Voldsom og forpustende
Dansehallerne, Store Carl, Recoil Performance Group, 1.-14. marts
Forestillingen starter allerede når dørerne åbner. Vi bliver lukket ind én efter én i et totalt mørke; en lille sti af oplyste små lapper papirer der lyser i mørket, er alt der findes. Alle sanser er skærpet; jeg er blind og bliver ledt på plads af en person jeg aldrig ser. Forberedt på at alt kan ske.
Ud af mørket opstår bevægelsen. Blødt og poetisk ved at papiret på magisk vis flyver og figurer bliver dannet blødt og svajende. Lyden af kroppe på gulvet og papiret der rasler blander sig med ukendte lyde fra højtalere placeret imellem publikum.
Det eskalerer fra at papirstykkerne er få og sirligt placeret på gulvet til en brusende selvlysende fontæne. Lige pludseligt hører man lyden af en højtaler som falder og derefter begynder lyset at cirkulere. Så bliver det råt, rigtig råt.
Det er en af den slags forestillinger
hvor jeg glemmer sig selv, og jeg bagefter husker
hvorfor jeg elsker scenekunst
Dansernes koreografiske materiale er fysisk, der er ingen pauser i bevægelserne på scenen. Danserne deler energien så den aldrig stopper. Koreografien er intens med hardcore floor work og fantastisk partnering der på samme tid er voldsom og blød.
Alle sidder på første række, placeret hele vejen rundt om scenen, hvilket skaber en meget intim stemning. Jeg har noget med resten af rummet. Jeg er ikke kun beskuer. Jeg er med i processen. Jeg har lysende papirstykker under fødderne og angsten for at blive ramt af en krop eller højtaler i halsen.
Forestillingen når sit klimaks og er færdig næsten før den før jeg når, at forstå at den er begyndt. Det er en af den slags forestillinger hvor jeg glemmer sig selv, og jeg bagefter husker hvorfor jeg elsker scenekunst.
Der er en stor kontrast mellem første del der foregår i mørke, er rolig og har en skønhed i noget så simpelt og fint som mønstre i selvlysende papir, og den anden del, hvor lydsiden og bevægelserne har en råhed og hvor der til tider næsten opstår voldelig stemning. Denne kontrast får råheden til at virke endnu stærkere.
Danserne er i anden del følelsesløse maskiner. De er reduceret til fysiske kroppe; ingenting overflødigt er tilbage kun krop, energi og bevægelse.
Jeg selv, er inden forestillingen begyndt en transformation hvor jeg bliver reduceret til biologi. På vej ind i den mørklagte sal er det ligegyldigt hvem jeg er. Jeg er alene i mørket, afhængig af mine sanser og min krop. Når så lyset blænder op, bliver jeg bombaderet med indtryk, hvad enden jeg er klar til at modtage dem eller ej.
Lydsiden er som bevægelserne – voldsomme og energiske og jeg ved ikke hvad der er opstået først. De fem kroppe, lyset og lyden er smeltet sammen og eksploderer i “On Volt”.
Der er ingen humor, ingen følelser, ingen show. Det er så langt fra ”Jazzhands” og ”dobbeltdrejninger”, som det kan komme. Det taler til kroppen og kroppens instinkter. Så hvis du er til Musicals og melodigrampris, er det her ikke en forestilling for dig.
Hvis man har set andre forestillinger koreograferet af Tina Tarpgaard, må man forvente en mere ”back to basic” forestilling. Scenografi, lyd, lys og også bevægelsen er holdt helt simpelt. Der er ingen videoprojektioner eller tekniske effekter til at underbygge stemningen. Forestillingen er kompromisløst skrællet for alt unødvendigt.
Det er poetisk og brutalt og efter de 50 minutter er jeg fuldstændig forpustet. Det er resten af salen også – spændingen holdes i flere minutter efter danserne har forladt scenen.
Normalt er der plads til 200 publikummer på Store Carl, men pga. scenes opbygning og publikums placering i denne forestilling er der kun plads til knap 100 personer, så skynd jer at bestille billetter, for “On Volt” er en af de bedste forestillinger der er blevet vist på Carlsberg i år!
Du kan læse mere om forestillingen på Dansehallernes hjemmeside og om kompagniet Recoil Performance Group her.
Foto: Søren Meisner
Anmeldt af Anna-Olivia Christesen
