Nyskrevet monolog gransker vor tids unge kvinde
Københavns Musikteater, Emma Genz, 2. – 9. marts
Liv går op i at motionere. Hun presser sig selv, men nyder også lidt forkælelse en gang i mellem, hun spiser en passende mængde citrusfrugter, og bor i en minimalistisk indrettet lejlighed, for så kan hun bedre fokusere på alle de ting, hun nu engang skal nå. Liv er tilsyneladende perfekt. Men vi opdager, at hun samtidig er et luftkastel, og at virkeligheden er en helt anden. Mobningen, den egoistiske, kærlighedshungrende mor, og alle de usendte hadebreve stikker deres grimme fjæs frem i fortællingen om den unge kvinde, der kæmper for at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun vil leve sit liv. Rosalinde Maria Mynster har skrevet teksten, og står samtidig på scenen i denne Emma Genz-producerede forestilling. Monologen er voldsomt velskrevet. Den svinger mellem en dagligdags, ultra-naturalistisk form, hvor hverdagens klichéer bliver fremstillet, uden de virker tomme og forcerede, og en poetisk, nærmest messende stil, der sanseligt italesætter en melankolsk nostalgi, og de to modpoler klæder hinanden.
Rummet er tapetseret med hvidt, hospitalslignende lærred, og scenografien består af brune papkasser, og en stor portion teknisk flair. Videoprojektioner, lyssætning, og lydeffekter skaber et sammenhængende og altomsluttende univers for forestillingen, som det er kendetegnet ved Emma Genz-produktioner. Det er virkelig en fornøjelse at være vidne til. Derudover er skuespillet en af ”Livsbiografi”s andre stærke punkter. Mynster er både sød og charmerende, rørende og sjov. Hun omfavner rollen med en ærlighed og en flatterende sympati, der giver Liv en dejlig dybde, som man desværre sjældent ser, når unge mennesker portrætteres på teatret i dag (hvilket muligvis hænger sammen med, at disse roller i høj grad bliver spillet af ældre skuespillere, og det er en stor skam).
Alting spiller i ”Livsbiografi” – på nær længden. Forestillingen tager fem kvarter, hvilket er alt for langt, især for en monolog. Rosalinde Maria Mynster gør sit bedste for at fastholde publikums opmærksomhed, men det er en hård opgave, og det ville have gavnet forestillingen, hvis den havde været bare et kvarter eller tyve minutter kortere. Længden gør, at man som publikum døser hen, det bliver svært at holde koncentrationen til sidst, og desværre kommer dele af forestillingen til at virke unødvendige og en anelse svælgende, hvilket er frygteligt ærgerligt med så dejlig en forestilling som ”Livsbiografi”. Alt i alt er forestillingen dog en fryd, og Kulturshot sender fire flotte kanyler afsted til Emma Genz.
Du kan læse mere om forestillingen på Københavns Musikteaters hjemmeside og om Emma Genz her.
FOTO: Kjeld Grønberg
Anmeldt af Tine Hjorth
