Hotels Pro Formas intenst rolige mørk – giver lyst til MERE mørke og mindre lys
Republique, Hotel Pro Forma, 3. maj – 24. maj
“Please put on your headphones – cable on the left”, sådan starter Hotel pro Formas forestilling “Latter i Mørket – sindet bedrager”. Få ord på en hvid cirkel og så slukker lyset. Der bliver mørkt – helt mørkt. I høretelefonerne høres latter – så lyde, stemmer. En kvinde taler roligt, en mand svarer, så….en bilulykke. Lyden af ulykken breder sig fra ørene og ud i min krop. Det hele er meget tæt på; lyden af en knitren, noget der knækkes og den rolige kvindestemme. Jeg må vende mig flere gange for at sikre mig, at der ikke står nogen bag mig og taler. 
Vi er blinde, som vi sidder der i mørket. Blinde, som Albinus der forlader sin kone og bliver den ene brik i det simple trekantsdrama mellem hans elskede Margot, hendes ekskæreste Rex og Albinus selv; der har mistet synet efter en bilulykke. Vi er blinde, som Albinus der ikke kan se det bedrag, han er udsat for og må overgive sig totalt til sin Margot, i en utryg verden uden tillid, med fatale konsekvenser.
Men lukker jeg øjnene og er med de tre karakterer som stemmer, løftes forestillingen op. Karaktererne bliver typer, og deres stemmer klinger så fint og interessant sammen at man nærmest ville ønske Kirsten Dehlholm var gået længere med forestillingens leg med lyd
Lyset går op og vi tager høretelefonerne af. En pære gynger frem og tilbage og afslører lidt efter lidt scenen. Scenografien er præget af gentagende forme – cirkler, spejle og lodrette stave udgør det på én gang symmetriske og forvirrende univers. Det er som, befinder vi os, selv nu hvor vi kan se, i Albinus’ blinde verden. En slags forhindringsbane.
Vi får i dette landskab fortællingen om Albinus, Margot og Rex fra begyndelsen. En fortælling om kærlighed, begær, utroskab, svigt og drab. De tre skuespillere bevæger sig i koreograferede bevægelser og mønstre rundt på scenen på klodser, der er sat fast under deres sko. Stilen er mere stiv end indlevet og selvom den unge Clara Fasting Prebensen har en eminent stemmeføring, der vedbliver at forføre og forurolige, bliver det hele lidt sløvt i længden. Thomas Mørks Albinus, bliver i den statiske instruktion, ikke rigtig til at genkende som et levende væsen, mens Rex på trods af Johannes Lilleøres interessante og drilske stemme aldrig bliver rigtig farlig – om end hans karakter er den, der lever mest.
Men lukker jeg øjnene og er med de tre karakterer som stemmer, løftes forestillingen op. Karaktererne bliver typer, og deres stemmer klinger så fint og interessant sammen at man nærmest ville ønske Kirsten Dehlholm var gået længere med forestillingens leg med lyd.
Når vi igen tager høretelefoner på, er det denne gang i lys. Forestillingen smelter her sammen og vi ser nu billedsiden af biluheld, knitren og knæk i øret. Vi ser Margots leg med den blinde Albinus, når hun taler til ham (og os) mens hun kæler med Rex. Den tale vi før troede var til Albinus viser sig at være hvisken i Rex’ ører – igennem høretelefonerne helt tæt på vores ører. Der bliver leget med sanserne og forestillingens undertitel “Sindet bedrager” kommer her virkelig til sin ret; når syn, hørelse og hukommelse spilles ud imod hinanden.
Der bliver spillet til så gulvet ryster og flere publikummer må holde sig for ørene, hvorefter musikken afsluttende samler sig til en blid og rørende afslutning, på en forestilling der desværre aldrig kom tæt nok på
Instruktøren Kirsten Dehlholm skriver i programmet, at hun behøvede en simpel historie til at kunne udvikle og lege med det visuelle og auditive univers – men måske bliver historien alligevel næsten så simpel, at den bliver ligegyldig. I de glimt hvor man som publikum, gennem høretelefonerne bliver ligestillet med den blinde Albinus’ oplevelse af verden – hans forvirring, frygt og afhængighed af Margot – står forestillingen utrolig stærkt. Men i det lange mellemspil (2. akt), hvor historien lever som en “almindelig” forestilling – på trods af at udfordrende lydside, klodser under sko og drejende cirkler gør den “ualmindelig almindelig” – så bliver det desværre lidt fladt.
I forestillingens 3. akt udvides den musikalske lydside der følger forestillingen, med den tyske musiker og komponist Nils Frahm. Her bliver rummet lukket sammen om hans scenografiske station og Frahms toner får lov til at fylde og fortolke rummet. Det er inderligt og utrolig smukt, men desværre er min tålmodighed opbrugt da vi når til denne intense mini-koncert, der afrunder hele forestillingen som en smuk og udfordrende opsummering af det følelsesliv, vi ikke så skuespillerne udfolde. Der bliver spillet så gulvet ryster og flere publikummer må holde sig for ørerne, hvorefter musikken afsluttende samler sig til en blid og rørende afslutning, på en forestilling der desværre aldrig kom tæt nok på.
Ideen bag forestillingen er god, men jeg sidder tilbage med en afgørende følelse af at det hele aldrig bliver helt godt nok – eller bare helt nok! Desværre. For jeg er vild med konceptet, det visuelle udtryk og al den LYD. Da jeg går ud af salen ville jeg ønske, at jeg havde siddet helt i mørket og oplevet Margots bedrag og Albinus’ ulykke. Kun latter i mørke – ikke i lys. Der kvitteres med tre kanyler for lyd, mørke, koncept, mod og….lyd.
Som en afsluttende bemærkning, er det værd at bemærke at der til forestillingen tilbydes en app, der kan give undertekster til engelsk-talende publikum. En både generøs, interesant og nytænkende idé, jeg håber at se mere af i fremtiden.
Du kan læse mere om forestillingen på Republiques hjemmeside eller om kompagniet Hotel Pro Forma her.
FOTO: Claudi Thyrrestrup
Anmeldelse: Cecilie Madsen
