldegysninger!
Du kan opleve “Midnight Radio” fredag d. 23. august kl. 23.59 i Gloria Biograf. Billetter bestilles her.
“Underværket” af Christian Lollike
Christian Lollike er efter Kulturshots mening en af de mest interessante danske dramatikere lige nu. Han er både provokerende, ambitiøs og sætter fokus på tunge og vigtige temaer. Han har f.eks. skrevet “All my dreams come true”, “Skakten” og “Manifest 2083“.
“Underværket” handler om terrorisme og tager udgangspunkt i 9-11 tragedien; terrorangrebet på World Trade Center, d. 11. september 2001. Det er et eksperimenterende værk, sammensat af udsagn og refleksioner over kunst og terrorisme, den vestlige og den tredje verden.
“Underværket“ modtog i 2006 Prix Europa for bedste radiodrama. “Underværket” kan opleves søndag d. 24. august kl. 13.00 på Teater Grob og billetter kan bestilles her.
“Monsters of Grace II” af Robert Wilson
Robert Wilson er en verdenskendt iscenesætter, instruktør og billedkunstner og “Monster of Grace II” er hans første radiodrama. Dramaet har ikke en lineær form, men er en slags montage af stemmer og lyde som skaber et stemningsfuldt lydbillede. “Monsters of Grace II” handler om mennesket; livet, døden og forfængelighed. Wilson er kendt for at være en meget visuel kunstner og for at skabe næsten billedkunstneriske værker, derfor bliver det interessant at se hvordan han griber et lydbaseret drama an.
Du kan bestille billetter til “Monsters of Grace II” her.
Du kan se hele programmet for FLYD på Radiodramas hjemmeside her og følge festivalen på deres facebookside.