Viljens Triumf

viljens_triumf

3

En interaktionsforestilling med noget på hjerte, men uden gåsehudsfremkaldende gennemslagskraft.

Republique, 26. april – 10. maj

Normalt er notesbog og kuglepen mine to trofaste og uundværlige følgesvende. I særdeleshed når jeg skal i teatret, og formålet er at anmelde den pågældende forestilling. Men på gårsdagens varme aprilaften måtte jeg lade mine bedste venner blive i tasken, mens jeg overværede – eller var en del af, burde jeg snarere sige – Fix & Foxys ”Viljens Triumf”.viljens_triumf

Det var faktisk langt mere end mine skriveredskaber, jeg måtte gemme væk den aften på Republiques store scene. Mandagssløvsind, generthed og uvilje kunne jeg i samme ombæring proppe længst ned i tasken, for publikum viste sig at være den vigtigste ingrediens i forestillingen. ”Viljens Triumf” søger nemlig at genskabe Leni Riefenstahls nazistiske propagandafilm af samme navn fra 1935; et forræderisk og banebrydende stykke kunst, der omhandler nazistpartiets årsmøde i Nürnberg året før. I 2014-versionen på Republique er det den dansk-svenske Anders Mossling, der i rollen som både instruktør, Hitler, Goebbels samt andre fremtrædende partimedlemmer lader publikum blive en del af propagandafilmens største scener. Han vil, med hjælp fra to kameramænd, filme højdepunkterne fra Nürnberg-mødet, og det fremmødte publikum har intet andet valg end at deltage.

For kommende deltagere i teaterstykket vil det være synd at afsløre for meget. Stikord som køkultur, arbejdsfordeling, knæhøj march, flagvimpler og renhed beskriver dog aftenens performance ganske fint. På intet tidspunkt tvinges gæsterne i salen til noget som helst, for Mosslings uniforms- og slikhårsindpakkede høflighed er kombineret med den svenske accent næsten skræmmende korrekt. Det hele pakkes ind i en let stemning, hvor skuespillerens ønske tilsyneladende kun er at genskabe den skønhed og styrke, som han mener, at ”Viljens Triumf” indeholder.

Hvad står kunsten til ansvar for, hvor langt kan man gå i kunstens navn og hvordan adskilles manipulation fra virkemidler? Det er spændende temaer, ingen tvivl om det, og jo længere tid forestillingen bundfælder sig, jo bedre bliver den egentlig

Jeg er ikke nazist, starter han ud med at sige til sit publikum. Med ordet “jeg” henviser han tydeligvis til sig selv, Anders Mossling. Men aftenen igennem veksler han mellem så mange roller og attituder, holdninger og udtalelser, at tvetydigheden mellem hans egen og forestillingens persona står tydeligt frem. Det samme gør den følelse af ubevidst tvang og fællesskab, som stykket maner frem. For naturligvis er publikum der af egen fri vilje. Naturligvis. De har jo selv købt billet. Og ingen tvinges til at blive i salen og deltage i amatørindspilningen af den nazistiske propagandafilm. Men mennesket er en sjov størrelse, for trods nogle af gæsternes tydelige uvilje over for at deltage, gør menneskemængden alligevel sin psykologiske indvirkning. Ingen vil falde udenfor rammerne og være dén, der ikke hjælper til med at få teaterstykket til at glide. Ingen siger imod, når Mossling/Hitler, med høflighed i stemmen, beordrer lige rækker, forstillet glæde og opstillet hujen. Og ingen viser tegn på træt- og svaghed, når forestillingen bevæger sig et godt stykke over time nummer to.

Set i det udhvilede bakspejl står det klart, at ovenstående nok er én af pointerne ved ”Viljens Triumf”. At mennesket stadig vil skubbe egne grænser og behov til side i fællesskabets eftertragtede navn, koste hvad det vil. En anden er diskussionen om gråzonen mellem kunst og politiske budskaber. Hvad står kunsten til ansvar for, hvor langt kan man gå i kunstens navn og hvordan adskilles manipulation fra virkemidler? Det er spændende temaer, ingen tvivl om det, og jo længere tid forestillingen bundfælder sig, jo bedre bliver den egentlig. Men 2 ½ time ér, i min optik, simpelthen for lang tid for en interaktionsforestilling. Glimrende pointer eller ej. Jeg savner den fordybelse og de kuldegysende øjeblikke, som for mig er en lige så stor del af et vellykket stykke som efterrefleksion og et godt budskab (manipulerende som oprigtigt!).

Aftenen bød dog i den grad på noget andet end hvad jeg tidligere har oplevet, og er du på udkig efter en mere alternativ teaterform, kan du jo lade ”Viljens Triumf” tale for sig selv. Kulturshot siger tak for en anderledes oplevelse, og giver ”Viljens Triumf” tre kanyler.

Du kan læse mere om forestillingen på Republiques hjemmeside her.

FOTO: Søren Meisner
Anmeldt af: Louise Højmark

Louise Højmark

Jeg er vild med ord og formidling, og derfor læser jeg Analytisk Journalistik ved Aarhus Universitet. Når jeg ikke sidder med hovedet i studiebøgerne eller interviewer spændende mennesker, elsker jeg at gå i teatret, se film og godt tv samt læse tykke romaner og velskreven journalistik. Min interesse for teater opstod, da jeg i foråret 2010 gik på Oure Højskoles teaterlinje. Her fattede jeg straks interesse for teatret som medie og fortællekunst, og jeg har elsket og dyrket det på interesseplan lige siden. Jeg er især begejstret for forestillinger, der formår at kombinere humor og dybde. Jeg kan godt lide at forlade teatersalen med en følelse af, at forestillingen har givet stof til eftertanke. Når det er sagt, er jeg dog også vild med både teaterkoncerter og teatermusicals. Blandingen af teater, sang og dans giver mig næsten altid en glad følelse i maven og et kæmpe smil på læben.

Vær den første til at kommentere