THE TIGER LILLIES PERFORM HAMLET

Republique " Hamlet "  2/2012


Tak til Republique. Tak til The Tiger Lillies. Tak til spillerne. Tak for en virkelig dejlig aften med Hamlet

Republique, 25. februar – 2. marts + 21. april – 12. maj 2012

Først tak til Republique for at lave nye og anderledes forestillinger, og fordi de åbenbart er tossede med artisteri, musikteater og stemningsmættede forestillinger.

Tak til The Tiger Lillies for at fungere glimrende som både musikere og performere. Tak til forsanger  Martyn Jacques for at være en ond ond fortæller, med ond ond musik og ond make-up i hele ansigtet der, som en anden Tom Waits, leder publikum igennem det mystiske og gotiske vanvidsdrama. The Tiger Lillies musik indfanger dramaets dystre og sindssyge stemning og gør karaktererne endnu mere vanvittig usympatiske end de plejer at være.

Og tak til spillerne for deres dans, deres spil, deres nerve og for i store dele af forestillingen at hænge I torvetræk.

Forestillingen fungerer musikdramatisk virkelig virkelig godt. Den er mørk og mystisk, den er hævngerrig og vanvittig – præcis som dramaet.

Det er stemningen som er det store trækplaster i denne forestilling, og den bliver ved at være fantastisk dyster hele forestillingen igennem

Stemningen bliver virkelig godt indfanget af scenografien, især med store projektioner af vridende larver efter at Ofelias far er langt i graven og bliver ædt op af jordens kryb og biller. Eller som I  slutscenen hvor Leartes og Hamlet fægter til døden i slowmotion foran et blodrødt bagtæppe. Ligeså bliver der anvendt store og groteske visuelle elementer. For eksempel har Ofelias far 5 meter lange arme som han fra slottets top strækker ud af vinduet, mens Ofelia hænger og dingler i hans favn og bliver kastet fra side til side. Hun er virkelig en pige i mændenes magt – Hamlet og faderens. Ligeså fungerer kostumer og koreografi virkelig godt med resten af forestillingens æstetiske udtryk og koncept.

Nogen ville måske sige at forestilling har lige lovlig mange gentagelser af iscenesættelser og dramaturgiske greb, men jeg synes det fungerer så godt at jeg ikke har noget imod at se på de  samme i de 2,5 time forestillingen varer. Det er stemningen som er det store trækplaster i denne forestilling, og den bliver ved at være fantastisk dyster hele forestillingen igennem.

Forestillingen er I Republiques ånd fyldt med artisteri, f.eks. linedans og torvetræk. Det meste af forestillingen hænger mindst en af spillerne og danser rundt i luften. Det er en virkelig god idé, og det er også meget stemningsmættet, f.eks. da Hamlet svæver rundt i lokalet med Ofelia i sin favn, mens Ofelia har romantiske drømme om sit korte korte liv som Hamlets udkårne. Men de hængsler skal lige smøres en ekstra gang og karabinhagerne gemmes ekstra godt under kostumerne. Det bryder illusionen når man skal fikse rundt med hængsler og skubbe af fra gulvet for at komme i rotation og hænge vandret i luften. Det er ærgerligt, men det kræver blot træning.

Det eneste problem jeg har med forestillingen, er at den næsten er delt op i 2slags forestillinger med hver sin stil. Én del hvor the Tiger Lillies dominerer rummet med deres musik, og hvor spillerne fungerer som dansere og figurer, og én del hvor spillerne virkelig kommer på banen, Her spiller de fuldt igennem på tragedien. De råber næsten i hver scene, og Ofelia er ved at bryde sammen i hver anden. Spillerne spiller efter tekstens stemning og situationer, men det er svært at leve sig ind i Hamlets og de andre karakterers situation og sindsstemning, når man ikke har lært deres karakter at kende særlig godt. Det er svært at få empati med spillerne som karakterer når de i størstedelen af forestillingen (de dele som The Tiger Lillies dominerer) fungerer som figurer. Lige pludselig bliver de karakterer på randen af et sammenbrud, hvor de før har danset rundt til The Tiger Lillies musik.

Hamlet er en virkelig vellykket forestilling, som jeg vil anbefale alle at se, for forestillingen rækker virkelig bredt, og hvis man ikke er bekendt med Hamlet, vil jeg især anbefale denne opsætning frem for mere tekstnære opsætninger. Ikke fordi den er lettere at holde rede på (faktisk vil jeg lige anbefale at gennemlæse et referat af dramaet, hvis man ikke kender det), men fordi det indfanger en virkelig dyster og eventyrlig stemning, som jeg synes underbygger en moderne fortolkning af Hamlet virkelig godt og lækkert.

Læs mere om Hamlet på Republiques hjemmeside og bestil billetter på billetbillet.dk

Foto: Miklos Szabo
Anmeldt af: Ida Fredericia

Ida Fredericia

Jeg er uddannet fra Teatervidenskab og Dansevidenskab, samt tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet både bag, foran og på scenen som bl.a. producent, formidler og performer og har derfor en god forståelse for alle elementerne i en teaterproduktion. Jeg er redaktør på bloggen og til tider anmelder. Jeg er vild med eksperimenterende forestillinger f.eks. site specific forestillinger, totalforestillinger og sanseteater a la Teatro de los Sentidos, men jeg holder også af den gode historie så længe den er godt fortalt og skaber magiske øjeblikke.

Vær den første til at kommentere